Christian Eriksen og Tottenham pisket til sejr

Mauricio Pochettino er på udkig efter sit første point i denne sæsons udgave af mesterligaen. Steven Paston/AP
Mauricio Pochettino er på udkig efter sit første point i denne sæsons udgave af mesterligaen. Steven Paston/AP
Lyt til artiklen

»Det er en kamp, der skal vindes«.

Sådan sagde Tottenham-træner Mauricio Pochettino ifølge Sky Sports om aftenens kamp mod PSV på gårsdagens pressemøde.

Et nederlag eller uafgjort vil efterlade holdet med minimum fem og potentielt syv point op til den nødvendige andenplads.

Pochettino uddybede: »De tre point er altafgørende for at holde sig i live i turneringen«.

Foruden at være pointmæssigt presset har træner Mauricio Pochettino også sine udfordringer på holdkortet.

Forsvarsgeneralen Jan Vertonghen og det offensive es Dele Alli er begge ude med skade, mens venstrebacken Danny Rose ligeledes er ukampdygtig.

Danske Christian Eriksen er for nyligt vendt tilbage fra en skade og fik de sidste fem minutter i weekendens opgør mod West Ham. Pochettino udtalte på pressemødet op til kampen, at danskeren er klar, men at det er tvivlsomt, om hvorvidt han kommer til at starte inde.

Modstanderne fra PSV Eindhoven har heller ikke fået point i gruppespillet endnu, men er i forrygende form i den hjemlige liga. De har vundet de første ni kampe og har en imponerende målscore på 36-3. Senest vandt de i weekenden 6-0 på hjemmebane mod FC Emmen.

Hollænderne har en giftig angrebsduo i skikkelse af Luuk de Jong og Hirving Lozano, der deler topscorerværdigheden i Æresdivisionen med 8 mål hver. Sidstnævnte spillede i sommer en stor VM-turnering for Mexico og var i sommerens transfervindue rygtet til europæiske storklubber som Barcelona og Juventus.

Hos Tottenham er der stor respekt for aftenens modstander.

»PSV er et godt offensivt hold med en masse kvalitetspillere«, udtalte Pochettino på pressemødet og pointerede, at det bliver en svær kamp, der vil bære præg af, at begge hold er pressede til sejr.

Tottenham og PSV spillede senest mod hinanden i 2008. Her mødtes de i 1/8-finalen i Uefa Cuppen, hvor hollænderne gik videre efter straffesparkskonkurrence.

Aftenens opgør spilles på Phillips Stadium i Eindhoven og fløjtes i gang kl. 18.55.

Oliver Preben Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her