Jeg læste min kollega Janus Malcolm Pedersens Kronik i Politiken 22. oktober og bør vel starte med at tone helt rent flag i to henseender. 1: Jeg kan virkelig godt lide Janus Malcolm, som jeg betragter som både en virkelig dygtig forsvarer og også som en god ven, som jeg altid nyder at møde i retten sammen med, og 2: Jeg er nyantaget beneficeret forsvarer ved Retten på Frederiksberg, og jeg har netop ansøgt om også at blive beneficeret i København.
Som jeg forstår Janus Malcolms pointe, så er den i helt kort form, at ordningen med beneficerede advokater er problematisk, fordi de beneficerede advokater i sidste ende antages af dommerne. Derved risikerer advokaterne nemlig – som jeg forstår Janus Malcolms argumentation – at slække på hensynet til klienterne og retssikkerheden for i stedet at pleje hensynet til sig selv. Janus Malcolm bruger som eksempel, at advokaten måske undlader at påstå en partisk dommer inhabil af frygt for, at dommeren bliver irriteret og fratager advokaten beneficiet.
