De fleste kan huske dengang det kvindelige curlinglandshold, med kaptajn Helena Blach Lavrsen i spidsen, sikrede Danmark den første OL-sølvmedalje nogensinde ved De Olympiske Vinterlege.
Pludselig blev curling noget, der kunne få danskerne op ad stolene, og sangen 'Vi kaster med sten og fejer med koste' blev allemandseje i månederne, der fulgte.
Omtrent samme situation gør sig gældende i Tyskland efter det for nyligt afholdte vinter-OL i Sydkorea.
I februar måned lykkedes det nemlig for det tyske landshold i ishockey at vinde OL-sølv for første gang nogensinde.
Normalt er det kun de store ishockeynationer, som Canada og Rusland, der har monopol på det gyldne metal i OL-sammenhæng.
Den tyske OL-præstation har fået en sand ishockeyfeber til at rase i det store land syd for den danske grænse, og siden er forventninger til landsholdet steget. Mange tyskere håber, at de nu kan gentage succesen til et VM på dansk grund.
Derfor bliver det ekstra spændende, når Danmark tørner sammen med Tyskland i landenes åbningskamp fredag klokken 20.30 i Boxen i Herning.
Der er et hjemligt forventningspres på Tyskland, på trods af, at der har været en del udskiftning af på holdet siden Vinter-OL i februar måned. Holdet er ikke på papiret lige så stærkt til dette VM, som en række andre mandskaber, der har deres trupper fyldt op med NHL-spillere. Men alligevel har tyskerne dog en del selvtillid på kontoen efter OL-succesen.
Det vurderer Sebastian Dahm, der er målmand på det danske ishockeylandshold, og til daglig vogter buret hos Iserlohn Roosters i den tyske DEL-liga.
»Selvom det ikke er nøjagtig de samme spillere, så tror jeg, der er en selvtillid på det hold nu«, siger han.
Kæmpe hockeyhype i Tyskland
Sebastian Dahm kan stadigvæk huske stemningen i Tyskland under det forgangne vinter-OL.
»Ligesom når der kommer fodboldfeber i Danmark, så var alle oppe klokken fem om morgenen for at se de afgørende kampe. De var nogle helte, og det vil de også blive set som til VM her. Det er stadig Tysklands landshold, om det er nye spillere eller andre spillere. De er utrolig stolte af det landshold«, forklarer den danske målmand.
En anden dansk landsholdsspiller, Patrick Bjorkstrand, kom til Tyskland på en transfer til Nürnberg midt under OL-turneringen i februar måned. Han kan også nikke genkendende til den øgede opmærksomhed omkring det tyske ishockeylandshold.
»Jeg kom derned samtidig med OL, og da jeg ankom kunne jeg godt mærke at der var hype. Der var mange, som normalt ikke ser hockey, som lige pludselig røg med på bølgen«, fortæller Patrick Bjorkstrand, der til dagligt spiller i Nürnberg Ice Tigers i DEL-ligaen.
Han peger på, at der kan have været mange fans, som har fulgt holdet under OL, som måske ikke har været klar over, at der ikke har været frigivet NHL-spillere til legene, og at OL derfor ikke har været en helt så svær turnering at vinde.
»Jeg tror at mange af dem, som har fulgt med til OL, har store forventninger nu«, siger han.
Tysk NHL-stjerne kan se en udvikling af tysk landsholdsishockey
Hvis man spørger Tysklands største stjerne Leon Draisaitl, om han kan nikke genkendende til det øgede forventningspres efter Tysklands OL-succes, svarer han:
»Ja, selvfølgelig«, men uddyber:
»Det er kæmpestort resultat for tysk ishockey. Men vi er stadigvæk en lille hockeynation sammenlignet med Canada, USA, Rusland, Sverige og Finland. Det niveau er vi ikke helt på endnu. Derfor skal vi passe på med ikke at sætte for urealistiske mål, men jeg synes, at vi tager nogle skridt i den rigtige retning, og måske vi kan tage et skridt mere til dette VM«.
Men betyder det så, at Tyskland er en lille smule favoritter i forhold til Danmark. Ifølge superstjernen er det ikke tilfældet.
»Nej, jeg vil ikke sige, vi er favoritter. De er på hjemmebane. De har publikum i ryggen, og hele resten af landet hepper på dem. Det bliver en tæt kamp. Men det bliver en god kamp«, siger han.
Det kan være til Danmarks fordel
At Tyskland havde stor succes til OL, kan imidlertid også vendes til Danmarks fordel. Det vurderer den danske målmand Sebastian Dahm:
»Det er faktisk lidt af en gave at tyskerne kom så langt i OL-turneringen«, siger han.
Han forklarer, at det skyldes, at Tyskland har haft en del ældre, rutinerede spillere på deres OL-hold, som så det som en perfekt afslutning på deres karriere at vinde en OL-sølvmedalje. Det var tilfældet for eksempelvis Patrick Reimer og Christian Ehrhoff, som var bærende spillere på OL-holdet, men som har valgt at indstille deres landsholdskarriere. Så det er et lidt andet hold, de har med til VM, forklarer Sebastian Dahm, og tilføjer:
»Og så er der også et par skader, som er kommet i finaleserien fra München, som også gør, at vi på den konto møder et tysk hold, som er lidt svagere end det til OL, og det er jo dejligt«.
fortsæt med at læse




























