Da jeg som teenager for godt 20 år siden skammede mig over at være lesbisk, skyldtes det en følelse af at være forkert. Jeg følte, at jeg var født med en defekt, der skulle fikses. Den følelse blev formet af det, jeg så og læste i medierne. Den blev forstærket af de små drillerier i skolegården, hvor ord som bøsserøv og homo blev brugt som nedsættende skældsord mod hinanden. Og den voksede ud af en lang række oplevelser op gennem min opvækst, som i flygtige momenter gjorde det tydeligt, at jeg ikke passede ind i samfundets definition af, hvad der er normalt og naturligt.
Heldigvis har jeg som voksen fundet ro i min seksualitet og står ved den, så godt jeg kan. Alligevel kan jeg stadig tage mig selv i at føle mig forkert eller anderledes. Som når jeg spontant slipper min kones hånd på gaden, fordi nogen sender os et skævt blik. Eller når vi debatterer familiepolitik i folketingssalen, og størstedelen af mine kolleger fra andre partier udelukkende omtaler forældre som mor og far i stedet for blot at sige forældre. Og jeg mærker, hvordan min familie ikke har samme adgang til verden, når vi skal planlægge familieferier, og der er en lang række lande, som vi må gå udenom. Det gælder for eksempel vores naboland Polen, der indtil for nylig var et sted, vi ikke ønskede at rejse til, og ærlig talt tvivler jeg på, at vi vil overveje en tur til USA i den nærmeste fremtid.
