Hvis et samfund kobler digital overvågning af hver enkelt verdensborgers gøres og laden, helt ned til blodtype og dna-profil, med ’forebyggende justits’ over for indre fjender og lige så massiv ’forebyggende’ militær slagkraft over for udenvælts ditto – hvad får man så?
Total tryghed og beskyttelse? Eller totalitær tilsidesættelse af individers såvel som andre nationers handle- og tankefrihed?
LÆS OGSÅ Når superhelte mødes, opstår sød musik - som regel
Spørgsmålet er som bekendt ikke teoretisk, men helt aktuelt og konkret – lige fra NSA-overvågningen af amerikanske statsborgere såvel som europæiske statsledere og til vores egne Irak- og Afghanistan-invasioner og Obamas Krim-aktuelle ’kanonbådsdiplomati’ over for Rusland.
Født ind i storpolitiks spænding
Ikke desto mindre er det samtidig den problemstilling, der driver Marvel-helten Captain America frem gennem rænker og ravage, bulder og brag i denne toer, der for en gangs skyld er bedre end etteren. Og som minder os om, at superheltefilmene i dag, ligesom fordums westernfilm, også fungerer som gennemspilning af især USA’s grundlæggende rets- og storpolitiske dilemmaer.
Her altså centreret om den af tegneseriernes superhelte, der frem for nogen blev født ind i storpolitiske spændinger: splejsen Steve Rogers, der fik vækstfremmer og blev Anden Verdenskrigs ultimative US-soldier, Captain America. Den historie fik vi i 1’eren, ’Captain America: The first Avenger’ (2011).
LÆS ANMELDELSE
Modstandshelt er påskud for flammegul actionEn del af sit liv har koldkrigeren såmænd været dybfrosset efter en dukkert i Ishavet (!), men her er vi fremme i ’nutiden’, og Rogers hviler hverken på isterninger eller laurbær.
’Verdens Sikkerhedsråd’, med Robert Redford som uudgrundelig generalsekretær (næppe som i underteksterne »departementschef«?), har kommando også over sikkerheds(?)organisationen S.H.I.E.L.D., operativt ledet af Nick Fury alias Samuel L. Johnson med den berømte klap for øjet.
Totalparanoid
Han sender Rogers ud at befri gidsler fra franske forbryderes skibskapring i rum sø.
Men sender også den smækre Black Widow med, og hun har endnu en mission: at bjerge avancerede data, som kan afgøre verdens fremtid, med eller uden megaoprustningen med enorme helicarriers, en art flyvende hangarskibe for kampfly.
Et værn mod den gamle nazifjendes efterkommere i HYDRA-organisationen? Eller et redskab for dem? Hvorfor hedder S.H.I.E.L.D.-hovedvarteret for eksempel Triskelion, når nu triskelen er hagekorsets forbillede? Hvem er oprustningen rettet mod, hvis magt beskytter den egentlig?
Superhelte får ny tv-serieMed lynacceleration opnår filmen den totalparanoide stemning, hvor ’Cap’ ikke kan stole på andre end sig selv. Måske på Black Widow? Ja, og så en gammel allieret fra tryksagsfortiden: socialarbejderen Sam Wilson, the Falcon kaldet i kraft af de jetdrevne vinger, var i 1969 en af seriernes første sorte superhelte.
Og så går det ellers slag i slag, helt bogstaveligt: Fra storslået biljagt og nærkamp (Caps speciale, hans kræfter er ikke magiske, kun toptrænede) til missilbombardement og total luftkrig. Blandt andet mod Winter Soldier, selvfølgelig også en gammel bekendt.
Frihed vs. tryghed
Den interessante oplysning om USA’s aktuelle politiske klima er selvfølgelig, at Captain America – skønt uovervindelig om nødvendigt – står på mennesketillidens, dialogens og den individuelle friheds side. Imod de ’skyd først’-kræfter, der er parat til at ofre friheden for ’trygheden’ og hellere vil ’angribe forebyggende’ end lade tvivlen få en chance til.
Vel er biografernes billetluger ikke stemmeurner, men Disney/Marvel forulemper ikke en eneste biografgængers verdensanskuelse, hvis de kan undgå det.
Velbyggede Thor svinger atter boomerang-hammerenBåde Chris Evans selv som kaptajnen og Scarlett Johansson som Black Widow er vokset med opgaverne i de tidligere ’Avengers’-, ’Iron Man’- og ’Thor’-film, og med rådsnar dialog får de faktisk et interessant samspil ud af den let pubertære drille/flirtekonstellation.
Deres skærpede indsats her lover godt for de allerede bebudede opfølgerfilm, ’Black Widow’ og ’The Avengers: Age of Ultron’. Anthony Mackie er et forfriskende, flot, men ublæret, tilskud til supergalleriet af Avengers, og Redford og Johnson konkurrerer skarpt på karisma.
Lovende panorama
Mens 1’erens instruktør, Joe Johnston, nu er udskiftet med brødrene Russo, tidligere mest kendt for tv-serier og den absolut forglemmelige komedie ’You, Me and Dupree’, hører mange af de andre bag kameraerne ligesom skuespillerne til Avengers’ og kaptajnens faste stok: producer Kevin Feige, den ferme klipper Jeffrey Ford og ikke mindst Christopher Markus og Stephen Mcfeely, der har lagt grunden med et manus i perfekt balance mellem enfoldig moral, politisk paranoia og det tordnende smæk for skillingen, som bør nydes i 3D og bedst mulig stereo.
LÆS OGSÅ Superman og Batman får endelig en film sammen
Ligesom The Avengers fra 1960’erne og frem var et af tegneseriehistoriens mest frodigt forgrenede historiebuskadser af gruppe- såvel som solobedrifter, tegner de ny filmatiseringer efterhånden et rigtig lovende panorama.
Især hvis også kommende film formår at kombinere nutidens mest betændte politiske dilemmaer med alle den digitale filmepokes mest storslåede actiontricks – det miks, der placerer ’Captain America: The Winter Soldier’ i den bedste ende af superheltefilmenes livskraftige subgenre.
fortsæt med at læse
