Selv om Norman Mailer i en alder af 84 år har formået at færdiggøre en gennemresearchet murstensroman om Hitlers opvækst, kan man ikke just sige, at amerikansk litteraturs grand old man er still going strong. Utallige ungdomsbilleder af Norman Mailer viser en vildbasse med stort krøllet hår og provokerende udstråling. Ofte med opsmøgede skjorteærmer eller i et skarpt skåret jakkesæt med et smalt, sort slips.
Manden, der boksede, til han blev 60, er i dag rent fysisk en skygge af sig selv, og hans påklædning synes nu udelukkende at tjene et praktisk formål: vest i fleecestof uden på skjorten, et par løsthængende joggingbukser og forede indendørsstøvler. Uden synet til udsigt Han tager imod støttet af en stok i hver hånd, men formår alligevel at give hånd. Mailer har både gigt og astma, men hovedet fejler vist ikke noget. »Det kan du jo selv vurdere«, siger han. Er hans fysisk lidt på retur, lever hans øjne til gengæld stadig op til den kliche, der så tit er sagt og skrevet om dem: at de er isblå og udstråler en sjælden intensitet. Øjenfarven minder om det Atlanterhav, der skvulper frem og tilbage lige uden for stuevinduet. Et hav, som en øjensygdom ironisk nok berøver ham muligheden for at kigge ud på. »Selv om udsigten er skøn, kaster jeg kun et blik på det i ny og næ. Lyset er for skarpt«, fortæller Mailer. Stakkels mand. Udsigten er fuldstændig som et Edward Hopper-maleri i bevægelse – naturligvis med et af de karakteristiske fyrtårne for enden af bugten. Der er næsten mennesketomt på stranden, men jeg lægger mærke til, at en enkelt forbipasserende kvinde kigger op på den berømte forfatters hus. Han ser ikke hende. Mailers rødstensvilla – den eneste af sin slags blandt lysegrå træhuse – ligger i den lille pittoreske by Provincetown på den alleryderste spids af Cape Cod. Der bor kun 3.500 i byen, men tallet vokser til noget nær det tidobbelte i sommersæsonen. I mytologisk farvand Igennem årene er kunstnere valfartet til Cape Cod, foruden Hopper – der samlede motiver herude gennem 30 somre – er det folk som Robert Motherwell, Mark Rothko og Jackson Pollack. Beatforfatteren Jack Kerouac boede en overgang på Cape Cod, og et par huse fra Mailer bor i dag Pulitzerprisvinderen Michael Cunningham. Længere nede ad vejen boede John Dos Passos, og også Tennessee Williams, Eugene O’Neill og Sinclair Lewis har boet i den lille by, der foruden at være kendt som kunstnerkoloni i dag er blevet et samlingspunkt for homoseksuelle. »Jeg har regnet ud, at jeg er kommet her i 64 år. Det er her, jeg har arbejdet på de fleste af mine bøger«, siger Mailer, der sjældnere og sjældnere tager den strabadserende tur til New York, som han har pendlet imellem gennem årene. Han tilføjer nøgternt om Provincetown: »Det er blevet et godt og roligt sted at arbejde, fordi alle mine drukvenner er døde … af druk«. Vi er på USA’s nordøstlige kyst, faktisk præcis det sted på kysten, hvor pilgrimmene om bord på ’Mayflower’ første gang lagde til, da de opdagede ’det nye land’ i 1620. De opholdt sig her nogle uger, inden de sejlede videre til Plymouth. Det er ikke langt herfra, at kaptajn Ahab begav sig af sted i jagten på den store hvide hval i Herman Melvilles ’Moby-Dick’. Til New York Times fortalte Mailer i 1952, at hans gennembrudsroman, ’De nøgne og de døde’ fra 1948, hentede sin største inspiration fra netop ’Moby-Dick’: »Jeg havde Ahab med i den«, sagde han dengang. I dag siger han: »Der er hvaler i dette farvand« og peger mod havet. Jeg siger optimistisk til ham, at jeg håber at se bare ét af de prægtige dyr, når jeg flyver tilbage i det lille Cessna-fly, der flyver i lav højde mellem Provincetown og Boston. Vi er jo trods alt i mytologisk farvand. »Det er muligt … det er muligt«, siger han overbærende, men med en kenders skepsis, der ikke er til at tage fejl af. »Oddsene for, at det vil ske, er meget dårlige!«. Krig som inspiration Nogle forfatterspirer går på forfatterskole for at kunne skrive deres første roman. Andre rejser Jorden rundt på dannelsesrejse. Norman Mailer drog i krig. Under Anden Verdenskrig havnede han på Filippinerne, meget mod sin vilje. »Jeg ville have været til Europa, så jeg kunne skrive Den Store Europæiske Roman«, fortæller han. Men når han i dag ser tilbage på det, er han glad for, at skæbnen ville det anderledes. Mailer var dengang en ung mand i begyndelsen af tyverne. »Jeg ville have været for uskyldig til at skrive en god roman om den europæiske krig. Det ville have været for komplekst for mig, for meget, jeg ikke ville kunne forstå. Det gode ved at skrive om stillehavskrigen var, at den var simpel sammenlignet med den europæiske krig: Der var japanerne, der var junglen, og dér var vi«. Og så var der al den action, som en ung mand med forfatterambitioner kunne ønske sig: »Der var blodbadet og frygten. Og alle mulige forskellige typer mennesker, der lever tæt på døden, mennesker, der reagerer forskelligt på døden. Man ser, hvordan nogle optræder loyalt og andre forræderisk i kamp«, fortæller Mailer, der skrev noter undervejs og sendte dem hjem til sin kone, Beatrice Silverman. Undervejs måtte brevene en tur igennem censuren. »Nogle gange modtog hun et brev, der lignede en schweizisk ost«. Skæbnens ironi Det er ikke kun kampene, der har sat sig spor i Mailers erindring. Noget af det værste under krigen var uvisheden. Skulle Japan invaderes eller ej? Med eller uden Mailer? »Jeg fandt senere ud af, at min gruppe var blevet udvalgt som en af dem, der skulle lande i Japan på åbningsdagen. Vi skulle lande på en flyveplads omringet af maskingeværstillinger. Det gik op for mig, at jeg formentlig ville være blevet dræbt den dag eller alvorlig invalideret. Atombomben reddede mit liv, hvilket er en skæbnens ironi, som jeg må leve med«. Mailer formulerer herefter et tænkt spørgsmål, inden jeg selv kan nå at stille det: »Men du har jo protesteret mod atombomben«, siger han retorisk til sig selv, hvorefter han svarer: »Ja, jeg har protesteret imod den, selv om den reddede mit liv«. Og så kommer årsagen: »Jeg regner 100.000 japanske liv for at være betydelig mere værd end mit«. Berømt over night Med ’De nøgne og de døde’ fik den amerikanske befolkning indsigt i krigen på meget realistisk vis, i kampscenerne og i forholdet mellem soldaterne og deres overordnede. Romanen, en moppedreng i omegnen af 800 sider, gjorde Mailer berømt over night, bogstavelig talt.
