Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningEn 100 meter lang line med 10 kroge langs havbunden på 600 meters iskold dybde. Ét afskåret sælhoved for hver krog, ni kloge forskerhoveder og 9, 12 - ja, op til 24 timers stålsat tålmodighed.
Nogenlunde sådan lyder strategien for et hold af forskere, der lige nu sejler rundt i fjordene langs Sydvestgrønlands kyst med et mål for øje. At fange og frisætte så mange eksemplarer som muligt af et af det arktiske dybs mest mystiske størrelser.
Grønlandshajen. Et enormt og potentielt ældgammelt dyr, som man kan kende på meget spektakulære - kendetegn.
»Det er ligesom at være opdagelsesrejsende. Vi undersøger de spørgsmål, som for eksempel Livingstone undersøgte for hundrede år siden, da han studerede afrikansk megafauna som elefanter, giraffer eller løver. For grønlandshajen lever bare steder, hvor man sjældent tager på ekspeditioner, som er dedikeret til dét ene dyr. Det er kun sket få gange i verdenshistorien«.
Sådan siger ph.d.-studerende Julius Nielsen om ekspeditionen, hvor han sammen med otte andre forskere skal forsøge at gøre verden en hel del klogere på grønlandshajen blandt andet ved at montere satellitsendere i de store havbæster for at kortlægge deres færden.
»Det er verdens næststørste kødædende haj det her. Det er altså et kæmpestort dyr. De kommer formentlig op over at veje mere end halvandet ton. Så du har et kæmpe rovdyr, hvor vi mangler svar på nogle af de helt basale spørgsmål. Hvordan fanger de deres mad? Hvor meget spiser de? Hvor mange er der? Hvor svømmer de hen? Hvor føder de deres unger?«.
»Man tænker, hvordan fanden har den fanget dem?«
Det er den danske professor John Fleng Steffensen fra Marinbiologisk Sektion ved Biologisk Institut, Københavns Universitet, der står i spidsen for den nordatlantiske opdagelsesrejse, hvor Julius Nielsen skal indsamle data om den grønlandske dybhavsmastodont til sit ph.d.-studie 'Old and Cold - Biology of the Greenland Shark'.
Gennem 10 dage ombord på Research Vessel SANNA skal forskerholdet, der også repræsenterer folk fra Japan, USA, Canada og England, forsøge at trække nye og opklarende linjer mellem de få punkter af viden, man allerede har om hajen.
»Jeg kan utrolig godt lide, at det er et uopdaget felt, og at der er så mange mysterier forbundet med grønlandshajen«, siger Julius Nielsen.
»Og det er noget af det, der trigger mig til at arbejde med grønlandshajen. At det er en opdagelsesrejse. Og at alt, hvad vi finder ud af, det er interessant«.
Et af de få og fascinerende brikker i puslespillet om grønlandshajen, der allerede er faldet på plads, er dens utrolige levetid.
Grønlandshajen kan nemlig blive adskillige hundrede år gammel, skønner forskerne. Sidste år udgav Julius Nielsen et studie i det amerikanske tidsskrift Science, hvor hovedfundet var, at de forskerne havde fanget en haj, som blev estimeret til at være mellem 272 og 512 år gammel. I det interval var den mest sandsynlige alder hele 392 år. Det er kulstof 14-analyser af linsen i hajens øje, der sladrer om alderen, der gør den til det ældste hvirveldyr nogensinde.
Den kan blive op til 5,5 meter lang, og hunnerne bliver kønsmodne, når de når en længde på ca. 4 meter. En længde, som det ifølge forskerne tager mindst 130 år at vokse sig til. Dens skind er udstyret med en slags hudtænder, der river hænderne til blods, hvis man stryger den mod svømmeretningen uden handsker på.
Ifølge de hidtidige observationer svømmer hajen rundt i kulden med sølle 2,5 km/t. Men den hastighed stemmer meget dårligt overens med en anden observation, fortæller Julius Nielsen.
»De hajer vi ser ligge i overfladen, , når vi har fanget dem, er ekstremt langsomme og dovne. Vi tror, det er, fordi de har siddet på langlinerne i flere timer eller er blevet fanget i et trawlnet. Så det ry har de nu blandt fiskere og mange forskere. Men når man kigger i maven på dem, så kan man finde hele sæler, hellefisk og torsk og alle mulige lynhurtige fisk. Så man tænker jo, hvordan fanden har den fanget dem?«.
Det mysterium håber forskerne at kunne løse med to metoder. For det første vil en japansk forsker udstyre nogle af hajerne med accelerometre - en anordning, der registrerer, hvor hurtigt, hvor dybt og i hvilke vinkler, grønlandshajerne svømmer.
For det andet monterer de et kamera og en lygte på den langline, de bruger til at fange hajerne. Med en halv sæl som lokkemad vil kameraet forhåbentlig fange de første billeder nogensinde af en grønlandshaj, der nærmer sig sit byttedyr.
»Vi ved ikke, hvordan de ser ud i deres naturlige miljø. De hurtige dyr er endt i maven på en grønlandshaj, og vi kan simpelthen ikke forklare, hvordan det er sket. Det mismatch håber vi at komme nærmere på at kunne forklare«, siger Julius Nielsen.
»Jeg tror helt klart, at den kan fange levende, hurtige dyr, selv om den er så langsom«.
Den omfattende og langsommelige kunst at fange grønlandshajer
Det er ikke nogen underdrivelse at sige, at man nok ikke skal gøre sig forhåbninger om at kunne få en grønlandshaj på krogen med et blink fra den lokale fiskeudstyrspusher.
Fangsten af de enorme hajer foregår ved, at forskerne sætter op til fire langliner ud i en fjord på mellem 300 og 600 meters dybde. De er hver 100 meter lange og udstyret med ti kroge. Ved hjælp af et lod i hver ende bliver langlinen strakt ud langs havbunden. På krogene spidder forskerne et sælhoved eller en sælbøf på flere kilo, der skal lokke grønlandshajerne til i det frysende mørke.
For enden af langlinen går en anden line op til havoverfladen, hvor en stor orange bøje gør det muligt for forskerne at finde tilbage til den.
»Så vi kan i princippet fange ti hajer per line, men det er sjældent, at vi gør det. Men det er ikke ualmindeligt, at vi fanger nogle stykker på samme tid«, siger Julius Nielsen.
»Jeg har prøvet én gang før, hvor vi havde 24 hajer på én langline. Der havde vi 48 kroge, men det var jo helt vildt«, siger han og understreger, at de er glade, hvis de kan trække bare en enkelt eller to op ad gangen.
»Vi skal jo bare sætte dem ud igen med sendere, så få hajer ad gangen er klart det bedste for os og for hajen«.
Julius Nielsen fortæller, at de starter med at lade langlinerne sidde i 9 til 12 timer. De har ingen anelse om, hvorvidt der er bid eller ej, før de trækker den overdimensionerede snøre op med et tungt spil på båden. Er der ikke bid, ryger det massive fangstredskab i vandet igen - denne gang i op til 24 timer.
»Hvis der er mange hajer, så har du ikke lyst til at have lang fisketid. Men hvis der er få hajer, skal der være tid til at lokke dem til«, siger Julius Nielsen om den tidskrævende fiskestrategi.
