Vi lugter lige så lidt med næsen, som vi hører med øreflipperne. Vi lugter med hjernen. Og det er også med hjernen, at vi kan huske og genkalde lugten af nyslået græs, af kostald, af nybagt brød og af fordærvet mad. Hvordan det går til, hvordan evnen til at lugte er skruet sammen biologisk, er i høj grad kortlagt af de to amerikanere Richard Axel og Linda B. Buck, der modtager årets Nobelpris i medicin for deres arbejde. Prismodtagere er konkurrenter Richard Axel forsker ved Columbia University i New York, mens Linda Buck har sit eget forskningslaboratorium på Harvard Medical School i Boston. Hun arbejdede i en årrække hos Axel, men har siden været betragtet som konkurrent i at komme først og længst med kortlægningen af lugtesansen, og de to regnes blandt de absolutte pionerer inden for forskningen i lugtesansen på molekylært og genniveau. Opdagede duft-transportører i næsen Forskning i lugtesansen begynder ude i næsen, men slutter langt inde i hjernen og ude i følelserne, hukommelsen og minderne. De to fik deres første gennembrud tilbage i 1991, da de opdagede en gruppe på op imod 1000 receptorer i næseslimhinderne. Receptorerne fanger duftene og transporterer duftoplevelsen som nerveimpulser via nervebaner op i hjernen. Lugte vækker minder Her bliver oplysningerne om duften afkodet og genkendt, hvis den er duftet før. Et menneske med en normal og uspoleret lugtesans kan adskille omkring 10.000 forskellige lugte fra hinanden. Den del af hjernen, som registrerer lugtene, er forbundet med resten af hjernen, så lugte kan vække både minder og genkalde følelser.