Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)
Foto: Jørn

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Kære Martin Henriksen: Stigmatisering og fremmedfjendsk retorik hører ikke til danskhed

Danskhed betyder ikke overlegenhed, og den skal ikke begrænses til et kropskendetegn eller en sprød flæskesteg.

Debatindlæg

Kære Martin Henriksen (DF).

Vestlige eller ikkevestlige. Er vi ikke alle ligeværdige?

Jeg lod mig rive med af kærlighedsvinden og landede på dansk jord for 13 år siden. Min integration forløb rigtig godt. Det er ikke de klassiske ord ’rødgrød med fløde’ eller det at danse rundt om juletræet, der har hjulpet mig igennem processen.

Det var til gengæld viljen til at blive en aktiv samfundsborger og ønsket om at bidrage med noget positivt.

At tilegne mig dansk – mit fjerde fremmedsprog – gav mig adgang til mange muligheder herunder at lære mange danskere at kende og omfavne den danske kultur. Jeg opfattede, ligesom alle udlændinge, dansk som et svært sprog.

Men det at tale sproget uden for klassen og bruge det i alle mulige ægte kommunikationssituationer har hjulpet mig. Omvendt ordstilling, og hvor man lægger trykket, var ikke problemet. Forholdsordene var til gengæld en udfordring, mens sprogets stød kunne forårsage et par kramper i min mave.

Sprogskolen var et udsnit af verden og en dejlig oplevelse: Der var godt nok mange forskellige nationaliteter i min klasse, og alle kursisterne klarede undervisningen på fornem vis.

Vores forskelligheder var en rigdom, og mine amerikanske, italienske, russiske, litauiske, jamaicanske, tyske, australske, newzealandske, franske, engelske, østrigske, belgiske, hollandske og schweiziske medkursister var lige så dygtige til dansk som mig. Jeg var også lige så villig til at bidrage til samfundet som dem.

Vores lærere værdsatte alle vores respektive kompetencer og kvaliteter. Frihed, kærlighed, respekt, åbenhed og tolerance er værdier, som mine klassekammerater og jeg havde i besiddelse og til fælles.

Disse værdier er universelle og har ikke nogen baggrund eller farve. Disse værdier er i min optik vigtige for at kunne overvinde alle de kunstige kulturelle barrierer og modsætninger.

Glæden ved dansk statsborgerskab var ligesom at få et barn til: Vejen var lang og snoet, men fødslen foregik heldigvis uden smerter. Jeg tog Danmark til mig, og Danmark tog imod mig. Jeg blev dit hjemlands nye søn, og dit hjemland blev mit nye fædreland, som jeg hylder med mit hjerte.

I islamisternes øjne er man vantro, og i nogle højrefløjspolitikeres øjne er man den ikkevestlige uintegrerbare nordafrikaner, uanset hvor fint man klarer sig

Jeg føler mig ikke fremmed, selvom jeg taler med accent, og jeg siger tingene på min egen facon. For dig, Martin Henriksen, bor jeg stadigvæk i mit fremmedklingende navn og hudfarve og opholder mig konstant i disse definerende og åbenbart afgørende faktorer.

Jeg behøver ikke kaste mig ud i definitioner af danskhed, fordi jeg ved, at inderst inde er den forankret i mig, og jeg bruger den implicit i mine daglige gøremål. Stigmatisering, generalisering, menneskesortering, nedladende og fremmedfjendsk retorik hører ikke til danskhed. Solidaritet er derimod vigtigt.

For mig er danskhed en preciøs cocktail af alle de menneskelige værdier, som jeg ser, oplever og møder i dagligdagen. Danskhed betyder ikke overlegenhed, og den skal ikke begrænses til et kropskendetegn eller en sprød flæskesteg.

Kære Martin Henriksen, du bliver ikke til noget lys, hvis du bliver ved med at sætte blus på hadet. Jeg forstår din bekymring, og jeg giver dig ret i, at den danske kultur er under pres. Islamisk fanatisme og retrograde kræfter udgør en fare.

Den politiske islam sneg sig snedigt ind og propageres gennem rabiate imamer og urørlige shariatilhængeres kendte og godkendte organisationer, som går i historiens modsatte retning helt tilbage til middelalderen.

De siger med et fordækt smil, at de vil Danmark, men deres holdninger og handlinger beviser det modsatte. Højrefløjsekstremismen er også en fare. Alle former for ekstremisme er en fare. De skal fordømmes og bekæmpes med fynd og klem.

Jeg er faktisk dobbelt bekymret: Islamisterne truer også min berbiske sekulære kultur. I deres øjne er man vantro og renegat, og i nogle højrefløjspolitikeres øjne er man den ikkevestlige uintegrerbare nordafrikaner, uanset hvor fint man klarer sig.

Danmark har for fem år siden beæret mig med et pas, og det er min pligt at gøre gengæld, være loyal og sværge troskab til mit nye fædreland. Dit Danmark er også mit. Og alles.

Et Danmark sunget af Niels Hausgaard, hvor alle kan mere end fadervor. Og har lige chancer og vilkår.

Et Danmark for både sorte, brune og hvide. Et Danmark, hvor man ikke lægges til side.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et Danmark malet af Mogens Zieler, et Danmark med et ansigt, der smiler.

Et Danmark digtet af Johannes V. Jensen, hvor vi sammen opnår den lange rejse.

Et Danmark, hvor kærligheden får scenen belyst, og vore modsætninger kan lade sig splejse og sejle langs broderskabets kyst.

Et Danmark, der nynner poeternes prægnante ord. Et Danmark, hvor alle synger højt i kor.

Et Danmark med kontraster i en fælles symbiose ligesom stemmerne fra Vollsmose.

Danmark er da mit hjertevalg, men min berbiskhed er ikke til salg.

Kære Martin, dit sprog vil jeg altid gøde med min pens blæk og stemme. Jeg kom Danmark i møde, og her har jeg hjemme.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce