Da min søn i 2011 var 4 år gammel, havde jeg ham med på mit daværende arbejde. Jeg var skoleleder i Røde Kors’ asylafdeling, og vi havde dengang et lærred med tilhørende digital projektor, hvortil jeg havde tilsluttet min bærbare computer.
Jeg ville afspille en video med danske ordsprog fra YouTube, og til min og elevernes store morskab gik min lille søn hen og trykkede på lærredet med fingrene og konstaterede, at det ikke virkede. Han tilhører en generation, for hvem trykfølsomme skærme er det eneste rigtige.
Som forælder har jeg med lige dele forbløffelse og begejstring konstateret, hvor hurtigt vores børn selv lærer at klikke sig ind og ud af institutionerne via de trykfølsomme skærme, når de kommer og går. Og størstedelen af dem dygtigere og mere behændigt end deres forældre.
Som tidligere underviser i folkeskolen er jeg dog langt mere forbeholden. Og som forælder til to børn i hhv. 2. og 3. klasse, er jeg direkte imod iPads i den variant, hvor det er et personligt udlån, som eleverne må tage med hjem.
Det har længe været kendt, at mange ansatte i Apple ikke lader deres egne børn gå i institutioner eller skoler, hvor iPads spiller en dominerende rolle. Men det tåler at blive gentaget. Måske har de længe vidst, hvad en stor undersøgelse også har vist herhjemme: at mange børn i børnehavealderen hellere vil spille på iPad end lege med andre børn. Dette er yderst dystert for disse børns fremtidsudsigter, da de derved ikke udvikler de sociale færdigheder og interaktionsevner, der – trods al snak om nye virtuelle virkeligheder – til stadighed og i høj grad er udslagsgivende for børns evne til at lykkes her i livet.
Hver tid har sin guru – også når det kommer til undervisning. For 15 år siden hed han Howard Gardner og talte om de mange intelligenser. Guruen anno 2016 hedder John Hattie og er fra New Zealand. Han præsenterede i 2009 resultaterne af sin forskning, som han var kommet frem til efter med sit forskerhold at have gransket ikke mindre end 900 metanalyser baseret på omkring 60.000 undersøgelser, hvori svimlende 245 millioner elever og lærere verden over havde deltaget.
Resultaterne taler sit eget tydelige sprog; relationen mellem lærer og elev, lærerens troværdighed og faglige niveau samt evne til at bedrive klasserumsledelse er sammen med evaluering af elevernes arbejde de væsentligste parametre, når det kommer til, hvad der virker. I den modsatte ende figurerer brugen af it-midler i undervisningen, herunder iPads.
Den største fejl er begået af de skoler, der har givet eleverne en iPad som personligt udlån. For dem er toget kørt
Christian Aziz
Derfor kan den iver og hastighed, hvormed iPads er blevet indført mange steder i landet, vække undren. Som oftest er beslutningen truffet centralt. Det er altså ikke lærere og pædagoger, der med den ene hånd har anbefalet it-indkøb i millionklassen, mens sparekniven har skåret lystigt med den anden.
Naturligvis er jeg ikke blind for iPadens potentiale. Ligesom jeg også forstår, at cigaretter for nogen på kort sigt skærper koncentrationen, sænker stressniveauet og giver en følelse af velbehag.
Jeg er heller ikke blind for, at iPaden frigiver et lille skud dopamin, når de små fingre taster og swiper lystigt hen over skærmen, og de små øjne fyldes af Apples belønnede lys og lyde, når eksempelvis et bogstav falder på plads og danner det rigtige ord. For glem ikke, at det er en virksomhed, der lever af at tjene penge, der stiller sit isenkram til rådighed for en gruppe forbrugere, som de derved får en uhørt adgang til.