Superligaen
4. runde
Fredag
Randers-Brøndby 1-2
Søndag
14.00 OB-Vejle 0-1
14.00 Lyngby-SønderjyskE 2-2
16.00 AaB-AGF 1-1
18.00 Horsens-FCM 2-2
20.00 FCK-FCN 3-2
FC København-FC Nordsjælland 3-2
1-0 Nicolai Boilesen (6), 1-1 Mohammed Diomande (17), 2-1 Jonas Wind (30), 2-2 Martin Frese (48), 3-2 Jonas Wind (59, str.)
Efter en sæsonstart fyldt med store skuffelser sikrede FC København sig søndag aften en yderst tiltrængt sejr.
På hjemmebane vandt FCK med 3-2 over FC Nordsjælland efter et velspillet og underholdende opgør i Superligaen.
Det var sæsonens første sejr for sidste sæsons sølvvindere.
Det var samtidig en lille oprejsning oven på torsdagens nederlag til kroatiske Rijeka i Europa League-kvalifikationen. Det nederlag betød, at FCK måtte vinke farvel til europæisk gruppespil i denne sæson.
FCK har efter søndagens sejr fire point efter fire kampe på Superligaens niendeplads. FCN har samme antal point og kampe på syvendepladsen.
Søndagens sene kamp blev overværet af et yderst begrænset antal tilskuere på grund af coronarestriktioner. De dikterer, at der maksimalt må være 500 personer på stadion - inklusive spillere og trænere.
FCK lignede fra kampens indledning et hold, der var opsat på at vaske torsdagens store skuffelse hurtigt af sig.
Københavnerne fandt hinanden godt i hurtige kombinationer, og der var blot spillet fem minutter, da de bragte sig foran.
Nicolai Boilesen blev spillet fri med en aflevering skråt tilbage i feltet og afsluttede mod mål. FCN’s Jacob Christensen rettede skuddet af med sin udstrakte fod, og bolden hoppede i mål til 1-0.
FCK sad også efterfølgende på spillet, men FCN var alligevel næste hold på måltavlen. En høj bold fandt Mohammed Diomande tæt på mål mellem FCK’s forsvarere, og han kunne nemt sende udligningen i kassen.
FCK fortsatte dog presset, og blandt andre Viktor Fischer så ud til at ville bevise, at klubben måske allerede råder over den type gennembrudsstærk offensivspiller, som FCK har set ud til at mangle den seneste tid.
Efter en halv times spil kom værterne også foran igen. En anden FCK’er, der har noget at bevise, Mohammed Daramy, brød godt fri på højre kant og fandt Jonas Wind, der sikkert sendte FCK på sejrskurs igen.
Efter pausen fortsatte målscoringen hurtigt i Parken.
Der var blot spillet to minutter af halvlegen, da et indlæg sejlede hele vejen over til FCN’s Martin Frese, der kunne heade bolden i mål til 2-2.
For tredje gang i kampen bragte FCK sig dog igen foran.
Det skete, da Viktor Fischer tilkæmpede sig et straffespark efter endnu en god aktion. Dommer Morten Krogh mente i første omgang ikke, at der var begået en forseelse, men efter VAR-gennemsyn var han ikke i tvivl.
Jonas Wind eksekverede i sikker stil med et hårdt skud til højre for sig selv.
Med knap 20 minutter tilbage troede Viktor Nelsson, at han havde bragt hjemmeholdet foran 4-2. Men endnu et VAR-gennemsyn viste, at forsvarsspilleren lige nøjagtig var offside.
FCK formåede dog at holde føringen og nuppe den tiltrængte sejr.
Alle andre klubber havde fyret træneren. Men FCK står i særlig situation med SolbakkenHorsens-FC Midtjylland 2-2
0-1 Anders Dreyer (23), 0-2 Junior Brumado (33), 1-2 Jannik Pohl (35), 2-2 Jannik Pohl (45, str.)
FC Midtjylland smed søndag aften en tomålsføring i Horsens og måtte nøjes med 2-2.
Horsens-angriber Jannik Pohl stod for comebacket med to scoringer, og sikrede klubbens første point i sæsonen.
Pointdelingen betyder, at FC Midtjylland blot har hentet syv point i sæsonens første fire kampe, hvilket placerer mestrene på en foreløbig femteplads.
Favoritterne fra FC Midtjylland kom planmæssigt i gang med opgøret, da Pione Sisto sendte en smuk aflevering i dybden til formstærke Anders Dreyer.
Han scorede sikkert med en afslutning mellem benene på Horsens-keeper. Ti minutter senere lignede det, at kampen var afgjort.
Anders Dreyer sendte angriber Junior Brumado igennem, og brasilianeren scorede sikkert.
Selv om FC Midtjylland dominerede, havde AC Horsens flere store chancer i første halvleg, og efter 35 minutters spil kom en sjælden målscorer på tavlen.
Horsens-angriberen Jannik Pohl havde ikke scoret i mere end to år inden opgøret, men søndag aften brød han forbandelseFørst reducerede han på et hovedstød, og kort før pausen udlignede han på et straffespark til stor tilfredshed for hjemmeholdet.
FC Midtjylland tog forventeligt styringen i begyndelsen af anden halvleg, og Anders Dreyer var hele tiden farlig for gæsterne.
Efter 65 minutters spil var midtjydernes belgiske højreback Dion Cools millimeter fra at bringe sit hold i front efter et hjørnespark, men hovedstødet ramte overliggeren.
FC Midtjylland havde herefter svært ved at skabe et pres, og et kvarter før tid var det i stedet AC Horsens, der pludselig var tæt på at bringe sig foran, men Jesper Hansen i midtjydernes mål hev to store redninger frem.
Slutfasen blev rodet, og dermed måtte FC Midtjylland nøjes med 2-2.
AaB-AGF 1-1
0-1 Patrick Mortensen (40, str.), 1-1 Frederik Børsting (76)
Det var en hårdt spillet kamp i Superligaen mellem AaB og AGF, som de 280 tilskuere på Aalborg Portland Park var vidne til.
Opgøret endte 1-1, da AGF-angriberen Patrick Mortensen scorede på et straffespark i første halvleg, mens offensivspilleren Frederik Børsting fik bragt balance i regnskabet med et kvarter tilbage af kampen.
De to hold var kommet på banen for at spille fysisk og tage en masse dueller. Det resulterede i et hav af frispark, som til tider trak tempoet ud af kampen.
Desuden havde både AaB og AGF svært ved at skabe de helt store chancer.
Selv om AaB havde et overtag i boldbesiddelsen, så var nordjyderne tamme på den sidste tredjedel, hvor løsningen oftest var en høj bold ind i aarhusianernes felt.
Gæsterne dominerede gang på gang luftrummet i eget felt, men omvendt havde AGF også svært ved at spille sig bag AaB’s forsvar.
AGF-spillerne forsøgte sig med mange høje eller dybe bolde, men AGF-offensiven havde svært ved at rykke sig fri fra hjemmeholdets forsvarsspillere.
Det gik dog galt for AaB-defensiven mod slutningen af første halvleg, da Jores Okore begik et dumt straffespark ved at spænde ben for Patrick Mortensen.
Angriberen sparkede selv kuglen sikkert i mål til 1-0 til gæsterne.
I det 75. minut udlignede AaB så. Offensivspilleren Kasper Kusk prikkede bolden videre til en fremadstormende Frederik Børsting, som lagde bolden udenom Kamil Grabara, der var tilbage i AGF-målet.
I det 82. minut burde indskiftede angriber Tim Prica have sikret AaB-sejren.
Kasper Kusk spillede ham helt fri ved bageste stolpe, men skarpheden svigtede for den unge svensker.
Med pointdelingen har AaB fem point efter fire kampe, mens AGF har otte point.
OB-Vejle 0-1
0-1 Mads Greve (87)
Det kneb gevaldigt for oprykkerne med at drage fordel af et rødt kort til Issam Jebali allerede midtvejs i første halvleg. Men til sidst blev Mads Greve matchvinder for Vejle.
Starten på denne superligasæson har været forrygende for Issam Jebali med fire mål i tre kampe, men mod Vejle blev OB-topscoreren den store skurk.
Efter 22 minutter fik han et direkte rødt kort for at sparke Saeid Ezzatollahi uhæmmet ned bagfra i en situation, hvor bolden var uden for spilafstand.
Det var kun med til at tænde mere op under frustrationerne i en kamp, hvor der blev lavet flere frispark end skabt målchancer i de første 45 minutter.
Således havde Vejle-angriberen Raphael Dwamena kun én chance før pausen, hvor han begik fire frispark og ragede et gult kort til sig for et voldsomt sammenstød med OB-stopperen Jeppe Tverskov.
Trods det numeriske overtal på banen havde Vejle umådeligt svært ved at spille sig frem til chancer.
I stedet viste OB en smule tænder offensivt, hvor Emmanuel Sabbi et kvarter før tid testede Indy Groothuizen med et godt langskud.
Ti minutter før tid opstod Vejles bedste mulighed ud af ingenting, men OB-keeper Oliver Christensen reddede Tobias Mølgaards afrettede spark fra kanten af feltet.
Med fem minutter tilbage af kampen faldt afgørelsen, da Vejles Mads Greve headede et hjørnespark ind bag Oliver Christensen til stor jubel på gæsternes bænk.
