Mediechefer, marketingfolk og mange andre øjner betydelige produktivitetsforbedringer ved at få generativ AI til at producere indhold. Med en teknologi, der uden større menneskelig indsats og i stadigt bedre kvalitet kan generere både tekster, billeder, podcasts og film, er der selvsagt store besparelser at hente, og produktionen kan skaleres uden nævneværdige meromkostninger. På den baggrund forekommer det nærmest indlysende fornuftigt at lade AI overtage det omkostningstunge område.
Der er dog desværre et væsentligt aber dabei. Ønsket om at automatisere produktionen af medieindhold hviler nemlig på den grundlæggende forkerte præmis, at vi mennesker har brug for mere medieindhold, hvilket mildt sagt ikke er tilfældet. Siden internettets fødsel har den voksende mængde digital information udviklet sig til en altopslugende malstrøm, der skaber forvirring og rådvildhed snarere end at oplyse og uddanne os. Den uheldige dynamik synes at være, at jo mere information vi får, desto mindre ved vi. Fordi det er stort set umuligt at sortere vigtigt fra uvigtigt og sandt fra falsk. Fordi vi sjældent har tid til at læse andet end overskrifter og derfor efterlades med et verdensbillede uden nuancer og detaljer. Og fordi det er svært at få tid og ro til at absorbere og perspektivere de mange informationer på en meningsfuld måde.
