Sundhed handler ikke kun om et langt liv. For mig drejer det sig øge sandsynligheden for at udskyde skranteårene.

Bente Klarlund efter en frokost med Jørgen Leth: Et skrantende helbred er frihedsberøvende

Samtaler med Jørgen Leth har gjort det lysende klart for Bente Klarlund, at et skrantende helbred er frihedsberøvende.   Arkivfoto Miriam Dalsgaard
Samtaler med Jørgen Leth har gjort det lysende klart for Bente Klarlund, at et skrantende helbred er frihedsberøvende. Arkivfoto Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

»Det er jo noget værre noget at lade sig diktere af sit helbred«, siger Jørgen Leth, da vi sidder og sludrer over en søndagsfrokost. »Må jeg skrive det ned«, spørger jeg. Det må jeg godt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er livlæge for Jørgen Leth. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Jørgen skranter. Nok er Jørgen forfængelig, men han er først og fremmest uden filter. De senere år har han gavmildt fortalt om sin tiltagende skrøbelighed, f.eks. i Jakob Kvists bog ’Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth’.

Men denne søndag stod det lysende klart for mig, at et skrantende helbred er frihedsberøvende. Et smut til New York for at besøge sønnen er uoverskueligt, for hvordan skal Jørgen komme rundt på Manhattan? Et smut til Folkemødet på Bornholm er ikke attraktivt, for her skal man jo gå, gå og gå. Jeg kan ikke længere affeje Jørgens brok over dit og dat med et ’det skal bare gås væk’. For det kniber jo i den grad med at gå. Disciplinen at sætte det ene ben foran det andet er blevet en daglig udfordring. Bare det at rejse sig fra stolen er en kamp.

Når jeg på disse sider lørdag efter lørdag skriver om sundhed, handler det ikke kun om et langt liv. For mig drejer det sig først og fremmest om at øge sandsynligheden for at udskyde skranteårene. At udskyde den dag, hvor helbredet dikterer, hvad man kan og ikke kan. Et sundt helbred øger sandsynligheden for, at man det meste af livet kan leve det liv, man gerne vil.

I filmen ’I walk’ fra 2020 forsøger Jørgen Leth at forstå sit liv og sine beslutninger. Det er en poetisk kommentar fra en mand, der prøver at håndtere alderdommen, og som stadig er sulten efter livet. Det er netop denne sult efter gode restauranter, gode samtaler, gode oplevelser, det er blevet sværere at tilfredsstille, fordi helbredet dikterer. Heldigvis har Jørgen uendelig mange historier at fortælle, bøger at skrive og film at optage. Det indre liv skranter ikke. Alligevel lader jeg ikke en lejlighed gå fra mig til at hviske »du kan godt gå selv«, mens jeg rækker ham stokken og tilbyder min albue som støtte ud til den ventende taxi.

Bente Klarlund Pedersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her