Gavin DeGraws musik har været et lydspor til mit liv. Hans smukke, sjælfulde tekster og bløde, varme stemme har fulgt mig i mine lyseste perioder og trøstet mig i mine mørkeste stunder. Da jeg som ung oplevede kærestesorg, fandt jeg lindring i hans sange. Og da jeg stod midt i mit livs dybeste sorger – gentagne ufrivillige aborter, en senabort i 20. uge, og da min bedstemor gik bort – var det hans stemme, der talte til mit hjerte og min sjæl. Men nu er den stemme blevet til en dissonans, som jeg ikke længere kan finde ro i.

For nylig gjorde Gavin DeGraw det klart, at han støtter den nyindsatte amerikanske præsident – en mand, der for mig repræsenterer alt det modsatte af de værdier, som DeGraws musik hidtil har repræsenteret, i mine ører i hvert fald. Hvordan kan kunstneren bag linjer, der hylder kærlighed, medfølelse og respekt, åbenlyst støtte en person, der er kendt for kvindehad, racisme og fascistiske tendenser? Hvordan kan en mand, der har skrevet så smukke sange om kvinder, bakke op om en præsident, der gentagne gange er blevet beskyldt for voldtægt og chikane?