PostNord Danmark Rundt stiler efter avancement i det internationale løbshierarki.

Den danske lillebror håber at vokse sig større i skyggen af Tour de France

PostNord Danmark Rundt, der de seneste år har ført en omskiftelig tilværelse på kalenderen, aspirerer til at blive indlemmet i en helt ny løbsserie.
 Foto: René Schütze/Fotograf René Schütze
PostNord Danmark Rundt, der de seneste år har ført en omskiftelig tilværelse på kalenderen, aspirerer til at blive indlemmet i en helt ny løbsserie. Foto: René Schütze/Fotograf René Schütze
Lyt til artiklen

Samtidig med at han ligesom så mange andre herhjemme har svært ved at få armene ned i begejstringsrusen over Tour de France-gæstespillet i 2021, imødeser chefen for den største hjemlige cykelbegivenhed PostNord Danmark Rundt, Jesper Worre, en ny spændende fremtid for sit eget arrangement.

På det seneste har den fem dage lange udfordring på de danske landeveje, der i forbindelse med Tour de France i bedste fald kan kalde sig lillebror, ført en noget omskiftelig tilværelse.

I 2017 var den henlagt til september, sidste år boltrede rytterne sig fra 1. til 5. august, og i denne sæson hedder datoerne 21.-25. august, men uanset terminen har det vist sig vanskeligt at trække WorldTour-mandskaberne hertil, fordi disse har et særdeles omfattende udbud af opgaver at vælge imellem.

UCI planlægger helt ny løbsserie

Jesper Worre sætter nu sin lid til, at det ændrer sig med den omlægning af løbsstrukturen, som Den Internationale Cykelunion (UCI) bebudede i forbindelse med kongressen under verdensmesterskaberne i Innsbruck i slutningen af september.

Jakob Fuglsang bedre end nogensinde må indkassere et bittert, minimalt nederlag

»UCI har besluttet at indføre en ny kategori, der skal hedde UCI ProSeries, og som skal rangere mellem WorldTouren og de kontinentale løb, der er gradueret i klasserne HC, 1 og 2, hvor vi hidtil har tilhørt den højeste, HC«, beretter Jesper Worre.

»Endnu er det småt med de konkrete meldinger omkring UCI ProSeries, men den overordnede intention er, at den skal udgøres af udvalgte løb fra HC og 1, og det er her, jeg håber, at vi kommer i betragtning«.

«Jeg kan ikke se andet, end at det vil være en klar fordel at komme med i det selskab, for så vidt jeg har forstået, indebærer det, at der kommer et vist antal WorldTour-hold til start, og det vil helt oplagt lette vores bestræbelser på at skabe så godt et PostNord Danmark Rundt som overhovedet muligt«.

Positiv bedømmelse efter sidste års løb

»Hvor mange løb, der bliver en del af UCI ProSeries, aner jeg ikke. Heller ikke, hvordan de udpeges, men jeg tror på, at vi bliver et af dem. Efter sidste års løb modtog vi den mest positive bedømmelse fra UCI, som jeg mindes at have set, og det kan næppe skade, at der er tilfredshed med det, vi laver«.

Som led i den reform, UCI er i gang med at gennemføre, er det meningen, at WorldTouren fra 2020 skal omfatte de tre store rundture plus de øvrige etapeløb, der allerede indgår i denne gennemgående konkurrence.

De mest betydende endags styrkeprøver indlemmes i en ny UCI Classics Series. Den føres an af de 5 monumenter Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Il Lombardia og skal sandsynligvis omfatte yderligere omkring 15 af de mest etablerede internationale løb. Men ligesom for UCI ProSeries er der endnu en del detaljer, der skal falde på plads.

Franskmændene har travlt med mange andre gøremål

Uden at have deltaget i den forberedende fase af Tour de France-projektet kobles Jesper Worre på, når den detaljerede ruteplanlægning går i gang.

»Hvornår det sker, ved jeg ikke. Det er franskmændene, der bestemmer, og de har en masse andre løb, de også skal tage sig af. Blandt andet to gange Tour de France inden 2021«, fastslår Jesper Worre og hentyder til, at Amaury Sport Organisation er involveret i adskillige begivenheder rundt om i verden.

Idémændene: »Allerførst skulle vi bevise, at vi ikke bare var et par danske cykelidioter«

Således er ASO blot inden årets Tour de France-start i Bruxelles i begyndelsen af juli engageret i Paris-Nice, Volta a Catalunya, Paris-Roubaix, Flèche Wallonne, Liège-Bastogne-Liège, Eschborn-Frankfurt, Tour de Yorkshire og Critérium du Dauphiné.

Efter Touren følger yderligere adskillige løb med Vuelta a España som højdepunktet, så det er næppe så ligetil at finde en plads i kalenderen til også at besigtige de danske landeveje.

Touren kan kun være en gevinst for dansk cykelsport

Jesper Worre ser i øvrigt storebrors dominerende rolle i danskernes bevågenhed som en særdeles positiv faktor.

»Jeg har meget svært ved at betragte Tourens besøg som andet end en kæmpemæssig gevinst for dansk cykelsport og dermed også for PostNord Danmark Rundt«, understreger løbsdirektøren.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at det nu bliver lettere også at skabe opmærksomhed omkring vores eget arrangement, og der er ikke på mindste måde optræk til nogen form for interessekonflikt«.

Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her