DR dokumentarfilmen ’Hvis grise kunne tale’ virker på overfladen som et vigtigt skridt mod en bredere forståelse af de grusomheder, der finder sted i moderne grisefabrikker. Dokumentaren fokuserer på grisens stressniveau, som forskere har kunnet måle ved at analysere deres lyde. At grise er stressede under indespærring, kommer næppe som en overraskelse for dem, der kender bare en smule til de horrible forhold, disse følende individer udsættes for.
Men desværre er filmen ikke uden mangler. Det er tydeligt, at der – bevidst eller ubevidst – er blevet fravalgt en lang række af de mest barske situationer, som grisene dagligt udsættes for. I stedet for at belyse det virkelige omfang af dyremishandlingen, vælger dokumentaren at fokusere på de mildere omstændigheder. Dette er ikke kun en forpasset mulighed, men også en bevidst undgåelse af de grusomheder, der kunne have vækket en større moralbevidsthed hos seerne.
