Danmark har en ishockeymålmand i verdensklasse. Det har stået i aviser, på nettet og er blevet fremhævet i sportsnyhederne det seneste år i takt med, at Frederik Andersen leverede den ene store præstation efter den anden for sin klub Toronto Maple Leafs.
Ishockeyens svar på Real Madrid eller FC Barcelona.
Lørdag aften kunne selv Frederik Andersen dog ikke stoppe et amerikansk landshold ført an af nogle af NHL's største navne.
Det selv om Andersen det ene øjeblik tvang sine 100 kilo+ i split, mens han gled fra stolpe til stolpe. Det næste stod køligt og blokerede op til flere amerikanske verdensstjerners forsøg på at passere ham. Som helten i en god actionfilm, der ikke blinker, selv om skurken står med en ladt pistol i fremstrakt arm.
Der var desværre en grund til, at fornuften sagde, selv et stærkt dansk landshold har et niveau op til ishockeyens top. Hverken det danske powerplay eller boxplay havde samme høje kvalitet som 24 timer tidligere mod tyskerne. Ligesom landsholdet ikke formåede at skabe chancer nok i spillet 5 mod 5.
Derfor var muligheden for overraskelsen reelt udspillet midt i anden periode.
Her havde Frederik Andersen hentet pucken ud af eget net tre gange, mens de danske antal skud mod det amerikanske mål stadig ikke var kommet over 10.
Fredagens tre timer lange folkefest med overtid, straffeslag og dansk sejr blev derfor vekslet til 16 minutter, hvor danskerne i Boxen kunne leve i illusionen om endnu en stor aften. Det var nemlig det antal minutter, som det tog amerikanerne at få hul på en af verdens bedste målmænd.
Det rødklædte publikum gik ned i knæ og udbredte et kollektivt »eiij«, efter Will Butchers skud passerede henover Frederik Andersens ene skulder. Dernæst strakte amerikanerne armene i vejret. En ikke helt ligegyldig observation, for den afslørede noget om USA's indstilling til kampen.
Når de store nationer møder et hold, som de føler sig sikre på at køre over, bliver selv den første scoring blot fejret med en afdæmpet knyttet næve til holdkammeraterne omkring målet og måske et klap på skulderen. Der kommer jo alligevel flere mål senere.
Men lørdag gik amerikanerne på isen med en oprigtig respekt for danskerne. Selv om scoring nummer 3 og 4 ikke fremkaldte samme entusiasme som de 2 første.
VM-analyse: Triumfen mod Tyskland giver fem dages magelig jagt på de helt umulige pointPå samme måde er Team USA's respekt for selve VM-turneringen også vokset de seneste år. Førhen var verdensmesterskabet ikke noget, der kunne få en stor gruppe af spillere fra verdens bedste liga til at forlænge sæsonen og drage mod Europa. Måske derfor har hjemstedet for 24 ud af de 31 klubber i verdens bedste hockeyliga ikke vundet VM-guld siden 1960.
Men der er ved at ske et amerikansk holdningsskifte til VM-slutrunden.
Det ses tydeligt i år ved, at en af verdens bedste spillere i Patrick Kane har valgt at tage til Danmark i forsøget på at vinde guld. En mand, der har tre NHL-mesterskaber på cv'et. Derudover er talentfulde spillere som Dylan Larkin og Johnny Gaudreau også med på et amerikansk hold, som nu har slået Canada og værtsnationen de to første dage.
Den amerikanske 3-0-føring gjorde 3.periode til en lidt halvdød oplevelse. Landsholdet kæmpede til sidste minut, men spillet manglede den spænding, som store kampe er afhængige af.
Mens 3-0 blev til 4-0, kunne man alligevel sidde og glæde sig ekstra over den danske sejr fredag aften.
Den gjorde nemlig USA-kampen til en gratis omgang for landsholdet. Nederlaget ændrede ikke de gode muligheder for en dansk kvartfinale om små to uger.
Og der skal nok også blive fest igen mandag aften, når Danmark møder Canada og VM's største navn, Connor McDavid.
Ny stil: Amerikanske NHL-stjerner vil ændre kollegernes holdning til VMfortsæt med at læse
