Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Camilla Møhring Reestorff har forsket i danske mediers Facebookopdateringer om #metoo, og hun mener, at de giver en unødigt negativt billede af bevægelsen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Blodrus, folkedomstol, heksejagt«: Medierne skaber et unødvendigt negativt billede af #MeToo på Facebook

Når danske medier deler artikler om #MeToo-bevægelsen på sociale medier, er fokus primært negativt, og det bliver dækket som opinion- eller sladderstof. Det skævvrider debatten, mener Camilla Møhring Reestorff, der forsker i #MeToo-nyheder på Facebook.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Under #MeToo har kvinder over hele verden siden oktober 2017 delt deres oplevelser om seksuelle krænkelser og overgreb på sociale medier. Det har skabt debat om grænser og retten til egen krop, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved verdensstjerners adfærd.

Der er blevet skrevet side op og ned om hashtagget, der har udviklet sig til en social bevægelse. Men når danske medier deler #MeToo-nyheder på sociale medier som Facebook, er de hovedsageligt negative, og forekomsten af ord som ’heksejagt’ og ’blodrus’ er ikke sjælden. Det risikerer at skabe et unødigt negativt billede af #MeToo-bevægelsen, viser en undersøgelse lavet af kultur- og medieforsker ved Aarhus Universitet Camilla Møhring Reestorff.

»Der er to overordnede problemer. Det ene er, at dækningen i høj grad foregår i genrerne debat- og sladderjournalistik, og det gør, at der kommer fokus på enkelte sager i stedet for det strukturelle problem, som #MeToo er et udtryk for. Det andet problem er selvfølgelig, at syv ud af ni medier i min undersøgelse har mere end dobbelt så mange negative opslag som positive opslag«.

Når vi har en bevægelse, der har fået så stor betydning, er det påfaldende, at syv ud af ni medier bringer flere negative end positive artikler på Facebook

Giv et eksempel?

»Et eksempel er Berlingskes Facebookopslag 12. januar 2018, hvor de skriver: »Filosof Anders Fogh Jensen vil hellere leve i en verden, hvor praktikanten får et klap bagi, end en verden, hvor alle lever efter reglerne« og linker til artiklen: ’Filosof kritiserer #MeToo: Hvad troede I egentlig, at en mand var?’. Det er et typisk eksempel på negativ dækning, hvor man reducerer beretningerne om overgreb til et klap bagi«.

Hvad betyder det for #MeToo i dansk kontekst, at det dækkes som sladderjournalistik?

»Det er naturligt, at en del af #MeToo-dækningen handler om sladder, fordi den tog udgangspunkt i USA og Hollywood med Harry Weinstein. Det er også okay, men ofte kigger man på den enkelte kendis og ikke på det strukturelle problem«.

»Og så er det en måde at forskyde problemet på, så det mest fremstår som noget, der foregår i andre lande. Det er særligt USA og Sverige, vi fokuserer på. Det er jo nemmere at tale om problemer, der foregår i andre lande«.

Men der har da også været fokus på #MeToo-sager herhjemme?

»Ja, men i modsætning til Hollywood-debatten har tendensen herhjemme været ikke at nævne navne, og det er fint i forhold til spørgsmålet om retssikkerhed. Men for journalisterne betyder det, at de danske historier er sværere at fortælle«.

Camilla Reestorff
Screenshot: Camilla Reestorff

Sproget smitter af

Studiet, som Camilla Reestorff har lavet, er baseret på ni danske mediers Facebook-opdateringer, og hun har kun fokuseret på opslag, hvor #MeToo indgår. Det betyder altså, at hvis et opslag ikke bruger #MeToo eksplicit, er det ikke talt med. Det er et valg, hun har taget for at være systematisk og for at kunne sammenligne medierne, men også fordi hendes interesse har været at se på, hvordan selve bevægelsen blev tematiseret.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt, hvad medier skriver i deres Facebook-opdateringer?

»Det er vigtigt, fordi der er mange, der primært får deres nyheder fra sociale medier. Derfor ville jeg se, hvilket blik man får på #MeToo, hvis man kun følger med der. Det er også en realitet, at de færreste har abonnement til alle danske medier, så hvilken adgang har man overhovedet til det brede nyhedsbillede?«.

Overdriver du ikke betydningen af et opslag på Facebook? Vi får jo ikke hele vores verdensbillede derfra?

»Selvfølgelig er der ikke et 1:1-forhold mellem folks meninger og medierne. Folk får information fra mange kilder, men de professionelle nyhedsplatforme spiller stadig en stor rolle, i forhold til hvilken type nyheder der spredes, og hvilket sprog der bruges. Så når vi har en bevægelse, der har fået så stor betydning, er det påfaldende, at syv ud af ni medier bringer flere negative end positive artikler på Facebook«.

