På tredje semester på medicinstudiet trådte Henrik Palm første gang ind på en ortopædkirurgisk afdeling. Her var lægerne ikke bange for at åbne, skære og save i kroppens store knogler i lårben, arme, hofter, skuldre. Med blodet sprøjtende hæftede de voldsomme brud og deformiteter sammen med metalplader, lange søm, kunstige led og bunker af skruer.
Han blev fascineret af fagets mulighed for at hjælpe, hvis kroppens afstivende skelet var ødelagt, men vigtigst husker han det mantra, den gamle overlæge prædikede for de medicinstuderende.
