Det er synd for husejerne. Synd for jordbesidderne. Synd for akademikerne og arkitekterne. Det er synd for de rige. Synd for deres børn på Gl. Hellerup Gymnasium – eller er det Aurehøj? Synd for dem, at deres kunstige værdier og uretfærdige rigdom forsvinder, når vandet kommer, når deres abstrakte uddannelser ikke rækker længere, fordi det jævne samfund, der har gjort dem rige, det land, der ret beset er som en mariekiks i et glas vand, opløses i kystnære realiteter, oversvømmes og vender tilbage til en tilstand af strandenge, vådområder og overdrev. Landet bliver lagt ned, som man i banker og bestyrelser lægger et konkursplaget firma ned, når bundlinjen bliver for rød, og det ikke kan betale sig at blive ved. Alt sammen en hurtig tolkning af Thomas Vinterbergs overklasseepos ’Familier som vores’ om staklerne i Hellerup og omegns strabadserende opvågning til klimakrisen.

I de første afsnit lærer vi, at det ikke betaler sig at holde Danmark kørende. Se på Holland, hvor regningen for den katastrofale erstatningsreligiøse tiltro til ingeniørernes evner har ført til udvidet statsbankerot. Se på realiteterne. Inden længe lukker de klimasikrede lande deres grænser. Glem alt om Piemonte og en stråhat, bæredygtigt produceret porno på divaneseren og et køligt glas gæret naturvin til ganen, glem alt om en sneklædt løjpe i Alperne med kindkys til arvingerne fra Lego, glem alt om Centraleuropa i et Insta-moment, bjergkæderne i Spanien og Frankrig. Vi danskere bliver de nye tiders flygtninge, immigranter og fattige. Om et øjeblik, lærer vi hos Thomas Vinterberg, er vi statsløse, hjemløse og i øvrigt fuldkommen ude af stand til at overleve, fordi vi på et par generationer har mistet forbindelsen med det konkrete. Der er kun et at gøre: flugt til tegnestuen i Paris. Santé!