I filmen Limitless fra 2011 spiller Bradley Cooper en stereotyp falleret forfatter. Ved et tilfælde får han fingre i en eksperimental pille. Pillen gør, at han straks kan udnytte hele sin hjernes potentiale. Ubegrænset adgang til alle tidligere erfaringer, idéer. Han bliver et slags supermenneske.
Med sin hjernedoping går han fra at være helt til rotterne i filmens begyndelse til at være en millionær på vej mod det ovale kontor i slutningen. For som med en cykelrytter på EPO, er der i filmen uligevægt mellem, hvad der er muligt for ham og så for alle andre.




























