Tinder spørger mig, hvilket 'nuværende job' jeg har. Fuck altså, jeg har jo ikke noget job.
Mon nogen overhovedet gider at date en, som render rundt på kontanthjælp og henter skinke i Netto til 7,95, fra deres beskidte 'Stop madspild-kasse'?
Jeg må hellere lyve, tænker jeg i min lille rødvins-brandert foran skærmen. Klik, haha og bum: Jeg arbejder i Salling Super. I chokoladeafdelingen endda, hvor fornemt. Og jeg har en af de der fine, støvfarvede t-shirts på, som signalerer overskud og professionel service. Jeg har faktisk også været en smule forelsket i hende Nete nede fra netop den afdeling, hvor jeg aflagte ugentlige besøg og spurgte interesseret ind til, hvilket land den og den chokolade kom fra. Hun gav mig en brochure med hjem, talte entusiastisk og holdt øjenkontakten længe. Hun havde det smukkeste, buttede ansigt med rosa kinder, som altid var rosa.
Hov, mon jeg skal sætte mit 'interesse-felt' til både mænd OG kvinder? Ej, nu stopper du, Emma.
Tilbage til min kommende Tinder-profil. Næste afkrydsningsskema - det her er jo lidt morsommere end Coop's spørgeskema om kundetilfredshed. Min hang til ordspil, blandet med ironisk distance, kan ikke dy sig, så jeg skriver:
»Desuden elsker jeg virkelig juice, jazz og jizz«. Jeg griner ad mig selv. Jeg har skrevet dårlige digte i mange år. Det skal jeg sgu også huske at fortælle min kommende date, for det kunne jo lige så godt være 'smukke kærlighedsdigte', som jeg skrev i min tid på universitetet. Idioten ved jo ikke, at de var hamrende dårlige.
Men hvorfor har vi mon brug for så mange datingapps, netsider og genveje til at komme i kontakt med hinanden? Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kender legens regler. I Det Store Dating-spil. Måske har vi behov for disse genveje, fordi vi ikke længere tør gå hen og prikke ham den lækre Chrisser fra bageren på skulderen og næsten råbe: »Hey! Du ser super dejlig ud, vil du sidde bag på min Puch Maxi?«.
Denne Chrisser kunne jo risikere at tro, at jeg var fuldkommen vanvittig, sådan at henvende mig i al offentlighed og virkelighed. Heri ser jeg et af de centrale problemer. Hele dating-legen skal foregå i det skjulte. Kærlighedsdansen som de tropiske fugle udfører før parringen, sker for os mennesker på nettet, i det skjulte. Så man kan nå at 'slette sit match', hvis man læser sig til, at fyren kun er 160 cm høj. Det duer jo ikke. For jeg vil gerne jo gerne blive ved med, at kunne gå i flade sko.
En østrigsk mand på Tinder fanger min opmærksomhed, da han skriver til mig: »I know how danes feel about Tinder, so let's meet in real life, for a cup of coffee - are you available on wednesday?«.
Han fortæller mig, på vores date, at han oplever danskerne som introverte, reserverede og meget svære at komme i kontakt med. Vi taler om, at danskere generelt bruger Tinder til at se hinanden an, men sjældent mødes i det virkelige liv.
Ham her kan jeg lide, han har fat i noget. Flashback til en familietur på Anholt: Jeg går en aftentur, glad, solbrændt og nysgerrig. Jeg nærmer mig forsigtigt en gruppe af mænd, som sidder med øl på bordet og griner. Jeg forsøger at starte en samtale, men de er afvisende, griner lidt og signalerer stærkt via deres kropssprog, at deres fest bestemt ikke er en åben en af slagsen.
Jeg går igen og føler mig en kende flov. Jeg tænker på, om jargonen ville have været den samme i min biologiske fars hjemland. Han er fra Chile, og i Sydamerika danser man meget. Det kropslige, nære, sensuelle og åbenhjertige spiller en stor rolle. Her var jeg sandsynligvis blot blevet viklet ind i et kæmpemæssigt danseorgie, hvor jeg havde haft en ny mand i hånden hvert femte sekund. Eller hvad? Overdrivelse fremmer forståelsen, og ønsketænkning er altid dejligt på en lørdag aften, hvor det eneste selskab man har, er en lækker chokoladebar og en pakke Marlboro light.
Var det nemmere at score ude i virkeligheden, da jeg var yngre eller for de tidligere generationer? De gyldne gymnasieår glorificeres ofte i egen hukommelse, men måske er der noget om snakken. Da jeg var 17 år, tog jeg indimellem ind til byen for at feste med min storesøster. Jeg husker særligt mødet med Jakob. En smuk skuespiller, som var cirka fem (plus seks) år ældre end jeg. Min søster havde sagt, at jeg helst ikke skulle gå i seng med ham, ej heller ryge noget af hans hash. Så jeg gjorde selvfølgelig begge dele.
I hans lejlighed i ø-gade-kvarteret, fandt jeg bogen 'The Game' - en udførlig guide til, hvordan man får kvinder til alt fra at forelske sig i en til at smide alt tøjet på første date. Wauw, en helt ny verden for mig. Er det sådan, man gør? Og kan jeg også bruge de der tricks som en lille tryllekunstner? Den bog blev i mange uger min godnatlæsning. Jeg har afprøvet nogle af tricks'ne, og kan fortælle dig, mellem os to, at de sådan set virker.
Livet var måske mere ubesværet, da man var teenager. Voksen-usikkerheden er faktisk hos de fleste større, end den som opleves i de unge år. Her havde smartphonen heller ikke for alvor gjort sit indtog. Nu findes der et utal af dating-apps, som gør det muligt at sidde i bussen på vej til arbejde og trykke 'ja' eller 'nej' til billeder af mænd - et sandt kødkatalog. Så behøver man jo heller ikke længere gå til fest for at møde nogen, man kan selv udvælge dem, man vil ses med og gøre det helt privat og trække sig hurtigt, hvis daten viser sig at være en fiasko.
Tilbage til mig. Jeg blev ældre. Sessionerne hos min psykiater gav mig et nyt perspektiv på min seksualitet, og den måde jeg (åbenbart) henvender mig til mænd på. Jeg opgav at udfordre ham, min psykiater, også kaldet Polle, med direkte spørgsmål som: »Hvor mange gange har du egentlig været gift«, da jeg til sidst blev nødt til at erkende, at hele ideen med samtalerne jo var, at jeg blottede mig - ikke i bogstavelig forstand altså - men følelsesmæssigt.
Herigennem fandt jeg ud af, at jeg vistnok har en dyb hang til eksponering på det seksuelle plan. Jeg er også narcissist. Hvad skal jeg så gøre ved det, tænkte jeg og tog et par jobs som croquis-model på byhøjskolen. Det var en god idé, synes jeg selv.
Ville det være for meget, hvis jeg skrev det i min profiltekst på Tinder? The digital act of mating tænker jeg med et smil og kommer til den konklusion, at jeg hellere må lægge en dæmper på min mere vovede og ekspressive seksualitet. Det har nogle andre kvinder vistnok engang lært mig, at man skal, så man ikke skræmmer mændene. For kvinder må helst ikke fremstå alt for maskuline og selvsikre. Så skræmmer man hankøn væk, og det er man altså selv ude om, sagde de, som bestemt ikke var feminister.
For nylig: Jeg sidder og ryger med min veninde, som arbejder i Netto, ude bag deres lager. Jeg spørger hende, om hun er aktiv på Tinder. Hun slår en latter op, tager en slurk af sin cola, og fortæller følgende: »Nej, men jeg opretter sikkert en profil igen i morgen. Jeg er bare så træt af, at mændene altid vil betale for mig, selv om jeg insisterer på at betale for mig selv. Ja, jeg kom faktisk op at skændes med en, som ikke ville lade mig købe en Sommersby på dankortet«.
Vi griner lidt, og hun fortæller mig, at Tinder ofte kun handler om sex. Ironisk nok, da jeg kommer hjem, tikker en besked ind på min profil: »Hej smukke, jeg tænkte på, om du kunne bruge lidt selskab i aften?« efterfulgt af en blinkende smiley og en flamme, som vist nok skal symbolisere, at han er tændt. Hvad ved jeg. Jeg ved, at jeg føler mig en lille bitte smule krænket og samtidig snobbet, da jeg svarer ham, at jeg ikke er 'den slags pige'.
Funderer efterfølgende over de signaler, jeg udsender, og hvilken 'slags pige' jeg egentlig er. Det ved jeg sgu ikke. Jeg kan i hvert fald ikke lide at ligge i ske. Men jeg kan lide så meget andet. Må hellere tilføje noget mere seriøst og voksent til min profiltekst, så mændene ikke kun ser og tolker ud fra mine sexede profilbilleder. Noget intellektuelt måske, noget med bøger eller videnskabelige dokumentarer.
Det er godt nok en besynderlig leg, det her. Egentlig synes jeg ikke, at denne her dating-leg er sjov. Jeg får lidt samme fornemmelse, som da jeg var otte år gammel, og gik til musik. Her skulle vi danse til en forfærdelig sang, som hed 'Boogie Woogie'. Vi stod i en cirkel og vrikkede med vores numser på skift.
Jeg fortalte min mor, da jeg kom hjem, at legen forekom mig decideret åndssvag, og at jeg følte mig eksponeret i cirklen på en ubehagelig måde. Sådan har jeg det også lidt med Tinder. Så, klik! Jeg uploadede lige et billede af mig selv i fuld figur og håber på, at mændene vil swipe 'ja, interesseret' til min profil. Jeg viser varerne frem nu. Det er jeg god til. Men det føles lidt ydmygende. Jeg sletter min Tinder-profil. Men jeg opretter nok en ny i morgen.
Selvfølgelig sker Tinder-dates også ude i det virkelige liv, og jeg har selv været på en del af slagsen. Jeg har mødt den kreative og æstetiske model-type, som mindede fantastisk og alt for skræmmende meget, om mig selv. Jeg har mødt den flabede, joint-rygende bartender med et eksotisk navn og langt krøllet hår, som smigrede mig ved at komplimentere min fejlfrie hud. Jeg har mødt den smukke mand, som var ældre og havde styr på lortet, med eget firma og bil, og som kunne få mig til at grine.
Men det er som om, at når disse møder aftales, går luften lidt af ballonen. For mit vedkommende i hvert fald, det er jeg kommet frem til. De danske dating-normer er allerede sat. Vi mødes over en kop kaffe eller en øl. Vi forsøger at sælge os selv bedst muligt. Vi husker at fortælle om job og uddannelse, ønsker og måske vores livret, hvis det går vildt for sig. Herefter ser vi lige hinanden lidt mere an, og så kommer de obligatoriske spørgsmål: Passer han/hun ind i den kasse, som vi ønsker? Skal vi ses igen?
Jeg mindes hvordan, og i hvilke omgivelser, jeg mødte min dejlige ekskæreste, Jens. Det var til en privat gymnasiefest, et drikke-symposion, kunne man også sagtens kalde det. Her lagde jeg mærke til, hvor enormt god han var til at spise pommes frites og spille beer-pong - på samme tid! Jeg var imponeret.
Vi fulgtes hjem, fodrede ænder og kastede med rådne æg på kommunens bygninger en varm sommernat. Vi var glade, åbne, vi grinede, og jeg blev dybt forelsket i ham. Han spurgte mig ikke engang om først, hvad jeg godt kunne tænke mig at blive uddannet som, ej heller om jeg var mest til sort eller rødt lingeri. Det fandt han selvfølgelig ud af, sidenhen, men vi forelskede os i øjeblikket, ikke i den profiltekst eller det billede, som var skrevet om os, på noget som hedder Tinder, som ikke eksisterede dengang.
fortsæt med at læse
