Forskere fra Aalborg Universitet er i gang med at undersøge, hvordan unge får en god overgang til voksenlivet, når de flytter hjemmefra. I første omgang har de analyseret forældres rolle i processen og konstrueret nogle karikerede typer. Typerne viser, at der er kolossal stor forskel på, hvordan de unge sendes ud i voksenlivet, og at det har konsekvenser.
Styrende og invaderende. Forældrene tager teten i forhold til alt det praktiske med at skaffe bolig, organisere flytning, pakke, købe nyt, indrette m.m. Nogle tager fri, så de har god tid til at arrangere alt, og knokler løs, måske uden den unges medvirken. Forældrene oplever, at det er deres børn, som ønsker eller har behov for, at de tager styringen. De vil gerne beskytte børnene, så de ikke udsættes for udfordringer, de ikke kan håndtere. Mange unge tager gerne imod. Forældrene har svært ved at give slip på deres børn, selv om de er klar over, at det er naturligt, at de flytter. Nogle oplever identitetskriser og har så svært ved at styre deres følelser, at de græder foran deres børn, hvilket afføder skam og skyld.
Konsekvens: Når forældrene både skærmer de unge fra praktiske udfordringer og lader deres egne følelser af tab og sorg flyde ud over dem, indkapsler de så at sige deres børn. Tilgangen kan fastholde uhensigtsmæssige bindinger, og det kan være svært for de unge at glæde sig over den ny begyndelse i deres liv.
Ung mand, 23 år: »Min far har været meget alene, og det har jeg været lidt nervøs for, da jeg flyttede. At jeg ikke var hjemme, ikke? Ikke fordi jeg skulle kompensere for min mor, men ligesom bare for, at min far ikke skulle være alene hjemme i et stor lejlighed«.
