Midt i junglen i Thailands Kui Buri nationalpark hænger der pludselig et par fuglekasser. De er dog ikke beregnet til fugle. Indeni er kameraer, der udløses ved bevægelse eller kropsvarme, og som spiller en lille rolle i den globale kamp for at bevare tigeren.
Projektleder Robert Steinmetz fra WWF Verdensnaturfonden tjekker hukommelseskortene i kameraerne:
»Næh, der er ingen tigre eller byttedyr denne gang«, siger manden, som alle her kalder ’Rob’.
Det er først og fremmest tigre og deres byttedyr, som Rob og hans folk kigger efter, når de tjekker de 30 kamerafælder i den næsten 1.000 kvadratkilometer store nationalpark, få kilometer fra grænsen til Myanmar (Burma) i Sydthailand.
Vigtigt levested
Kui Buri regnes som et af de vigtigste levesteder for tigeren i Thailand, og det siger en del om, hvor truet det store rovdyr er. Der er nemlig under 10 eksemplarer tilbage her i parken.
Faktisk har Rob mistanke om, at man de seneste år har mistet to af sine tre huntigre til Myanmar. Tigre kan kendes på striberne, og de to hunner er ikke fanget af kamerafælderne i mere end to år.
Der er umiddelbart to mulige forklaringer: Enten er hunnerne søgt op mod fugtigere bjergegne. Her i den ret åbne jungle har man nu haft tørkelignende forhold i flere år, og selv om fugten får skjorten til at klæbe til kroppen, er jordbunden så sandet, at det støver, når vi går.
Den anden mulighed er, at burmesiske jægere har været på spil.
Jægerne kan formentlig få mindst 10.000 kroner for en tiger – der så via forskellige mellemled typisk havner som langt dyrere skind og ben i Kina.
»Jeg har mødt folk i burmesiske militæruniformer med våben og hjortehoveder over skulderen. Så det er langtfra umuligt, at de også er på udkig efter større klenodier herovre«, siger Rob.
Tanon Tachalat nikker. ’Num’, som han kaldes af alle her, var jæger indtil for 12 år siden, da han pludselig fik store problemer med sit sigteøje. Han forklarede det med dårlig karma som følge af, at han havde brudt en aftale med ånderne ved at skyde så mange af skovens dyr – og holdt øjeblikkeligt op med at jage.
Jæger blev naturforkæmper
Num dræbte ikke tigre; dengang var markedet ikke så stort, og efterspørgslen kunne stadig tilfredsstilles i de lande, der grænser op til Kina. Men han tog rigtig mange af tigrenes byttedyr, og ud over illegal handel og mangel på levesteder er det netop det, der har drevet tigrene tæt på udryddelse de seneste ti år. Både i Thailand og de 12 andre lande, hvor man stadig kan møde dem.
I dag er Num landmand og hjælper sideløbende WWF med at oplyse skolebørn og andre lokale om ulemperne ved jagt og krybskytteri og fordelene ved at bevare tigeren og det øvrige liv i skoven.
»Folk skal ikke gå ind i skoven og ødelægge den som før i tiden. Men de skal heller ikke være bange for den. De skal stadig gå ind i skoven, men de skal respektere og forstå den«, siger Num.
Netop ændringer i de lokales holdninger til skoven og dens dyr er en hidtil overset nøgle til at få folk til at passe på naturen. Det har vist sig, at det ikke batter nok at forsøge at få flere patruljer og mere kontrol i nationalparkerne. Cheferne i parkerne har ofte kun jobbet i kort tid og når ofte ikke rigtig at blive engagerede i deres område. Samtidig er de lette ofre for bestikkelse, fordi de typisk må betale en del af deres lave løn til de chefer i ministeriet, der har givet dem jobbet.
Flere af tigrenes livretter
WWF’s rundspørger i Kui Buri-området viser, at der siden oplysningskampagnerne begyndte i 2007, er langt flere beboere, der mener, at skoven kan hjælpe dem i deres dagligdag: De peger for eksempel på, at træer er med til at sikre vandforsyningen, og at tigrene og andre dyr har været med til at tiltrække turister.
Den større forståelse kan også ses på antallet af telefonopkald fra lokale, der godt vil angive folk, som er på vej ud i skoven med våben for at bryde loven om, at jagt nu er forbudt. Opkaldene er fordoblet på de fem år, WWF har haft projektet her.
WWF vil nu kopiere fremgangsmåden i andre tigerområder i Thailand – og i andre lande – for der er tydelige fremskridt på tigernes byttedyr.
Det får vi selv en illustration af: For få år siden var den såkaldt gøende hjort jaget næsten helt i bund, men samme dag, som vi er ude at tjekke kamerafælder, står der to eksemplarer af arten knap 200 meter foran vores bil. Og de røde dyr flytter sig ikke umiddelbart, hverken da chaufføren holder med motoren i tomgang, eller da han slukker den.
Først efter et halvt minut udstøder hjortene en gøen, der lyder som en meget arrig hund, og forsvinder ind i skoven.
»Det er et klart tegn på, at de langtfra er så jagede mere; de er slet ikke så bange for mennesker som før«, siger Rob.
Gøende hjort er et af de fire tigerbyttedyr, WWF-projektet overvåger; de andre er vildsvinet, sambarhjorten og Gaur-oksen. Bestanden af alle fire er vokset markant, ifølge kamerafælderne.
Men antallet af tigre er ikke fulgt med, erkender Rob. Nedgangen i bestanden er ikke længere så brat, men den er der, og her er nu formentlig blot 5-7 tigre. Man regner med, at der i hvert fald skal fire til en levedygtig population.
»Hvis bare jeg kunne få lov også at arbejde på den burmesiske side«, siger Rob og peger mod vest – »så kunne jeg få større sikkerhed for, hvor mange tigre her er, og en bedre idé om, hvor stort et beskyttet område de har brug for«.
Rob tror ikke på, at klodens 13 tigerlande kan opfylde deres løfte om at fordoble den vilde population i 2022. Han peger på, at man har måttet revurdere tesen om, at tigeren kan formere sig næsten lige så hurtigt i det fri som i fangenskab.
Mangel på politisk vilje
Desuden mangler der politisk vilje, mener Rob. Han fremhæver, at den thailandske regering netop har givet tilladelse til at bygge en vandkraftdæmning og dermed oversvømme en del af Mae Song-nationalparken oppe i nordvest – et af de få steder i landet, hvor man ellers havde målt fremgang for tigeren.
Også en af Thailands mest fremtrædende forkæmpere for truede dyr, professor og tidligere senator Pensak Chagsuchinda Howitz, peger på den manglende politiske vilje. »Der er ingen skridt taget for at leve op til målet om at fordoble antallet af tigre«, siger professor Pensak.
LÆS OGSÅ I thailandsk tigerzoo: Tigrene minder om hunde, der har fået tæsk
Det thailandske ministerium for naturressourcer og miljø har sagt ja til Politiken til et mailinterview med vicegeneraldirektør Threerapat Prayurasiddhi. Men ministeriet har ikke svaret på de spørgsmål om tigerbevarelse, vi har fremsendt.
WWF’s Robert Steinmetz tør ikke spå om chancerne for, at tigeren vil overleve den illegale handel og de andre trusler.
»Men jeg spørger tit mig selv, om vi er kommet for sent i gang«, sukker han.
Her i parken eller globalt?
»Begge dele«.
WWF betalte hovedparten af Politikens tur til Thailand
fortsæt med at læse
