I Liv Nimand Duvås smukt skrevet debutroman fylder den afdøde, alkoholiserede far alt for hovedpersonen Billie.
Foto: PR

I Liv Nimand Duvås smukt skrevet debutroman fylder den afdøde, alkoholiserede far alt for hovedpersonen Billie.

Bøger

Debutant vakler mellem det skønne og det selvhøjtidelige

Liv Nimand Duvås roman, om at være barn af en alkoholiker, finder det smukke sprog, men mangler befriende afbræk fra det dybe og alvorlige.

Bøger

Hvis Liv Nimand Duvås debutroman ’Vi er vel helte’ var en film, kunne man se den som en blanding af Tarkovskijs ’Spejlet’ og Per Flys ’Bænken’.

Bogens poetiske stemme forestiller jeg mig hviskende, isoleret i sin egen sfære uden for de sepiafarvede billeder af Jesper Christensen, der knapper endnu en øl op i regnvejr. Stemmen er den unge Billies, og Jesper Christensen er hendes far, den gamle bassist, der ikke stopper med at drikke, og som ved bogens begyndelse lige er død.

Det, jeg savner, er vel flere lag i fortællerens selvbevidsthed

Derfra præsenteres vi for en række korte scener i tilbageblik. I barndomshjemmet, på hospitalet, i misbrugscentret og i Berlin, og farens misbrug er det skrøbelige stativ, scenerne hænges op på. Sproget søger det smukke, mens den skrivendes henvendelser i anden person til den døde far til gengæld er creepy.

Det lader til, at sproget svæver over det, det beskriver, og sætter en dæmper på Billies møder med virkeligheden. Der er ikke hul igennem.

Og måske er det netop i dette sprog med dets ensomme og fejlslagne håndsrækning og forsøg på at skabe noget smukt, at man oplever, hvordan Billie ikke formår at træde ud af afhængighedens boble. Sproget er uløseligt forbundet til faren.

En anden måde at sige det på kunne være, at bogen, der uden tvivl har en vigtig historie at fortælle, synes allermest optaget af – eller lykkes bedst med – at forme den enkelte sætning. Liv Nimand Duvå har en virkelig flot sætning. Sætning for sætning er ’Vi er vel helte’ meget smukt skrevet.

Og alligevel er det første, der slår mig, bogens dybe, dybe alvor, som end ikke slippes, når den nærmer sig muligheden for bare et lille befriende afbræk, som når Billie deltager i komiske terapimøder for pårørende og i den forbindelse må lægge øre til en masse sludder.

Det er næsten sjovt, men stadig lige så alvorstungt som her, hvor komikken til gengæld synes ufrivillig:

»Men du skulle have set, hvordan jeg gik på gaderne, kun synlig for de tiggendes øjne, og mine mønter i deres papkrus blev eneste bevis på, at jeg eksisterede, at jeg var i stand til at handle, hvis det at hælde sine sidste småpenge ud i en fremmed persons papkrus da overhovedet kan kaldes en handling«.

Og i Berlin, hvor hun bliver en del af et aktivistmiljø, føler man sig næsten kastet tilbage i Michael Strunges Natmaskine, hvor vi i natten finder et euforisk helle:

»Da aftenens band går på, rejser vi os og går ned foran scenen, vi går amok med forsangeren, skriger og smadrer ind i hinanden til vi ikke længere kan mærke, at det er vores egne kroppe, og musikken er den puls, der hiver os efter sig, vi bliver ved med at bevæge os, vi fortsætter og fortsætter, og vi skal aldrig stoppe igen«.

Som portræt af den pårørende kan man lære en masse af bogen

Det, jeg savner, er vel flere lag i fortællerens selvbevidsthed, en lidt større kompleksitet i udsigelsen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi er nogle, der fortsætter ud i dagen, der tager på arbejde eller i skole, men der er også nogle af os, der ikke længere kan opretholde det, vi har fået af vide, er en normal tilværelse« (fejlen ’af vide’ gentages konsekvent i bogen).

Jeg får den mistanke eller fornemmelse, mens jeg læser, at forfatteren og fortælleren i alle leder og kanter mener alt det, der af Billie bliver sagt, eller jeg får i hvert fald ikke grund til at tro andet, og så føles pointerne om politisk aktivisme, filosofisk anarkisme, politivold og ulovlige anholdelser egentlig ret forudsigelige og uinteressante.

’Vi er vel helte’ giver til gengæld et stærkt indblik i et afhængighedsforhold; det synes sigende nok at være farens associationer, der strømmer gennem Billie, når hun taler om rockmusik og Jimi Hendrix. Og som portræt af den pårørende kan man lære en masse af bogen.

Men det, jeg ikke for alvor oplever at lære, det er, hvad der får den pårørende til igen og igen at holde fast og ofre alt.

Det nager mig også lidt, at faren fylder alt uden at blive en person, man kan interessere sig særligt for.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce