Aktiv dødshjælp bliver ofte diskuteret fra den syges eller deres partneres perspektiv, men sjældent fra børnenes synspunkt.
I et nyligt indlæg delte Lisbeth Bruus-Jensen sin hjerteskærende beretning om sin mands håbløse og udmattende kamp mod Alzheimers og hans ønske om at få lov til at dø, før sygdommen fratager ham hans værdighed (Pol. 24.8.). Indlægget ramte en nerve hos os, fordi vi – som børn og pårørende – står i en lignende situation, hvor vi må forholde os til aktiv dødshjælp.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