Camilla Reestorff understreger, at der findes substantiel journalistik om #MeToo, men på Facebook drukner det i de negativt vinklede artikler, fordi der er over dobbelt så mange.

I dit studie nævner du, at det kan være farligt, når medier lægger op til, at folk skal komme med deres holdninger. Men er det ikke netop pointen ved sociale medier, at brugerne skal interagere med hinanden? Er det ikke en måde at starte en diskussion på?

»Jeg kritiserer ikke, at der opfordres til debat. Men diskussionen foregår inden for de rammer, man stiller op. Så når Jyllands-Posten for eksempel skriver i et opslag, at historiker Henrik Jensen mener, at det er på tide, at #MeToo enten radikaliseres til kønskrig eller lægger sig til at dø, og derefter spørger, hvad deres følgere mener, er der kun udpeget to muligheder, som begge er negative«.

Men man kan vel være uenig og tage et tredje standpunkt?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, men det kan være svært at formulere«.

»Mit materiale viser også, at de ord, medierne bruger i deres opdateringer, smitter af. Der bliver brugt mange bombastiske ord, og de bliver cirkuleret og brugt af Facebook-brugerne og er med til at præge opfattelsen af #MeToo. Eksempelvis har KU-forskeren Marianne Stidsen fået meget taletid i Politiken og kaldt #MeToo for en »usund folkedomstol« og »feministisk, venstrepopulistisk totalitarisme«, og de ord går igen i kommentarsporerne. Det skrævvrider debatten, for #MeToo er meget langt fra totalitarisme«.

Camilla Reestorff
Screenshot: Camilla Reestorff

»En anden tendens er, at medierne spørger til ting, som følgerne ikke har forudsætninger for at svare på. DR havde en artikel om, at det svenske pressenævn kritiserede ni artikler om #MeToo, og så spørger de deres følgere, om de har ret. Men DR kan jo ikke forvente, at deres danske læsere følger med i svensk journalistik eller ved noget om medieetik«.

Er det ikke at tænke lidt for lavt om folk?

»Jamen, har du set kommentarsporerne? Folk skriver virkelig voldsomme ting, og det kan være svært at debattere emner som medieetik, hvis man ikke kender konteksten. Jeg forsker i, hvordan folk kan deltage og engagere sig, og jeg ved, at deltagelse er afhængig af de rammer, man stiller op. Så spørger man, om #MeToo skal lægge sig til at dø, er det med det udgangspunkt, folk vil deltage«.

Jeg forsker i, hvordan folk kan deltage og engagere sig, og jeg ved, at deltagelse er afhængig af de rammer, man stiller op. Så spørger man, om #MeToo skal lægge sig til at dø, er det med det udgangspunkt, folk vil deltage

Hvorfor tror du, medierne spørger på den måde?

»Det er en nem måde at få klik og trafik på på sin side. Alle ved, at når det handler om køn, bliver folk nemt ophidsede. Men der er selvfølgelig også den side af det, at man gerne vil dialogen med sine følgere«.

Medier har et særligt ansvar

Vil den slags negativ dækning have konsekvenser for #MeToo-bevægelsen?

»Den negative dækning kan betyde, at det vil afholde kvinder, minoriteter og mænd fra at stå frem, fordi man ved, hvilken reaktion man vil få på de sociale medier. Dækningen har også den konsekvens, at overgrebene bliver de enkeltes problem fremfor samfundets«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men er det ikke et mere generelt problem på Facebook, at tonen er hård?

»Jo, og det betyder også, at medier har et særligt ansvar for at tage stilling til, hvordan man vinkler debatten, og hvordan man stiller spørgsmål, der skaber dialog og ikke bare voldsom uenighed. Vil man ændre den debatkultur og have en ordentlig demokratisk samtale, må man tage ansvar. Jeg klar over, at det er en stor udfordring«.

Har du nogle konkrete råd til, hvordan medierne kan tage ansvar?

»Medierne skal huske, at mange kun ser rubrikken og opdateringen, og det giver muligvis ikke et helhedsbillede af artiklen. Desuden kan man med fordel skære ned på negativt ladede, bombastiske ord som ’blodrus’ og ’flodbølge’, for de kommer hurtigt til at skabe stor uenighed. Det er også vigtigt ikke at stille spørgsmål om ting, folk ikke ved nok om. Det er vigtigt at sætte tingene i kontekst og ikke reducere #MeToo til et klask i røven, som sker i flere opdateringer. For det er ikke det, det er«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden