Stærkest i erindringen er vel nok oplevelsen af de tågede billeder, hvor Armstrong går ned ad stigen og sætter foden på den støvede måneoverflade, fortæller astronom Helle Stub

Helle Stub om månelandingen: Det var en tid fuld af håb for rumfarten

Helle Stub, 73 år, astronom. Foto: Privat
Helle Stub, 73 år, astronom. Foto: Privat

Det er jo næsten en selvfølge, at jeg kan huske månelandingen i 1969. Allerede dengang havde jeg beskæftiget mig i lang tid med både rumfart og astronomi. Modsat Henrik, som jeg blev gift med i 1968, var jeg opvokset i provinsen med frit udsyn til stjernehimlen.

Herfra oplevede jeg de første russiske Sputnik satellitter og opsendelsen af det første menneske i rummet, russiske Juri Gagarin 12. april 1961. Det førte til rumkapløbet, da præsident Kennedy 25. maj samme år satte nationen det mål at landsætte et menneske på Månen inden årtiets udgang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her