Tablets er som cigaretter: Vores børn er viljeløse, asociale slaver af deres iPads

Da min søn i 2011 var 4 år gammel, havde jeg ham med på mit daværende arbejde. Jeg var skoleleder i Røde Kors’ asylafdeling, og vi havde dengang et lærred med tilhørende digital projektor, hvortil jeg havde tilsluttet min bærbare computer.

Jeg ville afspille en video med danske ordsprog fra YouTube, og til min og elevernes store morskab gik min lille søn hen og trykkede på lærredet med fingrene og konstaterede, at det ikke virkede. Han tilhører en generation, for hvem trykfølsomme skærme er det eneste rigtige.

Som forælder har jeg med lige dele forbløffelse og begejstring konstateret, hvor hurtigt vores børn selv lærer at klikke sig ind og ud af institutionerne via de trykfølsomme skærme, når de kommer og går. Og størstedelen af dem dygtigere og mere behændigt end deres forældre.

Som tidligere underviser i folkeskolen er jeg dog langt mere forbeholden. Og som forælder til to børn i hhv. 2. og 3. klasse, er jeg direkte imod iPads i den variant, hvor det er et personligt udlån, som eleverne må tage med hjem.

Det har længe været kendt, at mange ansatte i Apple ikke lader deres egne børn gå i institutioner eller skoler, hvor iPads spiller en dominerende rolle. Men det tåler at blive gentaget. Måske har de længe vidst, hvad en stor undersøgelse også har vist herhjemme: at mange børn i børnehavealderen hellere vil spille på iPad end lege med andre børn. Dette er yderst dystert for disse børns fremtidsudsigter, da de derved ikke udvikler de sociale færdigheder og interaktionsevner, der – trods al snak om nye virtuelle virkeligheder – til stadighed og i høj grad er udslagsgivende for børns evne til at lykkes her i livet.

Hver tid har sin guru – også når det kommer til undervisning. For 15 år siden hed han Howard Gardner og talte om de mange intelligenser. Guruen anno 2016 hedder John Hattie og er fra New Zealand. Han præsenterede i 2009 resultaterne af sin forskning, som han var kommet frem til efter med sit forskerhold at have gransket ikke mindre end 900 metanalyser baseret på omkring 60.000 undersøgelser, hvori svimlende 245 millioner elever og lærere verden over havde deltaget.

Resultaterne taler sit eget tydelige sprog; relationen mellem lærer og elev, lærerens troværdighed og faglige niveau samt evne til at bedrive klasserumsledelse er sammen med evaluering af elevernes arbejde de væsentligste parametre, når det kommer til, hvad der virker. I den modsatte ende figurerer brugen af it-midler i undervisningen, herunder iPads.

Derfor kan den iver og hastighed, hvormed iPads er blevet indført mange steder i landet, vække undren. Som oftest er beslutningen truffet centralt. Det er altså ikke lærere og pædagoger, der med den ene hånd har anbefalet it-indkøb i millionklassen, mens sparekniven har skåret lystigt med den anden.

Naturligvis er jeg ikke blind for iPadens potentiale. Ligesom jeg også forstår, at cigaretter for nogen på kort sigt skærper koncentrationen, sænker stressniveauet og giver en følelse af velbehag.

Jeg er heller ikke blind for, at iPaden frigiver et lille skud dopamin, når de små fingre taster og swiper lystigt hen over skærmen, og de små øjne fyldes af Apples belønnede lys og lyde, når eksempelvis et bogstav falder på plads og danner det rigtige ord. For glem ikke, at det er en virksomhed, der lever af at tjene penge, der stiller sit isenkram til rådighed for en gruppe forbrugere, som de derved får en uhørt adgang til.

Timing er altafgørende i mange sammenhænge. Derfor er det næppe tilfældigt, at Apples satsning på at komme ind i skoleverdenen har været sammenfaldende med lærerlockout, skolereform og den forlængede skoledag. Tværtimod.

Lærerstanden var i chok og udmanøvreret, så dens normale kritiske sans kom ikke til udtryk eller blev passende afvist som brok og angst for forandringer og sat i bås med den kritik, der samtidig haglede ned over dem som følge af regeringens opgør med deres arbejdstid. Og UUV (reformens største luftkastel) er som skabt til lige at hive iPaden frem og så køre en skoleapp af i 20 minutter, og hvis I så opfører jer ordentligt, må I spille frit de sidste 10. Hvad skal man ellers lave som vikar i 30 minutter i en klasse, man lige bliver kastet ind i?

Som ansat i Apple ville jeg da også tænke, at det er for godt til at være sandt, det her! Vi kan rulle vores produkt ud til uforvarende forbrugere, det offentlige betaler hardwaren, og forældrene køber apps efter børnenes ønsker, for når de andre i klassen nu må, bliver vi vel også nødt til at give vores afkom lov.

Det sørgeligste syn jeg længe har set, er på de skoler, hvor eleverne låser deres iPads inde i skabe på gangene uden for deres klasseværelser. Som viljeløse zombier vandrer eleverne ud på gangene og har umanerlig svært ved at løsrive deres blikke fra skærmene og omstille deres åndsnærvær fra den fiktive til den virkelige verden, når en session med iPads skal afsluttes.

Rundtomkring på vores klode har man taget konsekvensen af dette fænomen og oprettet såkaldte text walking lanes, så de mobilhungrende zombiefodgængere kan stille deres uendelige appetit på at stirre ned i en virtuel verden, mens de samtidig vandrer sagesløst rundt i den virkelige.

Den største fejl er begået af de skoler, der har givet eleverne en iPad som personligt udlån. For dem er toget kørt. Folkeskolen er simpelthen for vingeskudt til at definere sig selv som en autoritet, der tør sige fra over for kommunernes it-politik – som langt hen ad vejen er et resultat af dygtige lobbyisters arbejde.

Apples største bedrift er, at de har plantet den forrykte tanke i hovedet på mange, at en personligt udleveret iPad til et 6-årigt barn er lige så naturligt som et penalhus. Jeg vil vove den påstand, at vi om en generations tid vil se tilbage på udrulningen og forbruget af iPads blandt børn med samme undren og hovedrysten, som vi i dag ser tilbage på tidligere generationers syn på – og forhold til – rygning:

Udleverede man dem virkelig til så små børn? Fik de lov til at bruge dem med så lidt opsyn og kontrol? Hvad tænkte vi dog på dengang? Hvorfor gjorde Svend Brinkmann ikke noget?!

Lighederne mellem rygning og overdrevet brug af iPads er da også til at få øje på; både iPads og cigaretter produceres af store private virksomheder, der lever af at sikre sine forbrugere et hurtigt vanedannende fix.

Musearm var noget man fik i vores generation. Hvor mange af vores børn vil mon få konstateret iPad-nakke? I svundne tider bøjede børn saligt hovedet og foldede hænderne i bøn. I dag bøjer børn hovedet ind over over deres personlige iPad-alter – i al for lang tid, med skadelige virkninger på nakken til følge.

Tømrerens dør er altid skæv. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid har været lige god til at håndhæve spilletider på iPads eller – hvis jeg skal være hudløst ærlig – har formået at skabe et alternativ, som mine børn hellere ville beskæftige sig med end deres iPads.

Selv mine børns sprog er blevet påvirket af Apple. Da min datter forleden i badet havde drejet på brusehovedet, så strålen blev anderledes, kom min søn begejstret løbende ind i stuen og forkyndte, at hans søster havde ’opdateret’ bruseren. Jeg både lo og græd lidt indvendig over den konstatering.

Må kommende generationer i stedet sige:

I had

You had

We all had

An iPad.