Selv om Radikale Venstre blev smidt i dybfryseren efter sidste valg, skal der ikke flyttes mange mandater, før Lidegaard & Co. pludselig vil blive inviteret til forhandlingsbordet igen. Sådan er mandaternes logik i politik. Men hvad nu, hvis de få radikale mandater hverken bliver afgørende før eller efter næste valg? I så fald tror jeg godt, man kan sige, at partiet endeligt har udspillet sin historiske rolle som kongemager.

Kommentatorer har gentagne gange peget på, at det er kampen mellem Helveg’ske kompromisskabere og højtråbende Østergaard-fans, som har splittet partiet indefra. Samme fortælling har lydt igen og igen internt i partiet. Men sagen er, at den er forkert. Spændingen mellem ideologi og pragmatisme er selve den radikale motor, hvorfra hele energien udspringer.