Det var en mørk, arktisk morgen, da vi ankom til København, og alle vejene ind til byen lå hyllet i tåge. Selve konferencestedet lignede et ombygget indkøbscenter. Vi vandrede gennem en labyrint af elevatorer og korridorer, en af dem havde af uransagelige grunde en række mannequiner stillet op langs væggene, inden vi mødtes med Hillary (Clinton, USA’s udenrigsminister, red.) og Todd for at blive sat ind i den aktuelle situation.
Som en del af den foreslåede overgangsaftale havde jeg bemyndiget Hillary til at forpligte USA til at foretage en 17-procents reduktion af drivhusgasudledningerne i 2020 samt give et løfte om 10 milliarder dollars som bidrag til den internationale Grønne Klimafonds 100 milliarder dollars, der skulle hjælpe fattige lande med at afbøde virkningerne af klimaforandringerne samt tilpasse sig dem. Ifølge Hillary havde delegater fra flere lande udtrykt interesse for vores alternativ – men foreløbig stod europæerne fast på deres krav om en fuldt bindende traktat, mens Kina, Indien og Sydafrika syntes at være tilfredse med at lade konferencen floppe og give amerikanerne skylden.
