Mens verden holder vejret og krydser fingre for en varig våbenhvile, frygter Gazas unge en fremtid uden uddannelse og håb – en tilværelse, hvor valget står mellem overlevelse og opgivelse.
Jeg fristes til at kalde fraværet af de vestlige journalister i Gazas gader en skamplet på pressens historie
Lyt til artiklen
Henter...
I slutningen af 1980’erne sprang jeg som skolebarn barfodet rundt på Gazas støvede, ujævne veje sammen med mine venner. Vi lo, lavede grimasser og poserede for de vestlige journalister og fotografer, som var et sjældent syn i vores liv. For os var de en gylden mulighed for at øve vores engelske gloser. »You, where from?«, skyndte vi os at spørge med forventningsfulde smil. Men de fleste af dem var mere optaget af at fange vores ansigter gennem deres linser end af at tale med os. De var flinke, men distancerede. Journalisterne var i Gaza for at dække den første intifada. Vi så aldrig deres artikler og ved stadig ikke, om vores billeder nogensinde fandt vej til aviserne.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
