Hvis Liv Nimand Duvås debutroman ’Vi er vel helte’ var en film, kunne man se den som en blanding af Tarkovskijs ’Spejlet’ og Per Flys ’Bænken’.

Bogens poetiske stemme forestiller jeg mig hviskende, isoleret i sin egen sfære uden for de sepiafarvede billeder af Jesper Christensen, der knapper endnu en øl op i regnvejr. Stemmen er den unge Billies, og Jesper Christensen er hendes far, den gamle bassist, der ikke stopper med at drikke, og som ved bogens begyndelse lige er død.