Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt drømt om at vende ryggen til det hele? Bare sige farvel til jobbet, parcelhuset og det stressede familieliv, flytte langt væk fra alting og begynde på en frisk?
For fire år siden gjorde Andrea Hejlskov og hendes mand alvor af drømmen. De flyttede dem selv og deres fire delebørn langt væk fra det borgerlige hverdagsliv på Mors, så langt at de endte dybt inde i en svensk nåleskov fire timer nord for Göteborg.
Her ville de leve af kærlighed og kildevand – og det, som skoven nu kunne byde på. Troede de i hvert fald nok. For selv da den store beslutning var truffet og bilen var pakket fulgte tvivlen med som blind passager.
»Jeg var mega angst. Jeg havde lyst til at skråle freedom, men var samtidig fortvivlet. ’Fuck, hvad har vi gjort’, kan jeg huske, at jeg tænkte. Vi havde sat alt på spil, solgt alle vores ejendele, og vi havde ikke noget at komme tilbage til. Ikke noget job, ikke noget at bo i, ikke nogen penge«.
LÆS OGSÅ Her er fremtidens samfundsmodel
De sidste penge, familien havde, mistede de på turen derop. Andreas mand, Jeppe, havde lagt familiens pengekat på taget af bilen, da han skulle tanke benzin, og glemte alt om den, da han atter trådte på speederen og kørte videre ud i eventyret.
Familien havde på forhånd lavet en aftale med en lokal skovejer om, at de kunne få lov at bo i en gammel malkepigehytte – en säterstuga – på 16 kvadratmeter, indtil de fik bygget deres egen bjælkehytte.
Andrea Hejlskov, hvad får to voksne mennesker med ansvar for fire børn til at træffe så drastisk en beslutning?
»Jeg tror ikke, der er nogen mennesker, der foretager så radikalt et livsvalg fra en overskudsposition. For os var det krise og frustration, der var motoren«.
Andreas mand, der er musiker, havde just været igennem en svær depression. Han havde lagt rock’n’roll-livet bag sig og var nu flyttet til Mors med Andrea, der arbejdede som børnepsykolog i Skive Kommune. Sideløbende havde hun haft succes med både en børnebog og en roman formet som en ’facebookbiografi’.
»Jeg havde en slags meddepression. Jeg stod midt i en selvrealiseringskrise. Jeg var desillusioneret omkring min kreative og kunstneriske karriere, og så havde jeg en krise over at tage på arbejde hver dag og komme hjem og have en nedtur. Det tror jeg ikke, at jeg er ene om at have prøvet. Jeg tror, der er mange, der har det sådan«.
Friheden er fritid, fjernsyn, familieliv og frygten for store tæskHvordan kom dette til udtryk?
»Jeg var træt og stresset og brugte mine dage på at være væk i min hjerne. Jeg havde en masse tanker om, hvordan livet burde være. Men samtidig havde jeg en hverdag, der var enormt skemalagt. Når man er ung, tænker man over, at man ikke skal ende som sine forældre – at man skal sige nej til det småborgerlige pis. Men lige pludselig sad jeg selv midt i det og tænkte: ’Oh my God, how did it happen?’, det var slet ikke det, jeg ville. Jeg ville jo lave revolution, og nu sad jeg bare og stenede«.
På papiret ser du ellers ud til at leve et godt liv: Du skriver anmelderroste bøger og har et godt job som børnepsykolog, så hvad var problemet?
»Det var enormt frustrerende at gå på arbejde. Det lyder måske højrøvet, men ligegyldigt hvor mange kræfter og timer jeg lagde i mit job, følte jeg, at jeg kunne gøre det bedre, end jeg fik lov til. Rammerne omkring mit arbejde i kommunen var enormt indskrænkende. Hvad angår mit forfatterskab havde jeg succes, men jeg havde ikke følelsen af, at jeg var helt deroppe, hvor jeg skilte mig ud som en af dem, der havde vundet. Jeg var låst af, at andre skulle give mig noget, før jeg kunne lykkes med tingene. Magten lå hos nogle andre, og det fik jeg spat af. Derfor ville det heller ikke være nok blot at søge nyt arbejde«.
»Vi lyver for hinanden«
I april 2010 tog Andrea og Jeppe konsekvensen af det, hun kalder et ulykkeligt og utilfredsstillende liv. Nu ville de opleve den frihed, de hele tiden følte blev taget fra dem.
Det var Jeppe, der først fik tanken om at »skride fra det hele og flytte i skoven«. Først var Andrea imod, men efter et par måneder vågnede hun op til en »vendepunktsoplevelse«:
»Vi ligger i sengen, og så siger Jeppe pludselig: »Hvad nu, hvis det ikke er os, der er noget galt med?«. Dette fik for alvor vendt det på hovedet for mig, for måske var det slet ikke mig, der var noget galt med. Vi troede jo, at vi var fiaskoer i et system, der så ud til at fungere for alle de andre. Og denne nye erkendelse gjorde mig vred. Der er jo blevet fucking løjet for os. Vi er blevet hjernevasket til at tage sådan et arbejde og leve sådan et liv«.
Hvem havde løjet?
»Der var ikke specifikt nogen, der havde løjet. Vi havde alle løjet over for hinanden. Der er vildt mange, der går ned med stress, og der er ikke nogen, der taler om det. Så jeg blev vred over, at jeg havde gået og følt mig så forkert«.
Rolig, mand! Der er altid mere at miste…Så I besluttede jer for at stemple helt ud og flytte til Sverige, men hvad ville I leve af?
»Planen var, at vi i en midlertidig periode i begyndelsen skulle leve af de 4.000 kroner, vi fik i børnepenge hver måned. Det var selvfølgelig langt under fattigdomsgrænsen, men det var revolutionerende at indse, at man faktisk godt kunne. Dette var endnu en af de løgne, man var blevet bildt ind: at man dør, hvis man ikke har 20.000 kroner på lønkontoen hver måned. Men 90 procent af Jordens befolkning klarer sig jo fint uden at have 20.000 kroner om måneden. Det er ikke en menneskeret«.
Her vil nogen nok indvende, at det var det system, du vendte ryggen, som kunne holde dig i live og give jer mulighed for at udleve jeres drøm. Er der ikke noget om det?
»Det er jeg ikke enig i, for præmissen bag det spørgsmål er et ’enten-eller’: Enten er du en del af samfundet, eller også er du imod det, og sådan burde det ikke være. Jeg betaler jo også skat og ville gerne teste rammerne. Skal man virkelig have et fuldtidsarbejde for at få lov til at være med, eller må man godt vælge at være fattig? I dag har jeg indset, at man sådan set ikke må vælge at være fattig, medmindre man har noget kulturel kapital, som jeg har. Havde vi været en eller anden lavstatusfamilie, så havde vi bare været white trash, der boede ude i skoven«.
»Vi er endt med et kompromis«
Efter i ni måneder at have levet op og ned ad hinanden i en lille bjælkehytte uden elektricitet og rindende vand indså familien, at det hus, de stadig var i gang med at bygge, var for småt og tilværelsen for primitiv.
På et familieråd overvejede de helt at opgive ævred og flytte tilbage til hverdagen i Danmark, men blev enige om en mellemvej. De besluttede at bygge en større bjælkehytte i nærheden, hvor børnene fik deres egne værelser. Derudover skulle der være elektricitet, opkobling til internettet og mulighed for bad.
I dag lever Andrea Hejlskov og hendes familie af de indtægter, hun får ind via foredrag og salg af bøger.
Er I i virkeligheden ved at vende tilbage til et helt normalt hverdagsliv – denne gang bare i en svensk skov?
»Nej, det er ikke et normalt liv overhovedet, men vi er ikke så radikale, som vi har været. Jeg synes, vi er endt med et kompromis«.
Familieforening: Moderskabet betragtes som en tabersag
I har nu internet i boligen. Er det ikke en falliterklæring og en erkendelse af, at det ganske enkelt ikke var muligt at forlade systemet?
»Man kan godt. Jeg kender mange, der har gjort det. Men vi er en børnefamilie, der er afhængig af kontakt til venner og omverden, og jeg lever selv af at kunne blogge og have kontakt til mine læsere. Men jeg ville ønske, jeg ikke var så afhængig af internettet, og jeg ser det på en måde som et nederlag«.
Er du glad for det liv, du har i dag?
»Ja, jeg er glad i dag, og jeg har et rigtig godt liv, og det er enormt givende at leve i naturen. Men det er også hårdt, fordi jeg er på nyt territorium, hvor jeg er meget alene. Jeg oplever, at mange i dag har en klar forventning om, at vi nu er meget lykkelige, fordi vi har valgt at leve på denne måde, og den kasse gider jeg ikke blive sat i. Jeg er stadig meget tvivlende om mange ting, og der er både fordele og ulemper ved den måde, vi lever på nu, så det er ikke, fordi alt pludselig er blevet perfekt«.
Ville det være holdbart, hvis alle gjorde som dig og blev selvforsynende i en fjerntliggende skov?
»Jeg tror, der findes et holdbart alternativ til den nuværende samfundsmodel, men det er helt sikkert ikke alle, der vil trives ved at bo langt ude i en skov. Der er brug for mange forskellige løsningsmodeller, og jeg har ikke et fuldt og færdigt alternativ«.
fortsæt med at læse
Stressede mænd taber på vore dages slagmark
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
