Planetjagt: Nysgerrig Nasa-sonde går på aftægt

SLIDT. Planetjægeren Kepler har fået skavanker. Arkivfoto:
SLIDT. Planetjægeren Kepler har fået skavanker. Arkivfoto:
Lyt til artiklen

Rumsonden Kepler har givet os ny viden om 135 exoplaneter - planeter uden for vort solsystem - og afsløret eksistensen af over 3.500 andre himmellegemer, som meget vel kan være exoplaneter.

Nu er Nasas myreflittige rumsonde ved at måtte opgive jagten på nye planeter efter siden 2009 at have været på udkig efter jordlignende planeter i 'guldlok'-zonen, hvor en planets afstand til solen kan gøre den beboelig.

De seneste måneder har Kepler imidlertid skrantet. Nogle gyroskop-lignende aggregater er holdt op med at fungere. Det gør det svært for sonden at sigte ordentligt.

LÆS OGSÅ Forskere opdager nyt planetsystem: Måske der alligevel findes liv derude

Derfor overvejer Nasa nu, om sonden kan bruges til andre opgaver ude i rummet med det måleudstyr, der fortsat fungerer fint efter de mange års togt.

Opgaven er løst

Hos Nasa erklærer den videnskabelige leder af projektet, at missionen vil give mennesket svaret på forekomsten af jordlignende planeter.

»I begyndelsen vidste ingen, om planeter i jordstørrelse var almindelige i galaksen. Hvis de var sjældne, så er vi måske alene. Her ved afslutningen af Keplerobservationerne kan dens data give os svaret på det spørgsmål, der ligger bag missionen: Er 'jordkloder' i den beboelige zone almindelige eller sjældne?«, meddeler rumforsker William Borucki.

LÆS OGSÅ Rumteleskop afslører stjernernes inderste hemmeligheder

Nasa klager dog ikke over Keplers præstation. Den opfyldte tilbage i november 2012 sin oprindelige opgave, men har vist sig at være mere holdbar end ventet og har kunnet fortsætte sit ensomme arbejde på udkig efter jordlignende planeter.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her