Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Annegrethe Rasmussen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ti stille, hvis du er en ordentlig feminist

Må muslimer mene noget om undertrykkelse i indvandrermiljøer? Må kvinder kritisere hinanden?

Annegrethe Rasmussen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For nogle måneder siden var jeg ret upopulær i brede kredse inden for et segment, som man med en vis ret kan kalde mine egne. Nemlig i dele af den brogede gruppe af ligestillingsinteresserede danskere, der normalt betegner sig som feminister, en betegnelse, jeg gerne benytter om mig selv, uanset at den forvrøvlet af og til bruges som skældsord om en seksualforskrækket gimpe iklædt brune støttestrømper.

For mig er ligestilling en borgerlig grundrettighed. Jeg mener – som et af mine idoler, den rapkæftede amerikanske professor Camille Paglia – at mænd og kvinder skal have ens muligheder, når det gælder udøvelse af deres erhverv, udbetaling af løn eller offentlige ydelser. Mens man omvendt må respektere de kønsforskelle, jeg efter et halvlangt liv er ret overbevist om faktisk eksisterer mellem mænd og kvinder. Og som, hvilket jeg er enig med Paglia i, tilfører dynamik både til samfund og mellem mennesker.

Jeg er endelig af den faste overbevisning, at rigtige mænd – de, der trygt hviler i egen maskulinitet – også er feminister. De føler ingen angst over at dele magten. De lider ikke af komplekser.

LÆS HENRIK MARSTAL

Så langt, så godt. I alle miljøer, hvor ismer er på spil, risikerer man imidlertid at blive udsat for lejrtænkning. Derfor er det en god idé med jævne mellemrum at tjekke sig selv: Spiller jeg ’offerkortet.’ Er det, jeg er udsat for, noget, som eksempelvis også sker for mænd? Sidder jeg i X bestyrelse, fordi jeg er kvinde? Eller kan der være en anden grund? Øvelsen kan ofte resultere i et ja, der er diskrimination på spil. Men af og til er der ikke. Hvis man altid går rundt med en hammer i hånden, er der nemlig som ordsproget påpeger, fare for, at man ikke ser andet end søm.

Min brøde i april fandt sted i form af en klumme, der blev offentliggjort i dagbladet Information under den noget hårdtslående overskrift ’Degenereret feminisme.’ Teksten handlede om kvinder. Jeg citerede radiovært Ayse Dudu Tepe, der på Facebook havde skrevet, at hun var træt af »uge efter uge at læse og høre om kvinder, der ikke kan finde en kæreste, fordi de har hovedet oppe i deres egen røv. Det irriterer mig så uendelig meget, at jeg skal lugte til andre kvinders brugte trusser i avisernes spalteplads og tv. Det er ikke et samfundsanliggende eller et kvindeanliggende, at du ikke kan få dig en kæreste. Eller om du barberer fissen. Eller hvad du nu gør. Det er dit anliggende. Og fred være med det. Fred være med alle. For helvede. Bare fyr den af.«

Jeg er enig med Tepe i, at den del af kvinders offentlige selvportrættering, der stipulerer, at »mit følelsesliv er alles anliggende« og også ofte indebærer, at nogen (det står ikke klart, om det er det offentlige, samfundet eller venner) skal hjælpe mig, er et skråplan. Jeg tilføjede i klummen, at »livet ikke altid (er) lutter lagkage, og det er ikke nødvendigvis nogens skyld. Heller ikke nødvendigvis ens egens. Men af og til må man bare konstatere, at life sucks. Suck it up«.

LÆS DEBAT

Ens privatliv er heldigvis ikke et domæne for konstant offentlig intervention, og de samfund, som har forsøgt sig, er ikke modeller for åbne demokratier.

For en god ordens skyld tilføjede jeg, at min opsang ikke var ensbetydende med, at det private ikke længere er politisk. Som rødstrømpebevægelsen med god grund proklamerede i 1970’erne. Der er fortsat usynlige dele af ulighed mellem kønnene, som bliver stuvet af vejen som private familieanliggender. Eksempelvis når det gælder barselsorlov, pigers og drenges uddannelsesvalg samt holdninger til seksualitet. Der er fortsat mange ligestillingskampe at kæmpe.

Min kritik frembragte imidlertid betydelig vrede og omkring 400 indlæg på min facebookside. Jeg er imidlertid ikke ude på at genopføre denne diskussion her. Men derimod at rejse en helt anden debat, nemlig om det ikke er okay at kritisere sine kønsfæller, hvis man vil være med i det gode selskab af rødstrømper.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stikker man sine medsøstre i ryggen, hvis man rejser en kritik af sit eget køn? Bør man som selverklæret feminist holde sig til at tale om den fortsatte diskrimination af kvinder i verden. Der er nok at tage af, og som en debattør skrev, hvorfor havde jeg så ikke valgt at skrive en klumme om vold mod kvinder i stedet for at brokke mig over mit eget køn?

LÆS KRONIKEN

I en anden debat på Facebook, der i sidste måned kørte for fulde gardiner om en reklamevideo med titlen ’Limitless Life’ – PR for en bog som Allers innovationsdirektør Pernille Aalund har skrevet – blev kvindelige kritikere også beskyldt for at være usolidariske og for at ’voksenmobbe’. Selv om de blot var lodret uenige i det selvpromoverende budskab fra den succesrige erhvervskvinde.

Kritikken – som det andet køn aldrig udsættes for; det giver ingen mening, at sige at mænd ikke må kritisere andre mænd – minder om den debat om identitetsfundamentalisme, der har udspundet sig i Sverige efter udgivelsen af Yahya Hassans debutdigtsamling. Her fremførte bl.a. forfatter Athena Farrokhzad i avisen Aftonbladet, at Hassan ikke skulle have skrevet om den patriarkalske vold blandt indvandrere, fordi han dermed støttede islamofoberne.

En tilsvarende kritik blev Barack Obama mødt med, da han i sin tid kritiserede USA’s sorte fædre for ikke at være nok til stede i deres børns liv. Præsidenten fik læst og påskrevet af sine racefæller for at bidrage til et racistisk majoritetssamfunds stigmatisering af sorte. I stedet skulle han hellere have gjort noget mere for at hjælpe USA’s minoriteter.

Denne reaktion – en elitær politisk korrekthed – fremmer imidlertid ikke kampen for lighed. I stedet må vi besinde os på at se hinanden som mennesker, der må have ret til at kritisere hinanden uanset køn, race, hudfarve eller etnisk tilhørsforhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er ikke at fornægte strukturel undertrykkelse at bede om, at minoriteter også skal have ret til at skildre problemer inden for deres egen gruppe. Ej heller er det en naiv tro på, at alle diskussioner kan udspille sig i et herredømmefrit Nirvana. Men fordi det modsatte med sikkerhed fører til Gulag.

Sorte behøver med andre ord ikke at bakke præsident Obama op, hvis de er uenige med ham, ligesom muslimer ikke partout deler holdninger. Minoritetspositionen bliver et verbalt fængsel, hvis kvinder altid skal bakke kvinder op og holde sig inden for ’tilladte diskussionsemner.’

Ligestillingsinteresserede bør i stedet benytte sig af demokratiet og den borgerlige offentlighed til at tale højt og klart om alle emner. Også dem, hvor kvinder måtte være uenige med hinanden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden