Efter 466 dage kan jeg endelig trække vejret og vågne fra, hvad der har føltes som ét langt mareridt. Endelig kom våbenhvilen. Endelig kom der en foreløbig afslutning på det år, der startede med Hamas’ massakre og er endt med Gazas ødelæggelse og Mellemøstens omstrukturering.
Jeg føler, at en sten er faldet fra mit hjerte. Men inden stenen er landet, melder en ny angst sig, og jeg holder igen vejret. For hvad nu? Nu venter oprydningsarbejdet både i Mellemøsten og herhjemme, og jeg gruer for, at vi som så mange gange før kommer til at sætte et komma, hvor der skulle have været et punktum.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

