Mandag 16. marts:
Klokken 6.30 kan jeg ikke sove længere. Jeg smører mig et par rugbrødsmadder med ost og laver en kop kaffe. Jeg holder Politiken og Frederiksborg Amts Avis og sidder en times tid og hygger mig med det hele.
Bagefter går jeg dagens første tur – i dag rundt om Farum Sø, sådan fire-fem kilometer. På tilbagevejen går jeg ad Farum Hovedgade. Her kommer jeg forbi min ene søns kontor, han har et firma, hvor de laver skatterådgivning. Kontoret er lukket. De arbejder hjemme alle mand, viser det sig. For de må ikke bliver syge: De har travlt med at slutte selvangivelser for deres kunder.
Jeg sender en sms til mine børnebørn. De kan godt lide, at jeg laver sjove historier, så jeg skriver: »Hele Danmark går konkurs, undtagen Ib og Asger, for de sælger sprit og masker«. Den var de ret vilde med, børnebørnene.
Et døgn: »Vi sidder jo i hver vores sofa og oplever så lidt. Så det eneste, vi skriver om, er den virus«Så går jeg i bad, og bagefter går jeg op på Farum Bytorv og køber ind. Og her sker det allerbedste: Jeg møder Bjørn, der er formand for Farum Fodboldfitness. Vi spiller fodbold hver torsdag – 25 mand mellem 64 og 76.
Træningen er blevet aflyst i foreløbig to uger. Så der på fortovet aftaler Bjørn og jeg, at vi i stedet for at spille fodbold, hvor vi står tæt i omklædningsrummet, vil mødes nu på torsdag og cykle en tur sammen.
Jeg er single og bor alene. Jeg har selvfølgelig en veninde, som jeg får besøg af indimellem, og jeg besøger hende, men ellers bor jeg her selv. I de her dage kan jeg indimellem synes, at det bliver lidt trist, det hele. Der mangler noget indhold i mine dage. Jeg plejer at lave alt muligt, men hverken teatret, biografen eller biblioteket er åbent lige nu. Det er derfor, det gør mig så glad, at vi nu skal mødes og cykle.
Et døgn: »Jeg kan mærke, at jeg får feber, så jeg trisser ind i seng«Ingen besøg hos syg bror
Fodbold – og fodboldvennerne – er en kæmpe stor del af mit liv. Det er først i de her dage, jeg rigtigt har fundet ud af, hvor meget alt det betyder. Jeg har spillet i klub siden 1960. Ud over torsdag spiller jeg også om onsdagen. Derudover ser jeg alle FC Nordsjællands hjemmekampe på stadion, det ligger 1,5 kilometer herfra. Men det kan jeg jo ikke i øjeblikket. Jeg plejer også at se en masse fodbold i fjernsynet, og så oddser jeg. Det kan jeg heller ikke lige nu. Jeg er vant til, at det, jeg taler med mine venner om, det er fodbold. Lige nu er der ligesom ikke noget fodbold at tale om.
Et døgn: »Jeg er meget bange for at smitte nogen«På vejen hjem med mine indkøb møder jeg også min nabo, der er i 90’erne. Jeg spørger hende, om jeg skal købe ind for hende. Men hun vil gerne selv klare det, siger hun. Hun siger også, at hun synes, jeg ligner ham fra fjernsynet, ham Heunicke, sundhedsministeren. Da jeg kommer hjem, googler jeg ham: Det viser sig, at jeg er 24 år ældre. Så det var jo ret pænt sagt.
Om eftermiddagen går jeg i haven. Jeg bor i en toværelses med en lille have til. Og efter stormen forleden er der fløjet flis fra mine bede ud over det hele. Så jeg fejer det hele sammen.
Bagefter ringer jeg til min søster. Vi har en fælles storebror, som har Alzheimers og bor på plejehjem. Vi plejer jo begge to at besøge ham, men i de her dage kan vi ikke komme der. Han har også fået kræft, så det er næsten så skidt, som det kan være. Han kan jo ganske vist ikke huske, om vi har besøgt ham, men vi bekymrer os alligevel for, at vi ikke kan være sammen med ham i de her uger.
Jeg suser også lidt rundt på sociale medier. Og så sker der altså noget mærkeligt: Der læser jeg om en forfatter, Dean Koontz, der i 1981 har skrevet en science fiction-roman om, at der i 2020 vil komme – og hold nu fast – en sygdom, der vil ramme lunger og bronkier. I sin bog kalder han sygdommen for Wuhan 400. Det er jo, så man får gåsehud.
Om aftenen sætter jeg mig med min bog. For øjeblikket læser jeg Svend Brinkmanns ’Ståsteder’. Det er ikke sådan en, hvor man bare vender sider, men sådan noget filosofisk, psykologisk noget, hvor man lige skal tænke sig om undervejs.
Klokken 23 går jeg i seng efter en stille dag. Jeg holder af hverdagen, men ikke af den nedlukkede slags. På et tidspunkt er alt det her overstået. Så skal jeg ud at rejse og plante blomster ud i haven.
fortsæt med at læse
