Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Martin Lehmann
Arkivfoto:: Martin Lehmann
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 2018 skrev han et indlæg om at være homoseksuel alenefar: Jeg endte med at blive enormt rørt. Der var ikke en eneste, der skrev noget grimt

Anthony Aconis blev i april 2018 hele Danmarks homoseksuelle alenefar. Han var vred over altid at blive betragtet som en andenrangsforælder af fremmede kvinder, der mente, at børn bør have en mor. I decemberserien ’Mener du stadig det?’ spørger vi, om han står ved sit udfald.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De første måneder som far så han det som sin egen personlige oplysningskampagne. Men daglige fornærmelser og undrende blikke gjorde ham hurtigt syrlig i replikken.

Anthony Aconis var godt og grundigt træt af, at omverdenen satte spørgsmålstegn ved hans forældreegenskaber, bare fordi han var en enlig far til små tvillinger.

»Skal jeg holde ham for dig?« eller »skal jeg trøste hende, til hun ikke græder længere?«, blev han dagligt spurgt af velmenende kvinder på Østerbro.

»Prøv nu at høre her, hvad fanden snakker du om? Det er mine børn, så hvad tror du selv?«, endte Anthony Aconis med at tænke – og en gang imellem sige højt.

For Anthony Aconis blev dagligt mødt med undrende blikke, nysgerrige spørgsmål og velmenende råd fra især kvinder, der partout betragtede ham som andenrangsforælder.

I april 2018 svarede han igen med debatindlægget ’Kvinder går i baglås, når de møder en alenefar som mig’, hvor han én gang for alle slog fast, at han er en fuldstændig lige så god forælder for sine børn, som en mor ville være.

»Siden mine tvillinger forlod den lånte livmoder, har jeg været den eneste forælder, de kender til. En far, én af slagsen, og det er dér, hele elendigheden starter. For kan man det? Kan et barn vokse op uden en mor?«, skrev Anthony Aconis og fortsatte:

»Det er grotesk, så mange kvinder der har spurgt mig om det her. Også kvinder, som jeg kun kender perifert og tilfældigt møder på gaden. Hvad er det, som mit forældreskab så åbenlyst og afgørende mangler, siden det kan få selv fremmede kvinder til instinktivt at falbyde sig som mødre? Er jeg som far per definition en ringere forælder end dig, der er kvinde? Er selv en fremmed mor bedre end en far, børnene kender?«.

Det sker nærmest dagligt, og det er overvældende og giver en afmagtsfølelse

Da Anthony Aconis skrev indlægget, var hans tvillinger, Paloma og Raphael, otte måneder gamle. Nu er de to et halvt år og er netop startet i børnehave.

Anthony Aconis, mener du stadig, hvad du skrev i 2018?

»Ja, bestemt. Folk mener stadig, de har krav på en forklaring fra mig. Og jeg er blevet bedre og skarpere til at give den forklaring. Men hvis jeg skrev indlægget i dag, ville det nok være rundere og mere nuanceret. Og samtidig ville jeg skrive det endnu mere tydeligt. For jeg ved jo godt, at det ikke er, fordi kvinderne er onde, når de henvender sig. Det er simpelthen på grund af vanetænkning. Vi er vanedyr, og familiestrukturen har været på en bestemt måde, så hvordan kan det være anderledes?«.

»Det er en naturlig, instinktiv reaktion, vi har på ting. Men vi lever i en ny virkelighed, hvor familier bliver dannet på alle mulige måder – med to mødre eller tre fædre. Det er fandeme mærkeligt, hvad der foregår derude. Det er stadig primært i storbyerne, men stadigvæk, vi lever bare i en anden tidsalder, og det skal vi vænne os til«.

Hvordan har du pludselig fået den indsigt?

»Nu sover børnene igennem, så jeg har helt klart fået mere overskud og søvn nu, haha. Nej, det er blandt andet, fordi jeg har været i Politiken, P1, Aftenshowet og samtlige debatprogrammer og mødt en masse mennesker, som jeg er gået i dialog med. Rigtig mange kloge mennesker, som ved ekstremt meget om omsorg og forældreskab, og det har gjort mig klogere«.

»Men hvis man kigger på kønsforskning, er der ingen empiri, der viser, at mænd skulle være dårligere rustet til at drage omsorg for deres børn, end kvinder er. Og efter alle debatterne er der rigtig mange mennesker, og rigtig mange kvinder, der har fået børn alene, som har kontaktet mig. Og de bliver i den grad også mødt af fordomme. Så i virkeligheden handler det måske mindre om kvinder og mænd, men i stedet om vores normbetragtning om, at hvis man skal være en rigtig familie, skal det være far, mor og børn«.

Børnene har det pissefucking fedt

Du kaldte i indlægget de undrende kommentarer og spørgsmål for ’sexisme’. Hvordan kommer sexismen til udtryk?

»Der er jo ikke tale om to-tre hændelser. Det sker nærmest dagligt, og det er overvældende og giver en afmagtsfølelse. Og alle gode debatindlæg bygger jo på god, gammeldags indignation. Jeg møder det hele tiden. Hvis børnene græder og ikke vil hjem fra vuggeren, eller hvis de græder på en restaurant, så er der fremmede kvinder, der spørger, om de skal tage sig af barnet. Det ville man aldrig nogensinde spørge en anden kvinde om. Men fordi jeg er en mand, så bliver jeg betragtet som en andenrangsforælder«.

Det oplever du stadig?

»Det bliver jeg tit mødt med. Der er både de intellektuelle betragtninger om, hvad min familiestruktur betyder for mine børn, og så er der de spontane reaktioner på mænd, der er alene med børn. Dem møder jeg stadigvæk«.

Men du anerkender også, at langt de fleste henvendelser er velmenende – hvorfor provokerer det dig?

»Jeg blev provokeret over, at jeg som mand blev betragtet som en mindre kompetent forælder, alene på grund af mit køn. At det ikke handlede om mine emotionelle eller mine praktiske kompetencer. At det ikke handlede om mig som menneske, men at jeg er mand og derfor er i dårligere stand til at tage mig af mine børn. Det overraskede mig, at man i 2018 stadig var der. Det var en mærkelig, overraskende og provokerende form for sexisme«.

Annonce

Jeg møder det hele tiden. Hvis børnene græder og ikke vil hjem fra vuggeren, eller hvis de græder på en restaurant, så er der fremmede kvinder, der spørger, om de skal tage sig af barnet

I indlægget insinuerer du også, at det slet ikke handler om børnene, men om kvindernes selvforståelse. Det er en ret hård udmelding. Hvad mente du med det?

»Lige præcis på det punkt er jeg faktisk overhovedet ikke blevet rundere og mere nuanceret. For næh, det handler ikke om børnenes tarv, det handler lige præcis om kvinders selvforståelse. Når nogle kvinder kan tillade sig at blive så vrede og militante over for mig, tror jeg simpelthen ikke på, de bekymrer sig om mine børns ve og vel. For mine børn har det bare pissefucking fedt, og de kommer til at få et fedt liv. De er derimod vrede over, at man er inde at pille ved kvindernes selvforståelse. For hvis kvinderne ikke har monopol på forældreskabet, rykker vi ved nogle fundamentale grundpiller«, siger han og fortsætter:

»Og jeg kan faktisk godt forstå, man får sådan en instinktreaktion. For kvinder er jo blevet rigeligt udfordret i deres selvforståelse gennem tiden. Mændene gør det på arbejdspladsen, hvor de er overrepræsenteret i lederjobs og tjener mere. Mændene er gudhjælpemig også begyndt at gå i køkkenet og tage sig af maden. Mænd fylder enormt meget. Men det, kvinder havde tilbage, var monopolet på at få børn. Og når nogle som mig lige pludselig kommer og udfordrer det, kan jeg godt forstå, de reagerer på det. For så piller vi ved grundsubstansen af det at være kvinde«.

Vielsesringen er et skjold

På et punkt har Anthony Aconis’ forældretilværelse ændret sig markant: Han har fået et skjold. Et skjold i form af en vielsesring.

Han er siden 2018 blevet gift med Lasse, og ud over de åbenlyse fordele ved, at de nu er to forældre, som kan mandsopdække de to børn, er der sket mere subtile forandringer:

»Når jeg er på legepladsen med ungerne lørdag morgen, blender jeg bedre ind nu. Både fordi de er blevet større, og jeg på en måde har en større anciennitet, men jeg kan også se, at folk navigerer efter min vielsesring. Det er tydeligt, at de tænker »nå, der er nok en mor et sted«. Vielsesringen er blevet mit skjold og et symbol på, at der nok er en mor til de stakkels børn. Det skal nok gå, og derfor er der knap så mange, der henvender sig«.

Folk skrev de smukkeste ting

Anthony Aconis’ debatindlæg fik over 100.000 visninger på politiken.dk, og han blev efterfølgende interviewet i bl.a. Berlingske, Femina, P1 og Aftenshowet. Anthony Aconis’ personlige fortælling kom hele vejen rundt i mediemøllen.

»Det var faktisk en smuk oplevelse. Jeg var så nervøs, da jeg sendte debatindlægget ind, og faktisk havde jeg fortrudt det. For det gik op for mig, at det handlede om min intimsfære, om mit liv og min familie. Jeg var virkelig nervøs, da det pludselig gik amok, for jeg ved, hvordan folk taler til hinanden på sociale medier. Jeg lovede mig selv, jeg ikke ville læse kommentarerne, men det kunne jeg jo ikke lade være med«, siger han og fortsætter:

»Og jeg endte med at blive enormt rørt. For der var ikke en eneste, der skrev noget grimt. Ikke én kommentar, der kunne betragtes som hate. Folk skrev de smukkeste ting til mig. Det var helt overvældende, faktisk. Jeg havde forberedt mig på at møde Facebooks grimme ansigt, og så var det i virkeligheden en enormt rørende oplevelse, og det bevægede mig«.

Hvad var det ved oplevelsen, der var rørende?

»Der var folk fra alle samfundslag og alle steder i Danmark, der skrev til mig, at det var godt gået, og at jeg skulle tro på mig selv. Folk tilbød endda at passe mine børn. Det eneste negative, jeg læste, var en kommentar, der undrede sig over, hvordan jeg mon luftede vores hund med to børn, fordi min hund var med på billedet. Så at jeg måske havde en hundelufter, var det eneste negative feedback ha-ha«.

Det hører til sjældenhederne, at man i en så stor debat ikke møder mere negativitet – hvilken nerve ramte du?

»Selv om der ikke er så mange enlige, homoseksuelle fædre, tror jeg stadig, der er en almengyldighed over emnet. Jeg modtog over 300 henvendelser i ugerne efter, og jeg vil tro, at 80 procent kom fra straight mænd, der kunne se sig selv i min historie. At de i deres ægteskab eller skilsmisse har oplevet at blive valgt fra eller at være den sekundære forælder, fordi de var mænd«.

»Og igen, det er jo ikke, fordi kvinder er onde, at det er sådan. Det er sådan, samfundet, kulturen, historikken og biologien har defineret os de sidste 10.000 år. Og mændene har selv været med til at vælge, at sådan skulle det være«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden