Værket 'Uden Titel' bringes med venlig tilladelse fra Kaspar Bonnén, skribentens nevø.
Foto: Kaspar Bonnén/Kaspar Bonnén

Værket 'Uden Titel' bringes med venlig tilladelse fra Kaspar Bonnén, skribentens nevø.

Debat

Dømt kunstner: Jeg accepterer byretsdommen over mit værk, men få har forstået, hvorfor det er vigtigt

Det er kunstnerne og ikke hverken publikum eller loven, der afgør, hvilken kunst der er nødvendig.

Debat

Jeg har lavet et kunstværk, der er blevet forbudt, inden det er færdigt, og uden at det er blevet vist offentligt.

Mit værk bliver nu nedvurderet af mennesker, der ikke har set filmen, og som fejlagtigt kalder det ’hævnporno’. En betegnelse, der hverken står i anklagen eller dommen, men som flittigt er blevet brugt i medierne og fremhæves med rødt i rubrikken over det indlæg min eksmands søn, Mikkel Kofod, har skrevet om sagen i Politiken (8.12.).

I sønnens indlæg kan man få det indtryk, at filmen er lavet uden hans fars vidende og tilsagn. Begge dele er forkert. Men skribenten har da også, som han sagde under ed i retten, kun set 2-3 sekunder af det cirka 15 minutter lange værk. Det afholder ham ikke fra at betegne sin far som et offer.

Men hvem der reelt er offer i denne sag, er noget mere komplekst end som så, og i min optik har Mikkel Kofod ikke forstået, hvorfor sagen er interessant for et større publikum.

For det første er værket ikke pornografisk: Det har ikke til hensigt at vække eller pirre lysten hos publikum. Der optræder ganske rigtigt nøgne mennesker – min eksmand og jeg – fordi et nyligt indgået ægteskab i sagens natur rummer et erotisk forhold.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at et voksent menneske kunne blive blufærdighedskrænket over de to nøgenscener, som filmen, der bærer titlen ’Brylluppet i Gudhjem’, indeholder.

Jeg har bestræbt mig på at vise ægteskabet og skilsmissen, kærligheden og tvivlen med dybde og i den kunstneriske udtryksform, som er mit sprog, og jeg antog faktisk, at folk ville blive bevæget af historien.

For det andet er filmen ikke alene skabt med min eksmands samtykke: Han opsøgte mig af egen drift efter vores skilsmisse med dette eksplicitte ønske.

Men ligesom han trak sit ja til mig ved det virkelige bryllup i Gudhjem tilbage kort tid efter vielsen, trak han sit tilsagn til udstillingen af vores film tilbage. Og alligevel fortrød han senere at have fortrudt.
Nu ville han netop ses igen, spejle sine »modsatrettede følelser« i mit kamera, som han taler direkte til i filmen.

Jeg forstod alle nuancerne og fastholdt et billede af en mands længsel efter og angst for at blive set helt ind i sjælen. En mand, som pludselig bliver bange for sit spejlbillede.

I den debat, filmen har rejst efter retssagen, bruger flere medier betegnelsen hævnporno. Dette modeord er tilsyneladende det første, en journalist griber til i 2018, når et nøgent menneske optræder i en filmsekvens eller på et billede, der er formidlet digitalt.

Problemet er, at en så grov samlebetegnelse annullerer både intentionen bag og kvaliteten af det visuelle materiale, der foreligger. Hverken i anklageskriftet eller i dommen indgår dette ord. Og der er mildt sagt også en verden til forskel på mit kunstværk og de ulykkelige sager med unge kvinder, der fulde og påvirkede af stoffer bliver voldtaget og udnyttet af mænd, der laver amatørfilm og distribuerer dem.

’Brylluppet i Gudhjem’ var et fælles værk, som vi samarbejdede om i flere måneder.

Hvor præcis grænsen går mellem kunst og hævnporno, kan receptionen af fremtidige kunstværker og eventuelle domme måske hjælpe os med at fastslå. Men at min film rent faktisk er kunst, er ingen fagfolk i tvivl om.

Blandt dem, der blev citeret i Berlingske, som belyste sagen fra mere end én side, er direktør for Kunsthallen Charlottenborg Michael Thouber, der »ikke er i tvivl: Kærlighedsfilmen er et kunstværk«.

Den pointe er vigtig for mig at understrege, fordi udefrakommende, der hverken kender til kunstværket eller retssagen, kunne få det indtryk, at ’hævnporno’ har været sagens essens. For mig er kunsten det centrale, som jeg tidligere har skrevet om i Dagbladet Information:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det meste i denne verden udføres med et formål – deri adskiller kunsteners arbejdsproces sig fra mange andres. Kunsten har hverken et undervisningsmæssigt sigte eller behøver at være skabt ud fra en samfundsmæssig interesse. Den har ingen nytteværdi. Kunst skabes af kunstnere og kan sagtens være kunst uden at have noget formål. Kunsten er sig selv. Og uforståelig for mange mennesker, som er opdraget til at tænke i formål«.

Man kan ikke forsikre sig imod en kunst, der »kan gøre ked af det«

Hvad der krænker det enkelte menneske, står ikke til diskussion: Kun den krænkede har ret til at vurdere, om vedkommende oplever sig krænket. Jeg vil således ikke stille mig til dommer over Mikkel Kofods oplevelser af de 2-3 sekunder, han har set af min film.

Hvad en kultur generelt finder krænkende, er til gengæld et fælles anliggende. I vores pornoficerede samtid, hvor det nærmest er umuligt at få dømt en voldtægtsforbryder, afgør retten stadig. hvad der er dekorum.

Derfor bøjer jeg mig naturligvis for den dom, jeg har fået. Samtidig med at jeg fastholder, at man ikke kan forsikre sig imod en kunst, der »kan gøre ked af det«, som Kofod udtrykker det.

For det er kunstnerne og ikke hverken publikum eller loven, der afgør, hvilken kunst der er nødvendig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden