Få skuespillere har udstillet den moderne tilværelses paradokser og udfordringer bedre og morsommere end Charlie Chaplin.
I ’Moderne tider’ illustrerede han industriarbejderens håbløse kamp for at nå det hele, i ’Diktatoren’ hudflettede han fascisterne og nazisterne og fik deres drømme om verdensherredømme til at virke latterlige.
Macron 'glemmer' to lande på EU-charmeturMen måske er den film, der for tiden bedst illustrerer Europas position anno 2017, klassikeren ’Gold Rush’. Som filmaficionados husker, er der i den næsten 100 år gamle film en herlig scene, hvor Chaplin rumsterer hyggeligt rundt i sin lille hytte tilsyneladende helt uopmærksom på, at hele huset står på kanten af en dyb afgrund. Er det os i Europa, der går og hygger os og taler ferielove og efterløn og fiskekvoter, mens hele den overordnede politiske struktur er ved at ramle sammen om hovedet på os?
Det spørgsmål er temaet for den bulgarske forfatter og kommentator Ivan Krastevs bog ’After Europe’.
Bogen udkom tidligere på året og er allerede blevet et hot samtale emne i Bruxelles. I ’After Europe’ analyserer Krastev EU’s forskellige kriser, og han kommer – som proeuropæer vel at mærke – til den konklusion, at opløsningen af hele EU er »et af de mest sandsynlige udfald« på den igangværende udvikling, som især migrationskrisen har afstedkommet.
Du skrev bogen i begyndelsen af foråret, hvor man frygtede, at Marine Le Pen ville blive Frankrigs nye præsident, og Geert Wilders måske kunne ende som premierminister i Holland. Sådan er det jo ikke gået. Tværtimod har valget af Emmanuel Macron som ny fransk præsident vakt fornyet håb i EU. Var du for pessimistisk?
»Nu har jeg aldrig som sådan direkte forudsagt, at EU ville kollapse. I bogen understreger jeg, at jeg håber, at EU vil overleve, så det er mere kompliceret end som så. Det er rigtigt, at det franske valg peger i en anden retning. Men jeg tror, at det er uhyre farligt at tro, at faren er overstået, at nu kan EU-toget bare rulle videre uden Storbritannien og med et par vrangvillige passagerer fra Østeuropa i de bageste kupeer. Det er klart, at de værste forudsigelser fra 2016 ikke er blevet virkeliggjort – hverken Brexit eller Trump er blevet en succes, tværtimod. Men de grundlæggende udfordringer er der stadig, migranterne søger stadig mod Europa, euroen er stadig i krise, globaliseringen og uligheden er ikke løst. Så ja, Macron tænder håb, men en mand og et valg kan ikke løse EU’s strukturelle problemer. De udfordringer, som vi står over for, er jo også en mulighed for at komme videre og styrke EU. Men det er vigtigt at være opmærksom på at det kan gå galt. EU’s eksistens er ikke er en naturlov. Det er en politisk konstruktion, der kan blive opløst på kort tid«.
187 migranter spæner over grænse til Spanien i ly af mørketDet lyder bare meget voldsomt, at EU decideret skulle forsvinde. Er det realistisk, eller er det bare et skræmmebillede?
»Nu kommer jeg jo fra Bulgarien, der ifølge The Economist er det måske allermest pessimistiske folkefærd. Vi siger ikke, at glasset er halvt tomt, men at det er halvt ødelagt. Men jeg tror – og det påpeger jeg også meget i bogen – at det gør en stor forskel, at vi har oplevet på egen krop og land, at et imperium kan kollapse og forsvinde meget pludseligt.«.
Du taler om Sovjetunionen?
»Ja. Vi har set et stærkt regime forsvinde meget, meget brat. Da jeg voksede op, troede jeg, at Sovjetunionen ville vare evigt. Jeg kunne ikke forestille mig en verden, hvor det ikke fandtes. Det var en given faktor ligesom årstiderne. Men pludselig var det væk. Det var et chok, og jeg tror, at mange fra Vesteuropa undervurderede det chok«.
»Det var ikke kun en befrielse – selv om det naturligvis også var netop det – men en hel verden, der gik under. Det tvang os til at indse, at intet politisk er permanent, og at tingene kan ændre sig meget, meget hastigt. At der kommer et tipping point. Det kan også ske for EU, og den erkendelse tror jeg, vi østeuropæere har en mere intuitiv forståelse for. Fordi vi har oplevet det – I har ikke samme erindring«.
Multikulturel i vest, homogen i øst
I bogen fokuserer du på flygtninge- og migrantkrisen, som i dine øjne er den mest afgørende for EU’s fremtid. Burde en union med en halv milliard mennesker ikke uden problemer kunne tage mod nogle få millioner fremmede uden at kollapse?
»Flygtningekrisen er – efter min mening – en anderledes udfordring, fordi den splitter og forandrer EU helt grundlæggende og samtidig er meget vanskelig at løse. Vi har den meget specielle situation, at flygtningene reelt kun ønsker at ende i Vesteuropa. Og det er gensidigt. I Central- og Østeuropa er der en meget, meget stærk modvilje mod flygtninge og fremmede. Det er der naturligvis også i dele af Vesteuropa, men der har den politiske elite – især i Tyskland – holdt fast i en meget mere åben holdning. Så på den ene side styrker krisen ekstremisterne i øst, svækker de liberale i vest og kommer til at cementere en forskel i befolkningssammensætningen. Vesten bliver mere multikulturel, Østen forbliver meget homogen. Den udvikling kommer til at trække meget lange spor og øge de interne spændinger i EU. Og det kan ikke løses med penge sådan som finanskrisen, det er en identitetspolitisk kamp«.
Hvorfor er der så stor modvilje mod flygtningene i Østeuropa, når der – som du selv siger – stort set ikke er nogen udlændinge?
»Der er mange faktorer, tror jeg. Efter Anden Verdenskrig har det meste af Øst- og Centraleuropa været meget homogene. Helt modsat deres historie i det multikulturelle habsburgske imperium. Men det rodfæstede sig og var noget, som kommunisterne byggede på. Samtidig er der ikke nogen kolonihistorie, så der er ikke den latente skyldfølelse over for de fattige lande, som man ser i Frankrig og Tyskland. Endelig er det ganske små etniske grupper, der oplever sig selv under stort pres. I Bulgarien taler folk helt oprigtigt om, hvorvidt landet og sproget overhovedet vil eksistere om 100 år«, siger Krastev og forklarer, hvordan medlemskabet af EU paradoksalt nok har gjort landene i øst mindre kosmopolitiske og mere nationalistiske.
»Problemet er, at så mange har forladt landene for at arbejde i Vesteuropa. Det har reduceret befolkningen og samtidig bevirket, at de tilbageværende er blevet mere konservative og nationalistiske. Ikke blot fordi de internationalt orienterede er flyttet, men også fordi den store strøm af mennesker til udlandet skaber frygt for fremtiden. Der er en fornemmelse blandt mange af, at den verden, vi kender og holder af, er ved at forsvinde – at det er sidste chance, og at slaget skal stå nu. Det handler ikke om tal, men om principper«.
Lars Løkke: Uforståeligt at tale om EU-exitSå Vesten har så at sige tømt Østeuropa for proeuropæere?
»Det er hårdt sat op. Men de stærke og ressourcerige har for manges vedkommende stemt med fødderne. De har konkluderet, at det er lettere at rejse til Vesten end at vente på, at Bulgarien kommer til at fungere«, siger Krastev og forklarer med en lokal joke fra bogen:
I Bulgarien siger man, at der er to løsninger på landets krise. Terminal 1 og terminal 2 i Sofias internationale lufthavn.
»Det er med andre ord taberne, der bliver tilbage. Det er ikke helt rigtigt, men det er opfattelsen, og det skaber en ekstrem modvilje. Der er en klar modbevægelse, som er kendetegnet ved, at disse befolkninger nægter at blive opfattet som et Andenklasseseuropa, en slags B-hold«, forklarer Krastev, der selv bor det meste af året i Wien i stedet for i sit fødeland.
»Se bare historien om Nutella denne sommer«, siger han.
Nutella?
»Ja. Folk bemærkede, at Nutella smagte forskellige i Vest- og Østeuropa. Og så viste det sig, at multinationale selskaber og mærker nogle gange bruger billigere ingredienser i varer til landene i øst for det tidligere jerntæppe. Formelt for at tilpasse sig de lokale smagstraditioner, men efter manges mening, bare fordi de regner østeuropæere for mindre. Det er den slags historier, der for mange lokale fremmer fornemmelsen af at være et B-hold. Og skaber modvilje mod EU«.
Hvorfor er den modvilje politisk farlig?
»Den undergraver den europæiske solidaritet. Følelsen af fællesskab, som er det, EU reelt bygger på. Så mistroen mellem øst og vest, som flygtningekrisen blot har forværret, risikerer at være den begivenhed, der åbner en Pandoras æske af konflikter. Både internt i landene og imellem dem. Det er den store fare«.
Hvad er så løsningen?
»Jeg ved ikke, om nogen overhovedet kender den. Men i første omgang handler det, som jeg ser det, om at holde fast. Folk kritiserer EU for at humpe fra den ene krise til den næste, men efter min mening er unionen bedre end alternativet. EU skal humpe videre, udvise fleksibilitet og satse på at udmatte sine modstandere – og gå på kompromis«.
fortsæt med at læse
