Jeg er ikke nervøs for, at min generation bliver mere selvoptaget eller virkelighedsfjern end tidligere. Vi forholder os lige så lidt til politik og kriser i tredjeverdenslande, som I andre gjorde.
Jeg forestiller mig bare, at vi er mange, der vågner op om tyve år med slidgigt i tommelfingeren og tænker, ’hvad fanden sad jeg med hovedet begravet i Facebook for, når jeg kunne have læst bøger, fordybet mig i en artikel eller bare have været til stede’?
Da jeg kom tilbage til Danmark og S-toget, kunne jeg nærmest ikke opstøve et menneske med andet læsestof end en Metroxpress
I Danmark laver vi ikke andet i det offentlige rum end at være på vores telefoner. Det slog mig, da jeg vendte hjem efter et par måneder i Berlin. I den tyske hovedstad føles det ofte, som om visse ting er gået i stå omkring Murens fald. Priserne, folks udseende, telefonerne.
Tiden føles også, som om den går lidt langsommere, hvilket den måske gør, når man er uden internet, som jeg var.
Jeg begyndte derfor at tage en bog med i tasken, og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var alene om denne vanvittige idé. Jeg oplevede dybt nede i den snuskede U-bahn et folk fastfrosset i en fjern fortid, der kunne lide at læse bøger. Jeg ved desværre ikke, om det skyldes, at de heller ikke har internet på mobilen.
Da jeg kom tilbage til Danmark og S-toget, kunne jeg nærmest ikke opstøve et menneske med andet læsestof end en Metroxpress. Jeg ved, at rigtige bøger hører til fortiden, men vi bliver da også præsenteret for tekst svarende til en roman hver dag på Facebook.
Derfor fokuserer vi mest på billederne og læser kun overskriftssprog og revolverjournalistik på vores tablets. Vores hjerner er blevet så vant til ikke at forholde sig til den stride strøm af information, at bare tanken om at skulle læse en bog bliver en ironman-præstation i koncentrationsevne.
Jeg er bange for, at vi i fremtiden er for mange, der ikke fik læst Yahya Hassans digtsamling, men kun så hans vanvidsvideoer på nettet. Eller at vi var for mange, der ikke fik set andet end serier på Netflix, og at vi ikke betalte licens, så DR ikke kunne lave kvalitets-tv frem for realityjunk.
Jeg er mest af alt ked af, at vi er så afhængige af at se vores liv på en skærm, at vi ikke engang kan koncentrere os om at være til stede i nuet.
Skriv kommentar