Mandag gjorde Anders Dreyer, hvad han har specialiseret sig i at gøre. Med sin usædvanligt veludviklede venstrefod sparkede han elegant bolden over en snublende målmand og scorede til 2-1 i tillægstiden, så scener af eufori fyldte den mørke, kolde forårsaften.
Umiddelbart lignede det så mange andre mål i sidste øjeblik. Smil, jubelspjæt, kram, knyttede næver og glædens primalskrig, der alt sammen udstillede fodbolden som en isoleret boble af barnlig begejstring. Men lige uden for stadionet var virkeligheden anderledes alvorlig – og målet i sidste øjeblik var mere end så mange andre. Måske var det Anders Dreyers sidste for klubben, i hvert fald i noget tid.
