De sidste par uger har mange chokeret læst med i Politikens vidnesbyrdserie 'Roskilde uden samtykke', hvor fem modige kvinder bryder tabuet ved at fortælle om de overgreb, de selv har oplevet på Roskilde Festival. Det er fem rystende og brutale beretninger, som illustrerer den overgrebskultur, som ingen kan lide at blive konfronteret med, men som vi lige netop af den grund bliver nødt til at tale om. Og netop denne brutale læsning lægger op til en diskussion af alvoren og omfanget af den overgrebskultur, som alle piger og kvinder i større eller mindre grad konfronteres med på et tidspunkt i livet.
Marstal om seksuelle overgreb på Roskilde Festival: Mænd under 21 år skal i en forsøgsperiode slet ikke have mulighed for at opholde sig på campingområdetMen desværre er det ellers stærke udgangspunkt for en fornuftig debat om voldtægt og overgrebskultur druknet i Henrik Marstals lidt for kække forslag om at udelukke alle yngre mænd fra campingområdet på festivalen. Idéen er både diskriminerende, tåbelig og i praksis en umulighed. Og det tror jeg også godt, at Henrik Marstal ved. Det er et absurd forslag, som blot fjerner fokus fra det egentlige spørgsmål: Hvordan får vi standset overgrebskulturen?
Én ting er Marstals dumme udtalelse. Hvad der virkelig gør mig arrig er, at flere medier og debattører bevidst vælger at bruge Marstals tåbelige idé til at polarisere debatten yderligere og sparke til alle de voldtægtsofre, der i forvejen ligger ned.
Et glimrende eksempel på det kan findes i mandagens P1 Debat-udsendelse 'Festival uden mænd?', hvor vi (igen-igen) bliver konfronteret med voldtægtsdebattens absurditet, groteske tone og victim blaming. I stedet for at debattere den kultur, som tillader at kvinder igen og igen udsættes for overgreb uden, at det har nogen nævneværdige konsekvenser for gerningsmændene, vælger de at lægge ansvaret over på offeret og i stedet kalde overgrebsmændene for ofre.
Eksempelvis spørger værten Gitte Hansen en kvindelig deltager i debatudsendelsen, som fortæller om et overgreb, hun blev udsat for af en fremmed mand, mens hun sov (og jeg citerer direkte): »Havde du gjort noget for, at han skulle tro, der var fri adgang til din krop?«.
Lidt senere byder den liberale debattør Amalie Lyhne ind og bekendtgør, at hele voldtægtsdebatten medfører, at »der bliver tegnet et billede af unge kvinder som rigtig svage«. Aha, den lader vi lige stå et øjeblik; kvinder bliver simpelthen svage, når de kæmper for retten til at bestemme over egen krop og siger fra overfor overgreb og voldtægter. Betyder det så omvendt, at kvinder bliver stærke af at finde sig i voldtægter eller hvad?
Amalie Lyhne mener desuden også, at »vi mangler at tænke på de unge mænd i det her [voldtægtsdebatten]«, for som hun siger: »Det er svært at navigere for unge mænd … det her med samtykke bliver overdrevet rigtig meget«.
Den lader vi også lige stå et øjeblik.
Studerende: Jeg - og skræmmende mange af mine veninder - har oplevet seksuelle krænkelserSexologen Jakob Olrik er enig med Amalie Lyhne i, at det må være krænkerne, som er de helt store ofre. »Jeg ser drengene her som værende nogle ofre, og det er med al respekt for de overgreb og traumatiske oplevelser, det må være som kvinde. Men de er ofre på den måde, at de tilsyneladende ikke er blevet opdraget ordenligt«, siger han.
Og jeg kunne da ikke være mere enig. Stakkels unge mænd, som bedøver en ung kvinde for at gruppevoldtage hende i et telt. Stakkels alle de mænd, som bryder ind i fremmede, sovende kvinders telte for at kysse dem, befamle dem og begå overgreb på dem. Stakkels alle de mange mænd, som mener, de er i deres gode ret til at rage på fremmede kvinders numser, bryster og kønsdele uden tilladelse. Stakkels alle de mænd, som finder det hylende morsomt at genere og optage fremmede kvinder, mens de tisser, for at lægge det på pornosider. Hvor må det være frygteligt for en mand at være så dårligt opdraget, at han ikke fatter almindelig medmenneskelig respekt og ord så simple som 'ja' og 'nej'.
Af en eller anden sørgelig grund føler jeg mig her nødsaget til at understrege, at overstående afsnit er skrevet med meget tykt ironi.
Forestil jer en lignende debat om indbrud og røverier, hvor følgende sætninger lyder: »Havde du selv gjort noget for, at tyven skulle tro, der var fri adgang til hus?«, »Der bliver tegnet et billede af parcelhusbeboere som rigtig svage« og »Det er svært at navigere for unge indbrudstyve... det her med indbrud og respekt for andres ting bliver overdrevet rigtig meget«.
Jeg har svært ved at se det ske. Voldtægtsdebattens absurditet, groteske tone og victim-blaming er skræmmende.
Jeg kaster lidt op over, at vi åbenbart lever i et samfund, som vægter mænds følelser højere end piger og kvinders sikkerhed. Jeg kaster lidt op over folk som Amalie Lyhne og Jakob Olrik, som mener, det er vigtigere at tage hensyn til, at man som mand selvfølgelig ikke skal konfronteres med, at rigtig mange af deres kønsfæller opfører sig usselt overfor kvinder.
Og jeg kaster lidt op over journalister som Gitte Hansen, som bruger sin stemme som journalist til at betvivle og victim-blame kvinder, som helt åbenlyst har været udsat for et overgreb.
I forhold til alt det der samtykke-hurlumhej, som Amalie Lyhne mener, der er frygtelig svært at navigere rundt i som ung mand - der synes jeg egentlig, at svaret er ganske enkelt: Stop med at voldtage. Spørg om lov først. Opfør dig ordentligt, og behandl andre mennesker med respekt. Det lyder så enkelt, og det er det også.
fortsæt med at læse
