Jeg har på det seneste blandet mig i voldtægtsdebatten i flere medier, og det har blandt andet affødt to vrede reaktioner her i avisen. Først var det Maja Parsberg Madsen 9.7., som klagede over tonen i debatten, hvorefter hun skrev, at hun »kastede en lille smule op« over mig og mine holdninger.
Hun havde tydeligvis misforstået mine udtalelser i en P1-udsendelse og tillagde mig for eksempel det standpunkt, at kvinder bare skal finde sig i voldtægter. Det er jo en absurd holdning, som jeg naturligvis aldrig nogensinde har givet udtryk for.
'Stakkels' voldtægtsmænd: Voldtægtsdebattens absurditet, groteske tone og victim-blaming er skræmmendeDernæst var det Iza Alfredsen (12.7.), som først beskriver et meget voldsomt og blodigt forsøg på overfaldsvoldtægt, som hun som ung var udsat for, hvorefter hun skriver, at jeg mener, at »hun bare skulle have sagt nej«. Det er en lige så absurd holdning, som jeg heller aldrig har givet udtryk for.
Efter blodigt voldtægtsforsøg: Jeg græd ikke. Jeg var rasende, vred. Jeg opførte mig ikke, som et offer burde, mente politietDerimod har jeg flere gange skrevet og sagt, at det også er vigtigt at huske på mændenes retssikkerhed. Det burde ikke være en kontroversiel holdning, men det er det åbenbart blevet. Det er irriterende, at debatten om ligestilling og voldtægter har udviklet sig i en så hysterisk retning, at man stort set intet kan sige, uden at det – bevidst eller ubevidst – bliver misforstået.
Men jeg overlever nok den dårlige omtale her i avisen.
Værre er det, at feministerne tilsyneladende har misforstået, hvad retssikkerhed egentlig er. Gang på gang bliver det problematiseret og omtalt som et retssikkerhedsproblem, at kun få voldtægtsanmeldelser fører til dom. Men det er det ikke nødvendigvis.
Når der kun er få anmeldelser om voldtægt, der fører til dom, handler det først og fremmest om mangel på beviser. Ofte kender manden og kvinden hinanden i forvejen, og ofte har der kun været de to til stede. Det er altså ord mod ord.
Noget af det allervigtigste i et retssamfund er for enhver pris at undgå justitsmord, og derfor må mange voldtægtsmænd gå fri. Det er naturligvis trist og hårdt for de kvinder, det handler om, men sådan må det være.
For alternativet er jo, at vi i vores iver efter at få flere domfældelser risikerer at dømme uskyldige. Og det vil være et retssikkerhedsproblem – endda et meget stort et af slagsen. Feministerne har desværre stirret sig så blinde på ofrenes forfærdelige historier, at de slet ikke kan få øje på andre aspekter af debatten, navnlig mændenes retssikkerhed. Det er trist.
fortsæt med at læse
