0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jeffrey Decoster/NYT
Foto:: Jeffrey Decoster/NYT
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alt er krig, og intet er sandt: Når demokrati bliver en kamp, bliver kendsgerninger til våben

Man kan betragte det seneste årtis snak om populisme og post-sandhed som krigerisk mobilisering og propagandas indtrængen i vores demokratier.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Et tydeligt tegn på liberalismens svigtende helbred er militærets stadig mere fremtrædende rolle i indenrigspolitikken. Mens nedtællingen for Storbritanniens Brexit-forhandlinger fortsætter, og risikoen for en no deal stiger, dukker spørgsmålet om militær sikkerhed også op.

Storbritanniens forsvarsminister, Gavin Williamson, har sagt, at 3.500 soldater ekstra vil være på standby for at hjælpe med at sikre, at forsyninger når ind i landet, og det forlyder, at embedsmænd har undersøgt muligheden for at indføre militær undtagelsestilstand i tilfælde af omfattende uroligheder. Det er svært ikke at mærke en vis begejstring over udsigten til alt dette hos den hårde kerne af brexiteers og deres tilhængere i medierne.

I konfliktsituationer er videns væsentligste egenskab ikke, at den skaber generel enighed, men at den er ajour og gør det muligt at tage hurtige beslutninger

En lignende lidelse manifesterer sig tydeligt på den anden side af Atlanten. Præsident Donald Trump har erklæret national nødret på grund af en angivelig krise ved den mexicanske grænse, og han har sat amerikanske soldater ind på amerikansk jord.

Brasiliens nye præsident, Jair Bolsonaro, er tidligere kaptajn i hæren og personificerer mange af de mest skræmmende tendenser blandt verdens nye stærke mænd. Han har blandt andet placeret mange militærfolk i nøglestillinger i regeringen.

Der er her tale om meget demonstrative eksempler på spil med de militære muskler, men fornemmelsen af, at politik er blevet mere krigerisk, har ulmet i et stykke tid. Krigsmetaforer som kulturkamp og socialkriger ses stadig hyppigere og indikerer alle et sammenbrud af det fælles politiske fundament.

Man kan betragte det seneste årtis omvæltninger – der blandt andet kommer til udtryk i den politiske populisme og den udbredte snak om post-sandhed og fake news – som den krigeriske mobilisering og propagandas indtrængen i vores demokratier.

Princippet om, at militær og civil indsats skal holdes adskilt, har været en hjørnesten i liberal politik, siden religions- og borgerkrigene hærgede Europa i midten af det 17. århundrede. Den moderne opdeling i militært og civilt politi går tilbage til England i slutningen af det 17. århundrede, hvor en tidlig form for offentlig forvaltning begyndte at behandle (og finansiere) de to uafhængigt af hinanden. Siden da har retsstaten vundet frem, så beslutningstagere ikke længere blot regerer med magt.

Men der findes også et andet syn på den moderne stat, der ligeledes har en lang historie. Ifølge dette alternative ideal er opdelingen mellem den civile regering og militæret blot en pacifists forfejlede påfund, som skal overvindes. Det er derfor ikke noget tilfælde, at nutidens nationalister er særlig ivrige efter at bruge krigens retorik.

Krigene, der nærer nationalisternes fantasi, er ikke blot militære konfrontationer, der foregår langt borte med professionelle soldater, men også en massemobilisering af politikere, civile og infrastrukturen. Lige siden man under Napoleonskrigene indførte værnepligt og en strategisk mobilisering af økonomien, har nationalister betragtet krig som en måde at skabe national solidaritet og målrettethed på.

Militære situationer har også et andet kendetegn, som man ofte mangler i det civile liv: løftet om en umiddelbar reaktion, uden de forsinkelser, som hører med til demokratiske diskussioner og ekspertanalyser. Krigsførelse kræver selvfølgelig viden, men ikke af samme type, som vi kender fra fredstid.

Fakta som våben

I civilsamfundet har oplysninger fra økonomer, statistikere, journalister og forskere en fredsbevarende funktion, i den forstand at de skaber en fælles virkelighed, som vi kan enes om. Idealet om uafhængige eksperter, der hverken kan påvirkes af penge eller magt, har været en afgørende forudsætning for, at politiske modstandere trods alt kunne blive enige om en grundlæggende virkelighed. Kendsgerninger betyder, at man ikke behøver stille spørgsmål om sandheden inden for det politiske liv.

Krig kræver et anderledes, mere paranoidt system for ekspertise og viden, der betragter verden som et utrygt og fjendtligt sted, hvor intet er sikkert. I konfliktsituationer er videns væsentligste egenskab ikke, at den skaber generel enighed, men at den er ajour og gør det muligt at tage hurtige beslutninger. Samtidig skal de oplysninger, man deler med offentligheden, være skræddersyet til at vække massebegejstring og -uvilje snarere end objektivitet.

Den kultur, der udspringer af en overaccelerering i det offentlige rum forårsaget af teknologi, som vi ikke aner, hvordan vi bremser, er en del af forklaringen på, at demokrati snarere føles som kamp.

Omstændigheder, hvor tiden er ved at rinde ud, er dem, der egner sig bedst til militære interventioner. Mange af de nødsituationer, som vi står i i dag, er naturligvis fiktive: nødsituationen ved den mexicanske grænse eller måske den britiske regerings bevidste overdrivelse af truslen fra et Brexit uden aftale for at lægge pres på det britiske parlament.

Ved at gøre noget til en nødsituation, hvor tiden er af afgørende betydning, kan man omgå den meget langsommere civile verden, hvor man skal forholde sig til facts og diskussioner.

Men der foregår også noget andet. De seneste godt 30 års teknologiske forandringer – først i vores finanssystem og siden i vores medier – betyder, at vores politiske beslutningstagere har stadig mere travlt, fordi de skal reagere omgående på den konstante nyhedsstrøm. (Hvis der er én ting i den militære mentalitet, som vi alle kender til, er det manglen på tid).

Meget af frygten vedrørende post-sandhed og fake news er faktisk symptomer på et offentligt liv, der bevæger sig for hurtigt og med en for stor informationsmængde, indtil vi når det punkt, hvor vi enten stoler på vores instinkter eller klamrer os til andres. Der er en grund til, at Twitter opfordrer sine brugere til at ’følge’ hinanden – en metafor, der indikerer, at i den voldsomme informationsstrøm bliver sandheden i sidste ende defineret af ledere.

Demokrati som kamp

Det er næppe noget tilfælde, at de teknologier, der i dag gøre det muligt for beslutningstagere og strateger at reagere hurtigst på den omskiftelige verden – som computere og internettet – oprindeligt blev udviklet til militære formål.

Annonce

Den samme teknologi har også overtaget den civile og økonomiske verden som redskaber til alt fra overvågning af krigszoner til markedsresearch og psykologisk profilering af vælgere. Sociale medier har introduceret strategiske spil i den offentlige diskurs, så vildledning og hemmelighedskræmmeri – informationskrig – nu indgår som en almindelig del af diskussioner.

Den kultur, der udspringer af en overaccelerering i det offentlige rum forårsaget af teknologi, som vi ikke aner, hvordan vi bremser, er en del af forklaringen på, at demokrati snarere føles som kamp. Men hvad kan vi gøre ved det? Liberalismen er ikke skabt til denne slags udfordringer. Liberalismens ideal om en ordentlig omgangstone er betinget af, at argumentation og research kan foregå i eget tempo, og at der træffes beslutninger på baggrund af beviser.

Adskillelsen af krig fra fred, som gødede jorden for det liberale demokrati, var oprindelig en retslig bedrift, hvorimod det i dag er påkrævet, at man også forsvarer adstadighedens refugier i nyhedsmedierne, på markedet og på universiteterne.

Men der er så sandelig noget presserende over mange af de problemer og trusler, som liberale demokratier står over for i dag, herunder klimaforandringer og den i stigende grad prekære økonomiske situation for udsatte dele af befolkningen. De genkendelige politiske skel kendetegnet ved klasse og identitet giver nu stødet til hurtigtvoksende, uforudsigelige nye bevægelser, godt hjulpet på vej af de sociale medier.

Når nationalister benytter sig af krigsmetaforer og -symboler, er det forbundet med en reel og realistisk fornemmelse af, at tiden er ved at rinde ud. Men for dem af os, der ønsker at se færre soldater på gaderne snarere end flere, er udfordringen at finde civile frem for militære løsninger på sociale, økonomiske og miljømæssige problemer, der vokser så hurtigt, at de vækker mindelser om fjendtlige krigere.

Oversættelse: Mette Skodborg og Christoffer Østergaard

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?