Torsdag krydser den danske forretningsmand Klaus Helmersen klinger med den amerikanske finansmand James F. Pomeroy II, som ifølge Helmersen har frasvindlet danskeren millioner. Der er tale om et retsmøde, hvor dommer Rya W. Zobel skal tage stilling til en køreplan for sagen samt godkende, at parternes amerikanske advokater har afsøgt mulighederne for et forlig. Truende fallit Men for Pomeroy står der mere på spil. Det lykkedes nemlig for Klaus Helmersen at få indefrosset amerikanerens aktiver, samtidig med at han sagsøgte ham 14. november 2001. Og ifølge Pomeroys advokat Gary C. Crossen står den amerikanske forretningsmand på fallittens rand. Han påpeger i sin fremstilling af sagen til retten i Boston, at Pomeroy siden indefrysningen hverken har kunnet aflønne sine ansatte eller drive sin forretning og derved tjene penge til at betale sin forsvarer i retten - Gary C. Crossen selv. »Desuden har Pomeroy været ude af stand til at klare sine personlige udgifter, hvilket omfatter at underholde en familie på fire og betale de juridiske omkostninger i forbindelse med denne og andre verserende sager - som alle er en direkte eller indirekte følge af forretningsforbindelsen med St. Frederikslund«, skriver Gary C. Crossen. Økonomisk hestekur Klaus Helmersen er heller ikke økonomisk på den grønne gren. En kreds af kreditgivende banker har sat en økonomisk hestekur i gang for Klaus Helmersens selskaber samlet under navnet St. Frederikslund. Det har medført et storudsalg af skibe, vindmøller, aktier og det skotske gods Glenfeshie for at sikre bankernes lån. Sagen rullede for alvor frem i offentlighedens søgelys i efteråret, da skaberen af tøjfirmaet Carli Gry, Klaus Helmersen, og hans daværende direktør i holdingselskabet St. Frederikslund, Jens Skjold Kristiansen, fandt ud af, at de havde investeret i tilsyneladende varm luft gennem den Boston-baserede finansmand James F. Pomeroy II. Klaus Helmersen lagde hurtigt lang afstand til Jens Skjold Kristiansen ved at fyre ham og understrege, at det var Skjold Kristiansen, der alene styrede det amerikanske investeringseventyr. Mulig boomerang Netop Helmersens afstandstagen til Skjold Kristiansen kan blive en boomerang, fordi Skjold Kristiansen skal bruges som vidne i den amerikanske retssag. Pomeroys advokat har allerede påpeget, at Klaus Helmersen vil bruge Skjold Kristiansen som vidne samtidig med, at »al tillid i koncernen til Jens Skjold Kristiansen er forsvundet«, som St. Frederikslund Group selv meddelte offentligheden sidste år. Derefter blev offentlighedens søgelys hurtigt dæmpet af Klaus Helmersen selv, som efter den indledende pressemeddelelse ikke har villet kommentere sagen offentligt. Men det fremgår af forskellige kilder, at Helmersen gennem James F. Pomeroy har investeret 160 millioner kroner i en form for statslige værdipapirer, der skulle være en del af et hemmeligt investeringsprogram. Men det milliardstore afkast på investeringen dukkede aldrig op, selv om Pomeroy ifølge Helmersen gentagne gange forsikrede om, at investeringerne gik planmæssigt. Spinder et eventyr Pomeroys advokat afviser Helmersens fremstilling af sagen og siger, at Helmersen »spinder et eventyr om en gigantisk koncern, som blindt bliver ført bag lyset, af Pomeroy«. Men Klaus Helmersen stolede tilsyneladende på investeringerne og betalte blandt andet skat af gevinsterne, selv om han ikke havde haft dem i hånden. Ifølge søgsmålet ved retten i Boston anklager Klaus Helmersen Pomeroy for at have opereret med fiktive investeringsmuligheder. Investeringerne i noget, som Pomeroy kaldte Federal Reserve Guarantee Program - Centralbankens Garanti Program - skulle kunne fordoble investeringerne på en måned. Men ifølge avisen Boston Globe afviser den amerikanske centralbank at kende noget til sådan et program. Rådgivning får tjek James F. Pomeroy har registreret 11 selskaber i staten Massachusetts og er selv administrerende direktør i de fleste af dem. Helmersens investeringer foregik gennem SB Global, og det lokale finanstilsyn er ifølge Boston Globe i gang med at undersøge den finansielle rådgivning, som Pomeroy udøvede gennem sine selskaber, hvoraf ingen har banklicens. Allerede inden parterne mødes 28. marts har Klaus Helmersen vundet den første træfning, da han fik Pomeroys aktiver indefrosset. Det skete 4. december, og Pomeroy har som modtræk også sagsøgt Helmersen for blandt andet at have ødelagt hans forretning ved at udsprede rygter om svindelagtige forretningsmetoder. Pomeroy har desuden krævet erstatning af St. Frederikslund, fordi Helmersen og Jens Skjold Kristiansen angiveligt har aftalt at indgå som medejer af SB Global til gengæld for en investering på omkring 700 mio. kroner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
-
Frustreret økologisk svinebonde: »Mange gange er forbrugerne ikke så oplyste, som vi tror«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























