Når kvindelandsholdet i de kommende uger spiller EM på hjemmebane i Herning, bliver det under nogle forudsætninger, de aldrig har prøvet før. For med coronavirussens stadige hærgen over hele landet, er betingelserne for, at slutrunden overhovedet kan blive afviklet, at alle deltagende spillere og ledere underkaster sig et test- og isoleringsregime, vi ikke tidligere har set mage til herhjemme i idrætsmæssig sammenhæng.
Konkret betyder protokollen, at for eksempel det danske hold skal opholde sig på deres hotelværelse eller i et fællesrum, mens EM står på. Hvert hold får sin egen etage på deres respektive hotel, og der skal de blive.



