Vejle kunne herefter køre den første sejr mod OB i dette årtusind i land.
Lyngby-SønderjyskE 2-2
0-1 Anders K. Jacobsen (25), 1-1 Christian Jakobsen (42), 1-2 Anders K. Jacobsen (71), 2-2 Nicolai Geertsen (90)
Lyngby er fortsat uden en sejr i Superligaen, efter at holdet søndag spillede 2-2 mod Sønderjyske på hjemmebane.
Alligevel skal de blåblusede Lyngby-spillere være mest tilfredse efter en kamp, hvor Sønderjyske var foran to gange, og det ene point først blev reddet hjem i sidste minut af en dramatisk afslutning på kampen.
Opgøret startede jævnbyrdigt, hvor begge hold gerne ville spille langs græsset, men ofte manglede kvalitet på den sidste tredjedel.
Som kampen skred frem, blev der dog åbnet mere op, hvilket også gav flere gode omstillingsmuligheder til begge hold.
Her lignede Sønderjyske længe det skarpeste hold, men på en sen scoring af Nicolai Geertsen reddede Lyngby et point.
Resultatet betyder, at Lyngby har to point, mens Sønderjyske er på syv point efter de første fire runder.
Midtvejs i første halvleg snuppede Sønderjyske føringen efter en flot kontra, der sendte Anders K. Jacobsen i dybden, hvor han resolut sendte den i nettet ved nærmeste stolpe.
Efterfølgende misbrugte både Lyngbys Frederik Gytkjær og Sønderjyskes Marc Dal Hende kæmpe chancer.
Det gjorde Lyngbys Christian Jakobsen dog ikke kort før pausen, da han fra en fri position i feltet udlignede mod sine gamle holdkammerater efter et godt gennemspillet angreb.
Efter pausen kom Christian Jakobsen til en ny god mulighed, men sparkede over mål. Sønderjyskes Jeppe Simonsen forsøgte sig også fra distancen, men også han manglede den sidste skarphed.
Det gjorde Anders K. Jacobsen til gengæld ikke 20 minutter før tid, da han sparkede en ripost i nettet.
I kampens hektiske afslutning fik Lyngby en forløsende udligning, da Nicolai Geertsen stangede et hjørnespark i nettet med stor kraft.
Alt var dog ikke rosenrødt for hjemmeholdet trods det ene point. André Riel blev således udvist i overtiden - angiveligt for at have råbt noget grimt til Sønderjyske-keeper Lawrence Thomas.
Randers FC-Brøndby 1-2
0-1 Sigurd Rolsted (14), 0-2 Mikael Uhre (64), 1-2 Al-Hadji Kamara (76)
Topholdet fra Brøndby fortsatte fredag aften dets suveræne start i Superligaen, da holdet med en 2-1-sejr i Randers nu har vundet sæsonens første fire kampe.
Det er første gang siden 2005/06-sæsonen, at Brøndby er kommet så godt fra land.
Fredagens sejr kom i hus efter en jævnbyrdig affære, hvor Brøndby var det bedste hold i første halvleg og også kunne gå til pause foran 1-0.
Randers havde efter pausen overtaget, og fik trods at være kommet bagud 0-2 skabt spænding til det sidste med en reducering.
De fire sejre betyder for Brøndby, at holdet med 12 point er sikret at gå ind til landskampspausen på førstepladsen.
Randers derimod er på syvendepladsen med fire point før rundens resterende kampe.
Brøndby kom bedst fra land, og efter et lille kvarter lykkedes det den norske forsvarer Sigurd Rosted at bringe topholdet foran.
Han kom højest på et hjørnespark fra venstresiden, hvor han pandede første halvlegs eneste mål i kassen.
Herefter bølgede kampen frem og tilbage med enkelte chancer i begge ender, men overordnet set var Brøndby tættere på at fordoble føringen, end Randers var på udligningen.
Randers ændrede efter pausen formation til 3-5-2, og det virkede til, at holdet med et tungt pres nærmede sig 1-1-målet.
Det kom dog ikke, og i stedet kunne angriber Mikael Uhre efter 63 minutter sende gæsterne fra Vestegnen endnu tættere på sejren.
Her fandt netop indskiftede Lasse Vigen ham nemlig i dybden, så han uden problemer kunne sparke Brøndby på 2-0.
Sierraleonske Al-Hadji Kamara kunne efter et VAR-tjek for offside notere sig for reduceringen i 76. minut, men lige lidt hjalp det for Randers, der indkasserede det andet nederlag i træk.
Ritzau
fortsæt med at læse


























