70 procent af verden er dækket af vand, resten er dækket af N’Golo Kante.
Ovenstående udsagn fra 2016 stammer fra Football Dailys Twitter-konto og blev verdenskendt, da den britiske tv-station BBC’s fodboldvært Gary Lineker nævnte det i en af sine udsendelser.
Jo, der er god grund til at have respekt for det arbejde og den historie, der knytter sig til den 27-årige franske verdensmester med dagligt arbejde i Premier League-klubben Chelsea.
Fakta
Vidste du at....
... N’Golo Kante for to måneder siden kom for sent til et tog i London og derfor endte med at tage imod en invitation fra to fans, han mødte i den lokale moske ved King’s Cross Station?
Kantes fans inviterede tro mod muslimsk skik på aftensmad, og det hele med en gang ris og karry, Fifa på computeren og tv-sammendrag af Chelsea og Kantes 4-1-kamp mod Cardiff samt de øvrige opgør i Premier League. N’Golo Kante var i Fifa-spillet – ganske som på banen – nådesløs og satte de flinke fans til vægs.
N’Golo Kante skiller sig nemlig i den grad ud fra mængden af professionelle fodboldspillere. Og ikke kun på grund af sin enorme arbejdsradius. En arbejdsradius og en vilje til at arbejde i en højere sags tjeneste. Først for Leicester, da klubben sensationelt trodsede alle odds og vandt Premier League i 2016, og siden for Chelsea, der overførte 250 millioner kroner til Leicester for at hyre Kante på en femårig kontrakt.
Skattely til 50 millioner kroner
Og for det franske landshold kunne den succesrige VM-turnering i Rusland for fire-fem måneder siden snildt have haft et andet udfald, hvis ikke Kante havde været den koordinerende rygrad centralt på banen og med sin flid og organisatoriske evner havde holdt modstanderne fra døren og skabt rum, som Antoine Griezmann og Kylian Mbappe efterfølgende kunne boltre sig i.
N’Golo Kante tjener lige på den gode side af en million kroner om ugen i Chelsea, men kunne to et halvt år inde i sit ansættelsesforhold have tjent langt mere på bundlinjen. Dokumenter fra whisteblowerplatformen Football Leaks viser nemlig, at N’Golo Kante valgte at sige nej til en skattefinte ved at bruge et til lejligheden oprettet selskab i skattelyet Jersey. Det kunne ellers have givet en ekstra nettoindtægt på 7 millioner kroner per sæson.
N’Golo er ubøjelig og vil bare have en normal løn
De 7 millioner kroner skulle komme fra den del af Kantes løn, der blev udbetalt og i Chelsea bogført som imagerettigheder. I kølvandet på den første Football Leaks-bølge, der blandt andet beskrev, hvordan Cristiano Ronaldo ved brug af skattely havde driblet en milliard kroner udenom de spanske skattemyndigheder, valgte N’Golo Kante ikke at få udbetalt penge til selskabet med hans initialer NK på øen Jersey.
»Efter at have læst et utal af artikler om imagerettigheder og skatteundersøgelser af spillere og klubber er N’Golo i stigende grad blevet bekymret over, om den konstruktion, der er forelagt, vil få skattemyndighederne til at stille spørgsmål. N’Golo har derfor besluttet ikke at tage nogen risiko«, lyder det fra en Kante-rådgiver til Chelsea i en lækket mail, som det franske medie Mediapart har gravet ud af de 70 millioner Football Leaks-dokumenter.
»N’Golo er ubøjelig og vil bare have en normal løn«, hed det i en anden mail fra rådgiveren til Chelsea, der ved brug af skattelyet på Jersey selv kunne spare millioner i bidrag til de offentlige britiske kasser.
Han er noget nær perfekt og snyder ikke. Jo, en smule, når vi spiller kort
N’Golo Kante har i stedet valgt at få de 20 procent af lønnen, der var klassificeret som imagerettigheder, udbetalt til et selskab beliggende på det britiske fastland. Han betaler dermed den skat, han skal - små 7 millioner kroner ekstra per sæson eller ca. 50 millioner i den femårige kontraktperiode med Chelsea.
Chelsea afviser at kommentere de oplysninger, franske Mediapart har forelagt klubben omkring dens opfordring til brug af skattely. Chelsea henviser til, at aftaler med spillere er fortrolige. Mediapart skriver endvidere, at det selskab, der blev oprettet med N’Golo Kantes initialer (NK), fortsat eksisterer.
I lejren hos det franske landshold, der er samlet forud for fredagens Nations League-opgør i Holland, har Kante forholdt sig tavs til historien. Om N’Golo Kantes fravalg af skattely siger holdkammeraten Blaise Matuidi:
»Det overrasker mig slet ikke, for han gør alting rigtigt. Han er noget nær perfekt og snyder ikke. Jo, en smule, når vi spiller kort«.
fortsæt med at læse



























