Europa er i fare.
Fra alle hjørner øges kritikken, forhånelserne og antallet af frafaldne.
Det skal være slut med at opbygge et fælles Europa! Lad os genfinde ’den nationale sjæl’! Genopdage ’den tabte identitet’! Sådan lyder den dagsorden, som er fælles for de populistiske kræfter, der skyller hen over kontinentet. Uagtet at sjælen og identiteten ofte kun findes i demagogernes fantasi.
Europa som idé, som vilje og symbol, er i færd med at falde fra hinanden for øjnene af os: Under angreb indefra af falske profeter, der er berusede af nag og af tanken om, at deres time er kommet. Ladt i stikken af sine store allierede på den anden side af Nordsøen og Atlanterhavet, der i det foregående århundrede to gange reddede det fra selvmord. Sårbart over for mesteren i Kreml og hans stadig mere åbenlyse manøvrer.
Det er i dette giftige klima, at valget til Europaparlamentet skal finde sted i maj 2019. Med mindre der sker en forandring. Med mindre der dæmmes op for den voksende, svulmende og påtrængende flodbølge. Med mindre der meget hurtigt og på hele kontinentet viser sig en ny modstandsvilje.
Ellers risikerer det europæiske valg at blive det mest uheldssvangre, vi har set. En sejr for sabotørerne, en skændsel for dem, der stadig tror på arven efter Erasmus, Dante, Goethe og Comenius. En hån mod intelligens og kultur. En eksplosion af fremmedhad og antisemitisme. En katastrofe.
Vi har levet i illusionen om, at Europa i sagens natur var en nødvendighed, der ville tage form, uden at vi behøvede at foretage os noget, fordi det var i pagt med ’den historiske udvikling’
Undertegnede hører til dem, der nægter at resignere over for denne overhængende risiko.
Vi hører til de europæiske patrioter (flere, end man tror, omend alt for ofte tavse og resignerede), der forstår, at det, der udspiller sig nu, trekvart århundrede efter fascismens nederlag og tredive år efter Berlinmurens fald, er et nyt slag om vores civilisation.
Vores europæiske erindring, troen på den store tanke, som vi har arvet, er efter vores overbevisning den eneste kraft, der har formået at hæve de europæiske folk op over dem selv og deres krigeriske fortid. Men også i dag er det den eneste dyd, der vil kunne afværge, at en ny totalitarisme med sine overgreb trækker Middelalderens mørke med sig i sit kølvand.
Derfor kan vi heller ikke tillade os at give op.
Derfor denne opfordring til at reagere.
Derfor denne appel om mobilisering forud for et valg, som vi nægter at overlade til kirkegårdsgraverne.
Derfor denne tilskyndelse til endnu en gang at hæve faklen for et Europa, der til trods for sine mangler, sine fejl og sin lejlighedsvise fejhed forbliver et andet hjem for alle planetens frie mænd og kvinder.
Vores generation har fejlet.
Ligesom Garibaldis tilhængere i det 19. århundrede, der som et mantra gentog »Italia se fara da se«, har vi troet, at kontinentet ville forenes af sig selv, uden vilje eller indsats.
Vi har levet i illusionen om, at Europa i sagens natur var en nødvendighed, der ville tage form, uden at vi behøvede at foretage os noget, fordi det var i pagt med ’den historiske udvikling’.
Vi må bryde med denne skæbnetro.
Vi må gøre op med dette magelige Europa uden motivation eller ånd.
Vi har ikke længere noget valg.
Skriv kommentar