Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

FC Midtjylland sælger cheftræner Brian Priske til belgiske Royal Antwerp, meddeler klubben.

FC Midtjylland sælger træner Brian Priske

Brian Priske vandt mesterskabet i sin første sæson som træner for FC Midtjylland. I denne sæson måtte han og midtjyderne dog nøjes med sølv. Nu fortsætter han karrieren i belgisk fodbold. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Brian Priske vandt mesterskabet i sin første sæson som træner for FC Midtjylland. I denne sæson måtte han og midtjyderne dog nøjes med sølv. Nu fortsætter han karrieren i belgisk fodbold. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Opdateret kl. 15.17 med kommentarer fra Brian Priske.

FC Midtjylland skal finde en ny cheftræner. Brian Priske er blevet hyret af Royal Antwerp, der blev nummer tre i den bedste belgiske fodboldrække i den forgangne sæson efter Club Brugge og Genk.

Priskes kontrakt stod til at udløbe i sommeren 2023, men den belgiske klub har købt danskeren fri, skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside. Den tidligere forsvarsspiller tilbragte en stor del af sin aktive karriere i netop Belgien.

»Det har været en drøm og en ambition at komme afsted til udlandet igen. Jeg er taknemmelig for otte og et halvt gode år i Midtjylland som spiller, assistent og chef. De sidste to år har været helt fantastiske, og nu er tiden til, at jeg skal noget nyt«, fortæller Brian Priske til klubbens hjemmeside.

Da han i 2003 skiftede væk fra AaB, var Genk destinationen. Her tilbragte han to år, før han rykkede videre til engelske Portsmouth. Efter et år tog han tilbage til Belgien, hvor Club Brugge stod klar med en kontrakt, og han spillede to år i klubben, før turen gik tilbage til Danmark.

Begyndte som assistent

44-årige Priske begyndte trænerkarrieren som assistent i FC Midtjylland – først for Glen Riddersholm og siden for Jess Thorup – men blev i 2016 ansat til at arbejde under Ståle Solbakken i FC København. Samarbejdet blev dog ikke en varig succes, og i stedet vendte Priske i 2018 tilbage til Midtjylland, hvor Kenneth Andersen var cheftræner. I begyndelsen af 2019/20-sæsonen stoppede Andersen, og FC Midtjylland-ledelsen pegede på Priske som midlertidig afløser. Fire måneder senere fik han jobbet på permanent basis.

Det lykkedes at vinde mesterskabet i sin første sæson med ansvaret, og sidste år kvalificerede holdet sig til Champions League-gruppespillet under Priskes ledelse. I mandags kunne FC Midtjylland have vundet sit andet mesterskab på stribe, men det glippede på trods af en sejr i sidste spillerunde over AGF.

»Jeg er utroligt glad for, at klubben har givet mig muligheden og tilliden som cheftræner. Jeg føler, at vi har haft et stærkt samarbejde mellem ledelsen og staben, som har været med til at indfri store forventninger, håb og drømme i form af et mesterskab og en Champions League-deltagelse«, pointerer Priske, der nåede 82 kampe i spidsen for klubben, og fortsætter:

»Jeg tager rigtig mange ting med mig videre i karrieren efter to omgange i klubben – først med Glen, hvor jeg tog et stort skridt som træner. Derefter med Jess til gruppespil for første gang. Så kom jeg tilbage og var med til at løfte klubben til et nyt niveau. Nu afleverer jeg FCM på et højt niveau«.

I april kom det frem, at Priske havde fået en ny og forbedret aftale hos Superligaens førerhold, men kontraktlængden blev ikke ændret. Nu tyder det så på, at Priske ikke bliver i FC Midtjylland i aftalens resterende periode. Ifølge Herning Folkeblad ventes handlen at blive offentliggjort senere lørdag.

Over for Ritzau har FC Midtjylland ingen kommentarer til historien.

ritzau/politiken.dk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her