Billedet illustrerer tydeligt Michael Mørkøvs betydning for italieneren Elia Viviani, der her takker danskeren for assistancen til en sejr

Billedet illustrerer tydeligt Michael Mørkøvs betydning for italieneren Elia Viviani, der her takker danskeren for assistancen til en sejr

Cykling

Bossen for superholdet: Mørkøv er en af verdens stærkeste på sit felt

Sidste sæsons mest vindende professionelle landevejsmandskab med tre danskere i rytterstaben præsenteret i luksuriøse omgivelser ved Middelhavet.

Cykling

Fra Hotel Suitopias tæt proppede Sky Bar på 29. etage i den spanske ferieby Calpe sendte aktørerne på verdens mest vindende professionelle cykelmandskab gennem de seneste 7 sæsoner, belgiske Quick-Step, for snurrende kameraer, lydhøre mikrofoner og ivrige kuglepenne deres drømme for den kommende sæson og tankerne om den forgangne ud over Middelhavets let brusende, idylliske azurblå og tilsyneladende uendelige overflade.

Her fik individualisterne i manager Patrick Lefeveres succesrige kollektiv lov til at udfolde sig på egen hånd, efter at bossen selv i knap så prætentiøse omgivelser i et selskabslokale 28 etager længere nede havde ageret hovedperson i den mere formelle del af den holdpræsentation, der efterhånden traditionelt foregår i forbindelse med en januar-træningslejr på disse kanter.

Med til den del af seancen hørte også en kortvarig optræden af Francis van Eeckhout, chefen for den ny hovedsponsor Deceuninck – verdens næststørste producent af vinduer og døre – som Lefevere havde fundet frem til ved noget af et tilfælde.

Fandt hovedsponsor i sin egen hjemby

»Jeg havde søgt over det meste af verden og havde virkelig problemer, hvilket også betød, at jeg ikke kunne beholde alle de ryttere, jeg gerne ville«, sagde Patrick Lefevere og hentydede dermed utvivlsomt først og fremmest til den colombianske supersprinter Fernando Gaviria og den hollandske Flandern Rundt-vinder Niki Terpstra, der er skiftet til henholdsvis UAE Team Emirates og det franske 2. divisionshold Direct Energie.

»Men så blev der pludselig skabt kontakt til Deceuninck, og det pudsige ved det er, at firmaet faktisk har hovedkvarter i samme by, som jeg bor i. Så længere havde jeg altså ikke behøvet at lede«.

Hvilken betydning Deceuninck-Quick-Step spiller på den globale cykelscene, fremgik tydeligt af det talstærke mediekorps, der var mødt op til dagens begivenhed, og selv om det naturligvis ikke var så omfangsrigt som til de mest betydende landevejsløb, fremkaldte de tilstedeværende pressefolk uundgåeligt associationer til både Tour de France og klassikerne.

Kun en af danskerne var til stede

Med den danske mester Michael Mørkøv, sidste sæsons forrygende debutant Kasper Asgreen og den helt nye Mikkel Honoré i staben, hører Deceuninck-Quick-Step til »danskerholdene« i WorldTouren, men det var nu kun en enkelt af de nævnte, der var til stede, ligesom sportsdirektør Brian Holm var blevet hjemme på Frederiiksberg og havde overladt det til 7 af sine kolleger at blive vist frem som mændene, der fra servicebilerne søger at assistere rytterne så godt som muligt.

Både Michael Mørkøv og Mikkel Honoré har i en lille uge befundet sig i den australske hede, hvor de sammen med sidste sæsons mest vindende, den italienske mester Elia Viviani – 18 sejre nåede han op på – dennes landsmand Fabio Sabatini, belgieren Dries Devenyns, franskmanden Rémi Cavagna og briten James Knox om en uge tager fat på årets første job i WorldTour-løbet Tour Down Under.

»Michael er en af verdens absolut stærkeste leadout-mænd og derfor af uvurderlig betydning for vort hold«, kommenterede Patrick Lefevere, da den 33-årige dansker i sin DM-trikot tonede frem på den store fremvisningsskærm i selskabslokalet.

»Det er selvfølgelig vinderne, der bliver lagt mest mærke til, men selv ikke de skrappeste afsluttere ville kunne samle sejre på strib uden ryttere som Michael«.

Farvel til 5 og kun 2 nye ind

Om Mikkel Honoré konstaterede Patrick Lefevere, at den 21-årige dansker havde gjort så overbevisende et indtryk, da han sidste efterår kørte på prøve for holdet, at han havde fortjent en kontrakt.

I øvrigt er Honoré sammen med det belgiske »vidunderbarn« den 18-årige dobbelte juniorverdensmester Remco Evenepoel de eneste nye ryttere hos Deceuninck-Quick-Step, der ud over Gaviria og Terpstra også har sagt farvel til belgieren Laurens De Plus (Jumbo-Vista), ecuadorianeren Jhonatan Navaez (Team Sky) og tyskeren Maximilian Schachmann (Bora-hansgrohe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det betyder, at holdet i år kun tæller 25 ryttere mod 28 sidste år, og de skal fordeles på 70 løb med i alt 259 konkurrencedage i 20 forskellige lande.

Rosende ord til Asgreen

Kasper Asgreen, der altså var den eneste af danskerne, som deltog i præsentationen, fik ligesom Michael Mørkøv rosende ord med på vejen.

»Det var imponerende, at Kasper stort set fra den ene dag til den anden kunne skifte fra et kontinentalhold til WorldTour-niveau og fra først færd var i stand til at udfylde en vigtig plads på holdet«, konstaterede Patrick Lefevere om danskeren, der debuterede i Scheldeprijs 4. april og lige siden næsten konstant var at se i front for feltet som slider for holdet i de løb, han deltog i.


Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce