fakta
Seksdagesløbet
Når den skrappeste udfordring overhovedet i samtlige vinterens seksdagesløb rundt om i Europa i aften står på programmet i Ballerup Super Arena, er der så godt som garanti for, at det er et af de mindre par, der hen under midnat skal hyldes som vinder af dette helt specielle indslag.
Generelt byder det københavnske seksdagesløb på væsentligt længere jagter – de styrkeprøver, hvor omgangene kan erobres – end tilsvarende begivenheder andre steder, og det er eksempelvis fuldstændig uhørt, at rytterne skal udsættes for en, der strækker sig over hele 75 km, som tilfældet er i aften.
Og når der samtidig er tale om en kappestrid med handikap, tilføres den et ekstra udmarvende element, fordi de mindre par øjner en chance for en sjælden jubelstund og derfor traditionelt er parate til at yde det maksimale for at sætte de mere sejrsvante konstellationer på plads.
To par har fået 6 omgange forud til de bedste
Handikappet, som sportschef Jimmi Madsen har sat, er udarbejdet på den måde, at de dårligst placerede par i den samlede stilling har et vist antal omganges forspring til de bedste.
I det aktuelle tilfælde vil det sige, at det dansk-norske par Sebastian Lander- Anders Oddli og det polsk-tyske Adrian Teklinski-Lucas Liss starter fra 0, eftersom de på de foregående fire dage har oparbejdet et minus på henholdsvis 26 og 32 omgange.
Etablerede topnavne får midlertidigt ram på danske kometer, som ufortrødent slås videreDe har i handikapjagten fået et forspring på 6 runder til 4 af de 5 toppar, der befinder sig på omgangshøjde i spidsen for løbet: Michael Mørkøv-Oliver Wullf Frederiksen, belgierne Kenny De Ketele-Moreno De Pauw, hollænderne Yoeri Havik-Wim Stroetinga og dansk-tyske Marc Hester-Theo Reinhardt.
Derimod er Jesper Mørkøv sammen med sin tyske makker Christian Grasmann, der i det overordnede billede står på 0 ligesom de fire nævnte, tilgodeset en smule, eftersom de i handikappet kun er 5 omgange bagud.
Disse fiktive runder er naturligvis kun gældende i selve jagten, og når de 75 km er overstået, opgøres det, hvor mange omgange parrene har vundet eller tabt, og det overføres så til det reelle seksdagesregnskab.
Betragtes som det væsentligste sportslige indslag
Traditionelt samler handikapjagten et stort publikum, fordi den anses for at udgøre den væsentligste sportslige faktor i seksdagesløbet.
Den gennemføres da også altid i et hæsblæsende tempo, og sidste år satte det tysk-amerikanske par Hans Pirius-Daniel Holloway rekord med en gennemsnitshastighed på 54,501 km/t – en anelse hurtigere end de unge danske landsholdsryttere Casper Folsach-Fredeirk Rodenberg, der året inden noteredes for 54,468 km/t.
Statistikken taler sit tydelige sprog om, at det er de små pars aften. I de foregående 15 handikapjagter, som siden 2002 er afviklet i Ballerup Super Arena, er det kun to gange lykkedes et par, der døgnet efter sluttede på det endelige podie, at at blive hyldet som vindere.
Kun to toppar har formået at vinde handikapjagten
Det skete i 2009, da det schweiziske superpar Bruno Risi-Franco Marvulli vandt handikappet, men blev nr. 3 i seksdagesløbet efter Alex Rasmussen-Michael Mørkøv og hollænderne Danny Stam-Peter Schep.
Fire år senere var tyskerne Robert Bengsch-Marcel Kalz hurtigst i handikapjagten, men måtte sammenlagt også nøjes med det nederste trin på podiet efter Michael Mørkøv-Lasse Norman og østrigerne Andreas Graf-Andreas Müller.
Rutinerede og stærke Michael Mørkøv må dæmpe sin ivrige 18-årige makker i udmarvende åbningsjagtPå den baggrund må par nr. 7 i aften anses for at være chanceløst i kampen om sejren, men det kan meget vel tænkes, at Mørkøv og Wulff udnytter muligheden for at styrke positionen sammenlagt i forhold til de øvrige toppar.
Tre tidligere handikapvindere er med i feltet
Tre tidligere vindere af handikapjagten er at finde i feltet.
Det gælder den ene af sidste års rekordsættere, tyskeren Hans Pirius, hollænderen Roy Pieters, der i 2016 sejrede sammen med Simon Bigum, samt tyskeren Achim Burkart.
Sidstnævnte, der strøg til tops i 2015 sammen med landsmanden Sebastian Wotschke, er til stor ærgrelse for sin oprindelige makker Matias Malmberg dog særdeles tvivlsom starter, eftersom han i går måtte neutraliseres på grund af sygdom.
fortsæt med at læse




























